For fem år siden indspillede instruktør Hans Fabian Wullenweber dokumentaren "Idas vilje". Et portræt af en pige, der vokser op med store familieproblemer og løber hjemmefra, men formår at bevare sin fornuft, eftersom hun er god til at danse. Hovedkarakteren i hans ungdomsfilm "Bora Bora", der får premiere den 1. september, er inspireret af virkelighedens Ida.
"Jeg ville gerne lave en musical om en person, der har en fysisk evne, som er en ventil for hende, når hun har det svært," siger Hans Fabian Wullenweber.
I "Bora Bora" er det blevet til teenageren Mia spillet af Sarah‐Sofie Boussnina. Hun døjer med en kontrollerende mor, men er i stand til at opnå et frirum, fordi hun kan løbe usædvanligt hurtigt. Talentet bringer hende ind i et fællesskab af unge, der har forladt deres bagland og samler penge sammen til et fælles hjem gennem lommetyverier. Mia lærer, hvor eftertragtet det er at være hurtigere end politiet. Og en endnu vigtigere lektie:
"Hun finder for første gang ud af, at hun kan vælge selv at løsrive sig fra sin mor. Det ved man jo ikke som barn," siger Hans Fabian Wullenweber.
Still fra "Bora Bora". Foto: Christian Geisnæs
Skåret ind til benet
Oprindeligt indeholdt plottet adskillige sidefortællinger om de vilde unge, som Mia møder, men Hans Fabian Wullenweber har nedprioriteret bipersonerne. Dermed bryder han en anelse med stilen fra de amerikanske ungdomsfilm, der præsenterer et væld af typer – fra nørden til den uopnåelige skønhed.
"Jeg var nødt til det for at få plads til sangene og dansen i filmen. Instruktøren Baz Luhrmann har sagt noget i retning af, at en musical er en ekstremt enkel historie med ekstremt komplicerede dansetrin. Det tog jeg til mig. Jeg havde lyst til at skabe en drøm med musik."
Fantastisk realisme
"Bora Bora" har som Luhrmanns "Moulin Rouge" et højt tempo. Musikalsk er filmen knyttet sammen, idet detaljer fra sange bliver gentaget. Et greb, der også er brugt i "West Side Story".
Hans Fabian Wullenweber så omkring hundrede musicals for at lære genren at kende. En af de største inspirationskilder var den franske klassiker "Pigen med paraplyerne", hvor kostumer og omgivelser matcher i farve. I "Bora Bora" byder hver scene på sin gennemgående kulør.
"Vi gjorde det for at opbygge en fabelagtig verden," siger Wullenweber, der adskiller sig fra traditionen for nøgtern realisme inden for dansk børne‐ og ungdomsfilm. "Jeg er mere tiltrukket af en realisme med fantastiske elementer."
Pop og rap til unge ører
Hovedmålgruppen for "Bora Bora" er de 7‐14 årige, og en ambition har været at fange en kombination af pop og rap i filmen, som de ville gide lytte til.
"De er en generation, der er vokset op med iPod'en, og de er vant til, at musik er sindssygt velproduceret. Derfor gik det ikke at have scener med numre, hvor der ikke blev sunget godt nok," siger Wullenweber, som først havde vanskeligt ved at forene skildringen af en konfliktfyldt mor‐datter-relation med forførende toner.
"I starten var Mia og hendes mor direkte voldelige over for hinanden, men jeg nedtonede det, da det dramaturgisk var svært at spænde mellem en så tungsindig stemning og pop."
Mens musikken er nyskrevet og tilstræbt nutidig, har Hans Fabian Wullenweber i mindre grad forsøgt at frembringe en dialog, der skal indkapsle ungdommen af i dag. Selv om filmens karakterer siger "soulmate" og "pretty boy", bruger de umiddelbart færre engelske ord end en typisk dansk teenager.
"Jeg ser filmen som et eventyr, der ikke behøver afspejle præcist, hvordan unge taler. Men jeg har selvfølgelig indimellem justeret replikker under optagelserne, hvis skuespillerne syntes, at noget lød forkert eller gammeldags," siger instruktøren.
Ligeglad med klicheerne
Hans første spillefilm "Klatretøsen" fra 2002 rummer ligesom "Bora Bora" unges møde med kriminalitet og forelskelse og deres voksende selvstændighed i forhold til forældrene. Hans Fabian Wullenweber anskuer mest lighedspunkterne som tilfældigheder. Det har ikke været et mål for ham at udforske tidligere temaer. Han har snarere brugt sin tilbagevenden til børne‐ og ungdomsfilmen til at arbejde uden at være bange for klicheerne.
"Så længe der er en ægthed i det, oplever de unge ikke en solnedgang eller et kys som banalt. Det gør, at jeg i en film til dem kan vise de store følelser, der ville være for meget for et voksent publikum."
