Mens Thomas Vinterberg og Lars von Trier satte Cannes på den anden ende i 1998, var det Søren Kragh-Jacobsens "Mifunes sidste sang", som løb med Sølvbjørnen i Berlin og blev langt det største hit i Danmark. Filmen var umiddelbart den mest mainstream af de fire dogmefilm, men den erfarne Søren Kragh-Jacobsen kunne grine lunt i skægget. Dybest set havde han jo bare gjort som han plejede. Håndholdt? Det brugte han da allerede masser af i sin debutfilm i 1978!
Søren Kragh-Jacobsen var i lære som elektromekaniker og arbejdede på fabrik, før han i 1969 tog springet til filmskolen i Prag. Hjemme igen blev han del af det frodige miljø i DR's B&U-afdeling. Det afspejlede sig i hans første film "Vil du se min smukke navle?", og han skrev og sang numre, der i flere generationer kom til at inkarnere det at være ung, forelsket og usikker. I 1981 fulgte han op med børnefilmen "Gummi Tarzan", der den dag i dag står som inkarnationen af den berømmede humanistiske danske børnefilmtradition.
Også thrilleren, krimien og voksendramaet har han prøvet kræfter med, men ofte med børn eller unge i nøglepositioner. Således også "I lossens time", der bygger på et drama af den svenske forfatter P.O. Enquist. Et kammerspil, som involverer et makabert dobbeltmord på et ældre svensk ægtepar og udspiller sig på en lukket psykiatrisk afdeling, hvor der måske indtræffer et mirakel. Den navnløse morder på den lukkede afdeling er selv kun en stor dreng.
Film om unger
"Jeg synes den rummer en grusomhedens poesi", siger instruktøren om sit valg af historie. "Jeg synes, den ligger godt i tråd med resten af mit værk. Jeg har jo i årevis prøvet at lave andre historier, men jeg bliver ved med at komme tilbage til, at det handler om, man skal behandle sine unger ordentligt".
Det med at lave onde film har Søren Kragh-Jacobsen aldrig rigtig formået. Hans nu berømte kollega Nicolas Winding Refn så som barn trofast Kragh-Jacobsens film. Drengen var som regel begejstret, men havde sin standardkritik: "Der er alt for lidt vold!".
"Jeg burde måske være mindre tøsedreng", indrømmer Kragh-Jacobsen. "Jeg burde have gået i kødet på nogle mærkeligere historier. Men jeg bliver altså ramt af humanismen. Jeg har sgu prøvet at være ond, men det lykkes aldrig rigtig."
66-årige Søren Kragh-Jacobsen beskriver sig selv som en meget omhyggelig instruktør. Han har en pinefuldt lang forberedelsesfase. Også "I lossens time" har været igennem en lang proces. Han brugte et halvt år på at besøge lukkede institutioner. Det var barske steder. På et af dem havde man en indsat, der på blot tre måneder havde slået personale ned 156 gange!
Da han efter utallige prøvefilmninger omsider fandt den helt rigtige til at spille drengen i skikkelse af den nu 21-årige Frederik Johansen, måtte manuskriptet have endnu en af mange ture i maskineriet for at blive fintunet til den unge skuespiller med den højst specielle udstråling. En grundighed, som måske er en del af forklaringen på, at Kragh-Jacobsen ikke har lavet flere film på 35 år. Instruktøren prøver at kombinere sin hang til ekstrem grundighed med musikerens spontanitet, men:
"Jeg ville ønske, jeg havde spillet nogle flere gigs. Jeg kan godt ærgre mig over min egen dovenskab. At jeg i løbet af så mange år i filmbranchen kun har lavet 11 film".
Han har ind imellem taget sig nogle solide pauser fra filmarbejdet, hvor han bl.a. har hygget sig med at instruere afsnit af bl.a. "Borgen", som han har sat sit markante aftryk på.
Søren Malling og Sofie Gråbøl i "I lossens time". Foto: Per Arnesen
Drøm at lave fængselsfilm
I "I lossens time" spiller Sofie Gråbøl præsten Helen, der står og vakler i troen, da hun af en psykolog med egne egoistiske dagsordener bliver sat i forbindelse med den drengede morder, der hævder, at det er Gud, der taler til ham og fik ham til at slå ihjel.
Gråbøl genforenes med sin tidligere makker i "Forbrydelsen" Søren Malling, der spiller fangevogteren Knud.
"Han er humanisten, der aldrig går ind slagsmålene mellem præsten og psykologen", siger Kragh-Jacobsen om fortællingen, hvor det religiøse og det naturvidenskabelige verdensbillede er på kollisionskurs i fængslets komprimerede mikrokosmos.
"Jeg tror, det er ethvert filmmenneskes drøm på et tidspunkt i deres liv, at få lov at lave en film i et fængsel eller på et psykiatrisk hospital. Vi har ikke den store tradition for det i Danmark. Vi lever så fredsommeligt i Norden, at vi ikke har mange arenaer", siger Søren Kragh-Jacobsen, der som musiker naturligt nok gør meget ud af lyden i sine film.
"Jeg gør meget ud af det musiske i mine film. Jeg synes egentlig, det er to sider af samme sag. Enten swinger det, eller også swinger det ikke", siger instruktøren, som allerede er godt i gang med sit næste projekt, den internationalt producerede Chopin-film "Monsieur Pichons sidste rejse" med forventet premiere i 2014.
"I lossens time" er produceret af Lars Bredo Rahbek for Nimbus Film.
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM Cannes Issue 2013.
I lossens time
Præsten Helen bliver kontaktet af forskeren Lisbeth, der har desperat brug for hjælp. Lisbeth leder et eksperiment på en lukket institution, hvor traumatiserede og voldelige indsatte får ansvar for et kæledyr. Eksperimentet ender uhyggeligt, da en ung patient forsøger at tage livet af sig med den begrundelse, at det er Guds plan.
