Kan en maskine klippe en dokumentar? Det spørgsmål forsøger installationen 'Reflector' af kunsterne Piotr Winiewicz og Dawid Gorny at svare på fra både et teknisk og filosofisk perspektiv.
Projektet er udviklet hos det københavnske produktionsselskab Makropol, som er ejet af producer Mads Damsbo og instruktør Johan Knattrup Jensen. Selskabet har specialiseret sig i filmiske XR (extended reality) produktioner – altså virkelighedsudvidende oplevelser, fra VR-film og -installationer til live-performances og videoprojektioner. Målet er at skabe "rumlige fortællinger", der taler til hele kroppen og sanseapparatet, som man kan træde ind i, leve i og røre ved, og som kan sætte sig som et fysisk minde.
Lukker publikum ind i maskinrummet
Med deres ambition om at udforske fremtidens film og ny teknologi greb Damsbo og Knattrup Jensen straks chancen, da Winiewicz kom til dem med et koncept for en kunstig intelligens, der kan klippe en film i realtid.
Denne kunstige intelligens, der er blevet døbt Kaspar, har nu klippet 60 timers råoptagelser fra en ufærdig dokumentar om et pakistansk børnehjem af den amerikanske instruktør James Longley. Resultatet kan opleves i installationen 'Reflector', som er udvalgt til to konkurrencer i IDFA's eksperimenterende DocLab-program og bliver udstillet på festivalen fra den 22. november til 1. december. Her kan publikum se maskinens arbejde: Mens deltagere justerer på fire parametre – lys, antal karakterer, beskæring og dynamik – vil den sammensætte klippene herefter.
Makropol deltager også på IDFAs financieringsforum med idéen om at lade Kaspar klippe en hel film selv, efter at være blevet "trænet" til at adaptere en bestemt instruktørs stil.
Mads Damsbo
For Mads Damsbo er Kaspar interessant på tre niveauer: For det første indgår installationen i selskabets eksperimenter med fysiske filmoplevelser, som engagerer publikum. "Ved at lukke publikum ind i maskinrummet og se filmhjernen køre, forstår de måske processen bedre – for det er lidt kryptisk," siger han. "For det andet håber vi at skabe en debat om, hvordan nye teknologier påvirker vores filmsprog, og hvilke spørgsmål vi skal stille os selv, når vi skal samarbejde med kunstige intelligenser i fremtiden. Kan kunstig intelligens skabe kunst? Eller noget andet, som er værdifuldt? Og for det tredje er den med til at skabe et fundament for et anvendeligt værktøj."
Et kreativt værktøj
Målet er ikke at erstatte menneskelige klippere, understreger Piotr Winiewicz. Men med tiden kan Kaspar måske udfylde rollen som en effektiv assistent, der kan gennemgå hundrede timers optagelser på 10 minutter, kategorisere klip og foreslå sekvenser. "Alle klippere siger, at 60 procent af deres arbejde er at skaffe sig af med materiale. Jeg tror, at dette kunne gøre arbejdet mere behageligt og udvide kreativiteten ved at reducere arbejdet," siger han.
Først og fremmest ser han Kaspar som et kunstnerisk værktøj, der kan hjælpe filmskabere med at se på deres projekt fra et andet perspektiv og udfordre deres vante mønstre. "For eksempel indstillede vi den til at konstruere sekvenser efter farvepaletter, og det var ret smukt. Jeg tror ikke, at en klipper ville have sammensat det sådan, fordi de ville fokusere mere på karakterer og fortælling. På den måde kan det være et visuelt værktøj," siger han.
Johan Knattrup Jensen er mindre optaget af den praktiske anvendelse end af den filosofiske diskussion, den inspirerer til. "Ved at repræsentere det modsatte af kunst, håber vi, at Kaspar vil gøre det mere klart, hvad kunst er. Hvad gør en film personlig? Hvordan kommunikerer den følelser gennem rytme, timing og tempo? Jeg tror, at vi ved at spejle os i en kunstig intelligens kan blive mere opmærksomme på, hvad det betyder at være menneske."
'Reflector' er udtaget til to konkurrencer i IDFA's DocLab-sektion: Competition for Immersive Non-Fiction og Competition for Creative Use of Archive. Makropol deltager også i IDFA Forum med idéen om at lade Kaspar klippe en hel film selv.