Inspiration til fredagsfilmen

FAVORITFILM. Søren Malling og Erik Clausen, der begge er biografaktuelle lige nu, har sammen med Maria Månson og Janus Metz kigget Filmcentralens titler igennem. Se, hvilke film de anbefaler.

En spillefilminstruktør, en dokumentarfilminstruktør, en skuespiller og en anmelder har kastet deres skarpe blik på Filmcentralen. Vi har bedt dem udpege deres personlige favoritter blandt de 500 kort- og dokumentarfilm, som er gratis at se online.

Erik Clausen: Dejlig er den himmel blå

Dejlig-er-den-himmel-blå
Erik Clausen anbefaler "Dejlig er den himmel blå".

Erik Clausen, der er premiereaktuel med spillefilmen ”Mennesker bliver spist”, anbefaler Jon Bang Carlsens dokumentarfilm "Dejlig er den himmel blå". Filmen dokumenterer teatergruppen Solvognens antikapitalistiske happening i København i 1975. En julemandshær invaderede byen og begyndte blandt andet at dele varer ud i Magasin - og vakte både vrede og forargrelse. Julemændene gik desuden i optog gennem byen med en kæmpemæssig gås i papmaché, og de angreb på Arbejdsretten med hakker og møjgreb.

Erik Clausen begrunder sin anbefaling sådan her:
""Dejlig er den himmel blå" er en film om en politisk aktion, der er meget usædvanlig, da den bruger humoren som udtryk. Og som bekendt er humoren en af de bedste måder at kommunikere med omverdenen på. Humoren er altid anti-autoritær. Jeg ville ønske, der var nogle flere politiske aktioner på samme niveau," siger han.

Se dokumentarfilmen Dejlig er den himmel blå

 

Søren Malling: Gasolin

 

Gasolin
Framegrab fra "Gasonlin".

Skuespiller Søren Malling kan i øjeblikket opleves i biografen i spillefilmen ”Mænd & Høns”. Søren Malling anbefaler dokumentarfilm "Gasolin" af Anders Østergaard, som netop har modtaget Carl Th. Dreyer-prisen for sin indsats som instruktør. Søren Malling giver ”Gasolin” disse ord med på vejen:

"Når man som jeg er født i 60'erne og vokset op i 70'erne og 80'erne, kan jeg varmt anbefale Anders Østergaards meget ærlige og rammende dokumentarfilm om Gasolin. Det er en film, der taler til hjertet. Og er fortalt med hjertet. Den går lige i maven. Det forudsætter sikkert, at du har været en del af tiden med Gasolin. Men hvis du har, så er det et flash back til Danmarks vel nok største rockband nogensinde. Du bliver sendt ned ad Memory Lane og sidder tilbage med en følelse af, at det kunne være fedt at skrue tiden tilbage. Ikke for altid, men bare for en stund, et par dage, måske bare timer,” siger Søren Malling.

Se dokumentarfilmen Gasolin

Maria Månson: 1989

1989
Maria Månson anbefaler "1989". Foto: Simon Plum

Anmelder Maria Månson peger - ligesom Søren Malling - på en dokumentarfilm af Anders Østergaard, nemlig ”1989”. Året 1989 og Berlinmurens fald har en helt særlig betydning for Maria Månson:

"Jeg var lige blevet 11 i efteråret 1989, og Murens fald var den første storpolitiske begivenhed, som jeg virkelig forstod og engagerede mig følelsesmæssigt i. Faktisk blev den kolde krigs afslutning næsten en besættelse. Jeg fik bl.a. min far til at købe alle aviser, der omtalte Ceausescus fald i Rumænien, så jeg - af ulogiske og til dato uklare årsager - kunne taste alle artiklerne ind på vores lille computer i mit barndomshjem. Jeg fik også overtalt mine forældre til at besøge Berlin sommeren 1990, så jeg ved selvsyn kunne opleve Muren og hakke mit eget lille stykke af den."

"Når jeg ser film eller læser om begivenhederne i november for 25 år siden, så rammes jeg meget hårdt følelsesmæssigt. Og jeg blev rørt til tårer flere gange af Anders Østergaards ”1989”. Men filmen er samtidig befriende let i tonen. Østergaard har truffet nogle valg fortællemæssigt, der tager brodden af alvoren. Gamle tv-optagelser af Miklós Neméth, Gorbatjov og andre er eftersynkroniseret, så det virker som om, man sidder med til et fortroligt møde. Det er modigt og morsomt at fortælle på den måde. Jeg var også begejstret for, at fokus i filmen ikke lå på, hvad der skete i Berlin - den historie har vi hørt mange gange - men en langt mindre kendt fortælling om en premiereminister i Ungarn, der turde tænke anderledes i en tid, hvor den slags kunne koste dig livet," siger Maria Månson.

Se dokumentarfilmen 1989

 

Janus Metz: Nede på jorden

Nede-på-jorden
Janus Metz anbefaler "Nede på jorden." Foto: Henrik Bohn Ibsen

Janus Metz har instrueret en lang række dokumentarfilm, bl.a. "Fra Thailand til Thy" (2008), "Fra Thy til Thailand" (2008) og "Armadillo" (2010). Hans nye kortfilm "Det korte liv" (2014) kan ses på Filmcentralen. "Det korte liv" er baseret på et kapitel i Kaspar Colling Nielsens bestseller "Den danske borgerkrig 2018-2014".

Janus Metz anbefaler Max Kestners dokumentarfilm "Nede på jorden":

"Det er en af de sjoveste og varmeste dokumentarfilm, der er lavet i Danmark og om danskerne. Det er en komedie, der tager sig frihed til at iscenesætte en række menneskeskæbner omkring "Viking redningsbådsfabrik", så deres drømme tydeliggøres, og deres helt ualmindeligt almindelige liv rammesættes af tilværelsens store spørgsmål. Det er helt vildt skægt, rørende og eftertænksomt. For mig er det en af de mest markante film, der for alvor tager spillefilmens værktøjskasse i brug på et dokumentarisk stof. Det er en film, der "ser virkeligheden" og iscenesætter den fremfor blot at registere. Det løfter historien, så den peger på de ting, der ikke altid viser sig på overfladen. Filmen skaber selvbevidst et teater med de mennesker, den handler om, og bliver en slags metodisk hybridfilm. Til tider er det ren magi."

"Jeg så "Nede på Jorden" i biografen, lige da jeg var begyndt at lave dokumentarfilm," fortæller Janus Metz. "Jeg tror, det er en af de første dokumentarfilm, jeg købte en billet til, og den var med til at skærpe min interesse. "Nede på Jorden" var en af de film, hvor jeg tænkte, "Ok, kan man også gøre det på den måde". Og den fik siden stor indflydelse på mit eget arbejde med "Fra Thailand til Thy". Her skelede vi helt klart til nogen af Max Kestners fortællegreb i "Nede på Jorden" - bl.a. billederne fotograferet ind gennem forruden på en kørende bil og de malende tableauer af landskaber og miljøer, som bliver medfortællende i historien."

Se dokumentarfilmen Nede på jorden
 
Jens Albinus, der snart er premiereaktuel i spillefilmen ”Rosita”, anbefaler film i Filmcentralens næste nyhedsbrev. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

 

Filmcentralen-kampagne_210