Der er omkring 6 millioner hække og hegn i Danmark. Hvis man sætter dem efter hinanden, når de 2,5 gang rundt om jorden. Så der er mange kilometer at skændes om. Og det gør de, naboerne. Om en hæk, der er for høj eller pludselig er forsvundet, et plankeværk, der er for grimt. Om børn, der spiller larmende fodbold fra morgen til aften – og en hund med adfærdsvanskeligheder.
Eller rettere, de skændes måske for lidt. De lader tingene hobe sig op, i årevis, begge parter mere og mere bitre og indebrændte, indtil de må tilkalde de kommunale hegnsynsmænd, der så skal forsøge at mægle i en uigennemskuelig konflikt …
Den danske folkesjæl?
Phie Ambo har fulgt nogle hegnsynsmænd gennem to sæsoner i deres bestræbelser på at få naboer til at mødes til en snak på den samme side af hækken.
For instruktøren er nabokrige en slags mikrokosmos, hvori man kan undersøge, hvordan konflikter opstår, optrappes, kulminerer – og måske løses. Hun ville undersøge, om danskernes måde at håndtere nabokonflikter på er en slags lakmuspapir for en folkesjæl.
"Jeg synes, der gemmer sig en interessant dobbelthed i danskernes selvforståelse som den hyggelige og fredselskende nation – og så vores kejtede og voldsomme måde at håndtere konflikter på," fortæller Phie Ambo.
"De fleste naboer i filmen har en oplevelse af, at de har været flinke i for lang tid, for at bevare det gode naboskab. De har ikke taget konflikten, når den opstår. Men den dér forståelse af dig selv som flink og jovial, den ender med at ramme dig selv som en boomerang. For man hober det jo op og ender med at blive bitter og indebrændt."
"Det der interesserer mig ved nogle tilsyneladende harmløse nabokonflikter er, at alle er nået til lige præcis det sted, hvor bægeret er løbet over. Og det sted kan jeg sagtens identificere mig med – dér hvor der går princip i den."
"Måske skyldes det den skandinaviske kølige pænhed, der forbyder dig at gå ind til naboen og råbe: Det er helt vildt irriterende, når du gør det dér! En konflikt bliver meget abstrakt, når man ikke tager den, når det sker. Den bliver et symptom på alt mulig andet."
At lave en dokumentarkomedie til primetime
Ud over det tematiske var det en drivkraft for instruktøren at ville lave en film, der kunne vises på en stor dansk tv-kanal i primetime, for hun var træt af, at hendes film var henvist til tv- slots efter midnat. Hun ville gerne lave mainstream med kvalitet.
"Mine tidligere film – 'Mechanical Love' eksempelvis – er jo nichefilm, og jeg ville gerne udvikle mine fortællegreb. Jeg havde lyst til at åbne op, så jeg ikke blev for arthouse-agtig. Og jeg tænkte, at nabostridigheder og millimeterdemokrati var noget, de fleste kunne identificere sig med."
Desuden var det vigtigt for Phie Ambo, at det blev en "let" film.
"Jeg synes, det var super vigtigt, at filmen ikke blev for alvorlig, for det er ikke alvorligt. Det føles alvorligt, når man står midt i det. Men hvis vi lige tager fugleperspektivet på, så er det ikke sindssygt vigtigt med den hæk dér …"
"Derfor handlede det om at finde nogle karakterer, der også kan se sig selv udefra, som kan have et dobbeltblik på situationen og sige: 'Ja ok, i situationen følte jeg, at det var det rigtige, jeg gjorde, meeeen …'"
"Det er jo også det, der gør, at man som publikum ikke føler, at man er vidne til noget, man ikke bør se. Jeg gør meget ud af at snakke med de medvirkende og fortælle dem, hvad det er for en film, vi er ude i, så ingen bliver overraskede. Heldigvis har de alle kunnet genkende sig selv og godkendt filmen."
Filmens markante stemningsskabende cirkuslyd er lavet af komponisten Sanna Salmenkallio, der tidligere har lavet musik til "Mechanical Love" og "Three Rooms of Melancholia". "Det har været sjovt at arbejde med musikken som medfortællende," siger Phie Ambo. "Det er jo i høj grad den, der er med til at markere, at man gerne må grine."
Jo mere velhavende et samfund er …
… desto flere mærkværdige ting som dem her sker, sukker en af de medvirkende, der godt kan se det tragikomiske i sin nabokonflikt.
Den samfundsmæssige baggrund for filmens tema er, at antallet af nabostridigheder i Danmark er vokset stødt det sidste halve århundrede. Man har ikke det samme nære forhold til sine naboer mere, for man behøver dybest set ikke hinanden. Familier fungerer som selvtilstrækkelige små enheder, uafhængige af nabohjælp og vennetjenester, og derfor er der ikke rigtig god grund til at tolerere hinandens store og små forskelligheder. Den tendens interesserer Phie Ambo:
"Jeg ville jo gerne kigge nærmere på danskernes tolerance generelt. Altså hvis man kigger på, hvad der sker i resten af verden, så må man jo ryste på hovedet: Vi går rundt her og hakker på hinanden, men der er jo ikke tale om seriøse problemer. Jeg kunne godt have valgt at skildre mere ekstreme nabokonflikter, men jeg har valgt nogle, som vi kan identificere os med, for så opdager vi, at vi sidder og griner af os selv og ikke nogle medvirkende. Filmen må også gerne få os til at reflektere over, om vi nu også er så tolerante og overbærende, som vi går og bilder os ind."
Phie Ambo arbejder netop nu på en film om den menneskelige hjerne, "Free the Mind", hvor hun vil trække på sine erfaringer fra "Hjemmefronten" med hensyn til at fortælle til et bredt publikum. For, som hun siger med et skævt smil: "Vi har jo alle en hjerne, så min ambition er virkelig, at mange skal se filmen."
"Hjemmefronten" er produceret af Danish Documentary med støtte fra blandt andet Det Danske Filminstitut. Filmen har været vist på TV 2.
Artiklen er bragt i en engelsk version i FILM#70.
Hjemmefronten - fjenden bag hækken
Det fyger med skældsord, og det som kunne have været et godt naboskab mellem Ole og Flemming, har i 40 år været en hård krig om ligusterhækkens størrelse og tykkelse. Vi oplever nabostridigheder på nærmeste hold, når vi følger hegnssynsmanden Mogens Peuliche på arbejde i de nordsjællandske villakvarterer. Her kræver det en stor grad af diplomati fra Mogens' side, når han skal genskabe freden mellem stridende naboer.