Hvidsten Gruppen var største ungdomsfilm i 2012

FILMBASEN. 2012 var et flot dansk biografår. Filmbasens årsrapport vidner om et år med gode billettal, høj "liking" og mange kvinder i biografen til de danske biograffilm. "Hvidsten Gruppen" gjorde sig særligt bemærket som den højest vurderede film og den mest sete blandt det unge publikum.

2012 var et fantastisk år for de danske biografer. Årets premierefilm solgte samlet 14,4 mio. billetter, hvoraf mere end 4,1 mio. gik til de danske film.

Men hvem var det egentligt, der købte billetterne i de danske biografer, og hvad valgte de at se?

Se årsrapporten 2012.

Publikumssammensætningen varierer en smule fra år til år – afhængigt af de udbudte film – men de overordnede tendenser går igen fra år til år. Når man ser på biografernes publikum i 2012, springer følgende tendenser i korte træk i øjnene.

Kvinder dominerer biografpublikummet

2012 var, ligesom de foregående år, domineret af et kvindeligt publikum i biografen. 56 % af publikum var kvinder, hvilket er en lille overvægt i forhold til befolkningen generelt, men fokuseres der på publikum til de danske film, er tendensen endnu mere udtalt med hele 59 % kvinder. Stort set ingen af de mest sete danske film i 2012 havde således en overvægt af mænd i deres publikum, og den mest "mandetunge" profil ud af de største danske film var børne/familiefilmen "Min søsters børn – Alene hjemme" hvor drenge/mænd udgjorde 51 % af publikum.

Det var især film som "Sover Dolly på ryggen?", "Marie Krøyer" og "Lærkevej – Til døden os skiller", der havde stort overtal af kvinder i publikum.

kønsfordeling

Publikum elskede danske film

2012 var – som tidligere nævnt – et godt år for dansk film i forhold til billetsalget, og ser vi nærmere på publikums bedømmelse af filmene, er det tydeligt, at det også har været et år med rigtig gode danske film. I gennemsnit vurderes de danske film til 5,7 på en skala fra 1 til 7 – hvor 1 er "Meget dårlig" og 7 er "Meget god". Det er ikke kun en højere bedømmelse end de udenlandske film opnåede, men også det højeste niveau vi har målt siden opstarten af DFI Filmbasen. Den flotte høje vurdering blev fulgt op af en høj grad af anbefaling. Hele 83 % af publikum til danske film ville således anbefale filmen til andre efter deres biograftur, hvilket ligeledes er rekord i DFI Filmbasen.

Især kvinderne var positive, både i deres vurdering af filmene og i graden af anbefaling, hvilket harmonerer fint med kvindernes overtal blandt publikum i biograferne.

Årets bedst vurderede danske film var "Hvidsten Gruppen" med en gennemsnitlig vurdering fra publikum på 6,3. Filmen blev med 765.000 billetter samtidig årets mest sete danske film.

De danske film appellerede bredt

Gennemsnitsalderen for en biografgænger i 2012 var 29 år, og lidt højere (33 år) for publikum til de danske film. De mest biografaktive er fortsat den yngre del af befolkningen, og især de 15-29-årige er markant overrepræsenterede i publikum.

Flere danske film har dog i årets løb formået at få både de unge og den mere modne del af publikum i tale. Især årets tre store film "Hvidsten Gruppen", " Den skaldede frisør" og "En kongelig affære" havde brede aldersprofiler, og på trods af en umiddelbart ældre målgruppe, var "Hvidsten Gruppen" årets mest sete danske film blandt de 15-24-årige. Dertil kan tilføjes at knap 100.000 af filmens billetter blev solgt til 10-14-årige, svarende til 29 % af alle i aldersgruppen i landet.

Vi var vilde med amerikanerne – og én "urørlig" film

Ser man nærmere på de ti mest sete udenlandske film, er det tydeligt, at danskerne er vilde med de amerikanske film. Otte film er amerikanske, én er engelsk ("Skyfall"), mens én film i den grad skiller sig ud – den franske kæmpesucces "De urørlige", der helt exceptionelt blev den fjerde mest sete udenlandske film sidste år.

"De urørlige" overraskede ikke kun med stort billetsalg, men også i dens publikums-sammensætning. Filmen har i høj grad haft et ungt publikum, hvilket er usædvanligt for en fransk film. Hele 46 % af publikum var under 30 år, og for de 15-24-årige blev filmen den 11. mest sete i 2012.

Baggrund

Det Danske Filminstitut (DFI) har igennem en årrække via DFI Filmbasen løbende indsamlet data og derved skabt et analyse-værktøj, hvori markedet og publikum monitoreres, så producenter, distributører og DFI hele tiden holdes opdaterede på, hvem dansk films publikum er, og hvad de synes om filmene.

I Filmbasens status for 2012 har vi samlet overordnede data for det seneste år i grafikker med fokus på grundlæggende variabler som alder og køn.

Se DFI Filmbasen/Status for 2012 (PDF).
Se Billetsalg for danske film 2012.