Indblik og udsyn

NYT PÅ FILMCENTRALEN. Fra Guatemala til Toms Chokoladefabrik, fra småbørnsfilm til politiske dramaer. Få overblik over de nyeste film med Filmcentralens nyhedsbrev.

Den 10. april åbnede Det Danske Filminstituts streamingsite Filmcentralen/For alle. Her ligger lige nu 376 kort- og dokumentarfilm frit tilgængeligt, og der kommer hele tiden flere til. Desuden er her information om, hvor du kan finde og se over 1000 andre kort- og dokumentarfilm.

Filmcentralens udvalg af film favner bredt. Her ligger både nye og ældre titler, og der er filmperler for både børn og voksne. Alene blandt de film, der er lagt på Filmcentralen indenfor den seneste uge, bevæger vi os fra Guatemala City til Toms Chokoladefabrik. Og emnerne spænder lige fra en H.C. Andersen-nyfortolkning til mærkværdige rekordforsøg.

Med nyhedsbrevet fra Filmcentralen/For alle kan du få overblik over de nyeste film, temaer og artikler på sitet. Nyhedsbrevet fokuserer primært på de film, der kan streames på selve Filmcentralen – dvs. de film, der er frit tilgængelige for alle.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Smagsprøver på nye temaer og film på Filmcentralen/For alle

Tema: Theodor Christensen

Dansk dokumentarfilms grand old man Theodor Christensen ville være fyldt 100 år i år. 1. maj bliver han fejret på Filmcentralen, i Cinemateket og i Kosmorama med film, udstilling og artikler. På Filmcentralen kan man se 10 af instruktørens film, finde artikler og information om arrangementerne i maj måned.

Jeg bliver myrdet

Spansk dokumentarfilm fra 2012
I 2009 bliver advokat Rodrigo Rosenberg skudt ned tæt på sit hjem i Guatemala City, hvor mord er hverdagskost. Kort forinden er hans kæreste også blevet dræbt. Efter Rosenbergs død dukker der en video op på YouTube, hvori han forudsiger begge drab. Det bliver startskuddet til en farefyldt efterforskning med politiske konspirationer, løgn og fortielser.

Rekordmanden

Dansk dokumentarfilm fra 2012
Ashrita Furman har den officielle rekord for flest Guinness World Records. Han bestyrer en helsekostforretning, men bruger det meste af sin tid på at rejse rundt i verden for at opnå nye rekorder. I denne fascinerende film møder vi den forunderlige Furman, da han skal i gang med at øve sig til at bestige Machu Picchu på stylter.

En detektiv i provinsen

Dansk dokumentarserie fra 2012
Instruktøren Christoffer Dreyer er selv hovedpersonen i de tre film, der foregår i Gedser. Han kommer til byen med ideen om at åbne et detektivbureau, for at se hvad der gemmer sig bag facaderne. Hans egne forestillinger om, hvad der foregår i byen, blander sig med virkeligheden.

Chicagos Gadeengle

Amerikansk dokumentarfilm fra 2011
Den prisvindende dokumentarfilm "Chicagos Gadeengle" minder på en del punkter om tv-serien "The Wire" – bare i virkeligheden. Filmen giver et indblik i voldens anatomi. Filmens optimistiske budskab er, at den onde cirkel kan brydes.