Mange kender allerede Olympia, den fummelfingrede bagerjomfru i "Italiensk for begyndere", som smider bageplade efter bageplade på gulvet. Hotelportieren Jørgen Mortensen i samme film, som forelsker sig i byens italienske belladonna, selvom han knap nok kan bestille en Jolly Cola på hendes modersmål. Og den godhjertede Harbour og hans bror, selvmordskandidaten Wilbur, som i "Wilbur wants to kill himself" mister deres far og arver hans antikvariat.
Nu har Lone Scherfigs prisbelønnede og Oscar- og Bafta-nominerede "An Education" omsider premiere i Danmark, og det betyder, at vi også snart lærer Jenny at kende – den 16-årige skolepige, hvis liv tager en dramatisk drejning, da hun og hendes cello i de tidlige 1960’eres Twickenham får et lift af David, en ældre dandy med skræddersyet tøj og importerede cigaretter i sportsvognens handskerum. Og vi vil møde hendes mor, Marjorie, og hendes på én gang skrappe og elskværdige far, som trods sit snæversyn bliver ligeså forført af David, som Jenny gør.
Generøs instruktør
Publikum såvel som kritikere har længe elsket Lone Scherfig for hendes evne til at få selv de mindste karakterer til på rekordtid at krybe ind under huden på tilskueren og blive der længe efter, rulleteksterne er gledet over det hvide lærred.
""Italiensk for begyndere" er en dansk komedie, hvor man ikke bare ler ad personerne, men også lever og føler med dem," skrev Politikens Kim Skotte for eksempel, da han i 2000 skulle bedømme Scherfigs gennembrudsfilm. Og filmredaktør på Berlingske Tidende, Ebbe Iversen, er enig med sin kollega.
"Det, som gør mange kommercielle film ret kedelige, er, at de deler verden op i sort og hvidt, onde mennesker og gode mennesker. Sådan er det ikke hos Lone Scherfig. Der er alle mulige nuancer, og der er ingen, som kun er det ene eller det andet. Vi er alle sammen mennesker på godt og ondt, og sådan er det også med hendes karakterer."
Hvis Ebbe Iversen skulle beskrive Lone Scherfig med ét eneste ord, ville han vælge generøs.
"Hun har en utrolig generøsitet og kærlighed overfor sine personer. Og så er hun altid solidarisk med dem – hun bliver aldrig nogensinde ondskabsfuld, og hun hænger aldrig nogen ud til et billigt, hånligt grin."
En lille Knorr-terning
Ann Eleonora Jørgensen er en af de skuespillere, som Lone Scherfig har benyttet mest i sin karriere som instruktør. De tos samarbejde startede i filmatiseringen af Martha Christensens "Når mor kommer hjem", hvor Ann Eleonora Jørgensen spiller en enlig mor, som skal i fængsel for at afsone en dom for lidt butiksrapseri og lader sine børn være alene hjemme imens. Siden har Ann Eleonora Jørgensen blandt andet spillet rollen som den sensuelle damefrisør Karen i "Italiensk for begyndere", og hun mener, at en af Lone Scherfigs største styrker som instruktør er, at hun er vanvittigt god til at se.
"Det er derfor, at hendes karakterer altid har et ekstra lag i forhold til en gængs komedie. Lone tænker på en skæv måde og ser tingene i en anden optik, end rigtig mange af os andre gør, og det kan hun få med ind i sine karakterer. Samtidig er hun sindssygt god til at lytte. Hun kan lytte til den melodi, man har indeni sig. Dyrke den og lade den marinere lidt. Og så får hun en lille Knorr-terning ud af det hele, som hun bruger i sine karakterer."
Ann Eleonora Jørgensen opfatter, ligesom Ebbe Iversen, Lone Scherfig som en kærlig instruktør, der altid er fuld af tilgivelse og forståelse over for sine medmennesker.
"Hun laver ikke en ond karakter uden at der også er kærlighed til det menneske. Han er jo sikkert bare sådan, fordi der var nogen, som havde taget de bedste madder på tallerknen og efterladt en indtørret rejemad til ham – der er altid en historie bag historien," siger hun og tilføjer:
"Det er måske i virkeligheden det mest karakteristiske ved Lone. Hendes karakterer er altid meget kalejdoskopiske, og det gør, at personerne får en ekstra dimension, et ekstra lag, hos Lone er tingene aldrig bare sorte eller hvide."
Historien bag historien
Netop historien bag historien er et værktøj, Lone Scherfig altid benytter sig af, når hun skal skabe sine karakterer. Selv de mindste af dem. I "An Education" er Jennys mor, Majorie, et eksempel på en biperson, der på sin egen facon er med til at fortælle den store historie. I manuskriptet fyldte hun forsvindende lidt, så Lone Scherfig og skuespiller Cara Seymour måtte selv stykke karakteren sammen.
"Vi ved en masse om Majorie, som andre ikke ved. Helt ned til hvilken perlekæde, hun har på og hvorfor. Det er ikke noget, du behøver at vide, når du går i biografen for at se filmen, men alligevel gør det, at figuren bliver konsistent. Man ser toppen af en større sammenhæng," siger Lone Scherfig selv om Majorie, som hun betragter som den sidste remisens af en kvindegeneration, hvor absolut intet oprør fandtes.
"Alle spurgte hele tiden ’Skal hun ikke have en symaskine, et strikketøj eller en kat, hun kan kæle lidt med?’, men nej, det skulle hun ikke, for hun skal vise den tomhed, der gør, at David får lov til at komme ind i deres liv. Hun har masser af tid. Og måske en ’mother’s little helper’ i medicinskabet."
Briller fra Fakse Ladeplads
Kostumerne spiller også en kæmpe rolle på vejen mod den fuldendte karakter. Lone Scherfig sidder troligt med ved alle kostumeprøver, og hun går op i, at selv de mindste detaljer er i orden.
Mange anmeldere har for eksempel bidt mærke i, hvordan Jennys dannelseshistorie kan ses i hendes tøjvalg – fra tweed og uldne strømpebukser i starten af filmen til sofistikerede cocktailkjoler og elegante kuverttasker mod slutningen. Og da Lone Scherfig skulle skabe Jennys rektor, der bliver spillet af Emma Thompson, tog hun til Fakse Ladeplads i jagten på det perfekte par briller ("For at af-Emma Thompson-ificere hende", som hun siger). Briller endte dog på Jennys lærerinde, Miss Stubbs (Olivia Williams), og Emma Thompson fik i stedet bobbet håret i ægte Thatcher-stil.
"Mange instruktører synes, at kostumer er en biting, men ikke Lone. Hun ved, hvor vigtigt det er. Hun vil se stoffet, mærke stoffet, lugte stoffet og overveje, om det nu også er det rigtige for den karakter," fortæller Ann Eleonora Jørgensen.
Med "An Education", er Lone Scherfig for alvor blevet anerkendt verden over for sin evne til at skabe film om mennesker. Men faktisk har hun længe gerne villet lave film, der var styret af plot snarere end personer.
"Og det har jeg meldt ud i en sådan grad, at det nu endelig er lykkes mig at få en gangsterfilm," griner hun med hentydning til sin kommende filmatisering af romanen "Mob Girl", som foregår i New Yorks kriminelle underverden. Udover "Mob Girl" er Lone Scherfig i gang med fire andre projekter, bl.a. en musical, en romantisk komedie og filmatiseringen af Nick Hornbys "Juliet, Naked". Det kan der komme nogle ret forskellige film ud af. Men ifølge Scherfig selv, har alle de bolde, hun har i luften, én ting til fælles. "En helt særlig ømhed for karaktererne."