Når CPH:DOX slår dørene op den 17. marts er det med Kenneth Sorentos 'Kampen om Grønland' som åbningsfilm.
For Sorento er det grundlæggende en film om, hvad der skal til for, at man hører til. Instruktøren har været i gang med projektet siden 2011, og over de seneste tre år har han fulgt filmens hovekarakterer – fire grønlandske aktivister på hver sin side af den grønlandske selvstændighedsdebat – for at besvare spørgsmålet "hvorfor selvstændighed?" frem for "hvordan selvstændighed?".
Filmen viser blandt andet, hvordan kolonitiden kaster lange skygger ind i livet i Grønland i dag, og hvordan det danske sprog stadig ses som magtens sprog, når man eksempelvis er nødt til at tale dansk for at få en højere uddannelse. Men filmen viser også nuancerne i debatten, når den skildrer, hvordan de 10 procent dansksprogede grønlændere føler, at de ikke længere har lov til at kalde sig grønlændere.
Målet for Sorento var netop at nuancere den komplekse debat fra et grønlandsk perspektiv, og samtidig fortælle en positiv historie om handlekraftige grønlændere.
Hvorfor valgte du at fortælle historien om selvstændighedsdebatten gennem aktivister på begge fløje?
"Det blev hurtigt klart for mig, at jeg ikke kunne fortælle historien om selvstændighedsdebatten i Grønland nuanceret gennem kun én karakter. Jeg var i stedet nødt til at skildre konflikten fra begge fløje: Flertallet som er for selvstændighed og et stort mindretal som er imod. Samtidig var det vigtigt for mig, at karaktererne var aktivistiske – de skulle ikke bare tale, de skulle handle. Jeg ville gerne vise, hvad der sker, når ens idealer – det man taler om, det man står for – pludselig møder virkeligheden.
Jeg var desuden opsat på aldrig at tage stilling til, hvilken fløj der har ret. Jeg vil gerne have publikum til at tage stilling. Derfor er der ingen antagonist i filmen. Vi holder ikke bare med alle karaktererne – vi holder også af dem."
Var det en pointe at portrættere handlekraftige og stærke individer?
"Jeg synes, at vi i Danmark fokuserer meget på alle udfordringerne i Grønland: Selvmord, seksuelt misbrug, svigt og korruption. Men for mig var det vigtigt at vise, at der selvfølgelig også er masser af stærke og handlekraftige unge mennesker i Grønland, som ikke ser sig selv som ofre, men kæmper aktivt for sin fremtid. De bruger den negative arv, som flere af dem er præget af, til noget kreativt, og det synes jeg er vigtigt at vise. Det er ikke det billede, vi har i Danmark, men det er sådan virkeligheden er.
Grønlænderne ser også de negative historier, vi fortæller i Danmark – om at de er sølle eller at det er synd for dem. Men det bliver en forstærkende effekt. Man skal også fortælle de positive historier, som ikke blot grønlænderne, men også danskerne kan spejle sig i – så vi dermed kan opnå en større forståelse for hinanden."
Hvordan blev du mødt, da du som dansker kontaktede de medvirkende og sagde, at du ville lave en film om Grønland?
"I Grønland har mange en opfattelse af, at danskere kommer op i to til fire uger, og så har de forstået, hvad der rør sig i Grønland. Men i virkeligheden har de typisk kun kradset i overfladen. Derfor var det en udfordring at finde nogle, der gerne ville medvirke. Jeg blev hele tiden mødt med: 'Du er dansk. Du kan ikke se nuanceret på det her'. Det lykkedes mig at finde medvirkende, men i starten af optagelserne havde jeg svært ved at komme ind på livet af dem. Men gradvist begyndte de at åbne op.
Vores grønlandske ko-producent, Jørgen Chemnitz, sagde: 'Det, du har gjort rigtigt er, at du har investeret tid'. Sammenlagt var jeg deroppe i otte måneder fordelt over tre år, hvor jeg havde en hverdag i Nuuk. Og så har jeg fået at vide af de medvirkende, at det gjorde en forskel, at jeg vidste, hvad de talte om når, når de diskuterede Grønland, grønlandsk politik, grønlandsk historie, grønlandske kunstnere."
Var det vanskeligt at finde grønlandske samarbejdspartnere til filmen?
"Det var vigtigt for os at have en grønlandsk ko-producent, men det var svært at finde en, som var villig til at fortælle historien. Mange af de grønlændere, jeg talte med, sagde: 'Det er en god historie, men vi tør ikke fortælle den'. Selvstændighedsdebatten er det mest kontroversielle emne i Grønland, fordi det i sin essens er en identitetsdebat – hvad vil det sige at være grønlænder? Kan man kalde sig grønlænder, hvis man hovedsageligt taler dansk? Og en af grundene til, at det var så svært at finde en ko-producent, der turde gå ind i det, var, at de var bange for at blive beskyldt for at stå enten på den eller den anden side af selvstændighedsdebatten.
Jeg besluttede mig også for, at jeg gerne ville have en yngre grønlandsk instruktørassistent, som var mere i samme alder som de medvirkende. Men de fleste, jeg kontaktede, ville enten ikke svare mig, ellers sagde de, at det var et fantastisk projekt, men at de ikke turde gå ind i det. Det lykkedes mig til sidst at få den dygtige fiktionsinstruktør Mali Kleist med på holdet."
Hvorfor var du den rette person til at fortælle historien?
"Grundlæggende mener jeg jo, at alle skal have lov til at lave historier om alle. Og jeg synes generelt, det kan være interessant med et perspektiv udefra. Men jeg kan godt forstå pointen om, at især minoriteter, som fx oprindelige folk, skal have lov til at fortælle deres egen historie, fordi det altid er den hvide mand, der har fortalt den.
Men jeg tror, at jeg som udefrakommende kan bidrage med en vilje til at fortælle om det betændte emne, der stadig er meget tæt på grønlænderne, hvilket gør det meget svært for mange af dem at tale om.
Desuden er jeg selv opvokset op i Valencia-regionen i Spanien, hvor der var splid mellem dem, der talte det regionale sprog, og dem, som kun talte spansk. Hvis jeg som spansktalende forsøgte mig på valenciansk, blev det opfattet som en mangel på respekt, fordi der herskede en udbredt oplevelse af, at sproget var truet. Jeg tror, det samme ligger til grund for den negative reaktion, mange dansksprogede grønlændere oplever, når de forsøger at tale grønlandsk. Det danske sprogs position, som magtens sprog i Grønland, får mange grønlændere til at føle, at deres eget sprog ringeagtes."
Hvilken respons har du fået fra de medvirkende?
"For nogle måneder siden samlede vi alle medvirkende i Nuuk og viste dem et råklip af filmen. Vi fik en overvældende begejstret reaktion. Flere påpegede, at det ikke opleves som en dansk film, men som en film fortalt fra et grønlandsk perspektiv. Og det var afgørende for mig. Hvis man som grønlænder ikke kan se sig selv i denne film, så har jeg fejlet."
Hvad håber du, at filmen kan føre med sig?
"Jeg håber, at filmen vil medvirke til at skabe en mere nuanceret dialog mellem Grønland og Danmark, og mellem dem der er for og imod løsrivelse i Grønland. Selvstændighedsdebatten er meget polariseret i Grønland, men mit håb er, at filmen kan være med til at skabe en større grad af dialog. Og så håber jeg, at filmen kan nuancere billedet af grønlændere generelt."
CPH:DOX løber fra 17.-29. marts.
