I begyndelsen af Marie Skovgaards dokumentar 'Reformisten – den kvindelige imam', der åbner CPH:DOX, fortæller filmens hovedperson, religionssociolog Sherin Khankan, om sin vision for at skabe Danmarks første moske med kvindelige imamer. Det er en ubeskyttet titel, forklarer hun til kameraet, og enhver, der leder en bøn eller en menighed, kan kalde sig imam. "Kvinder er nødt til at tage titlen, for vi får den ikke foræret nogensinde," siger hun.
Den utålmodige handlekraft og aktivistiske reformånd er kendetegnende for Sherin Khankans arbejde med at åbne Mariam Moskeen i København, som filmen dokumenterer. Det er ikke altid populært i hendes bagland, og for flere af moskeens bestyrelsesmedlemmer bliver dråben, at hun går i P1-programmet Tidsånd og fortæller om moskeens interreligiøse vielser mellem muslimske kvinder og ikke-muslimske mænd, inden bestyrelsen har lagt en strategi for at tale om dem offentligt.
"Filmen handler om, hvordan man skaber forandring i et religiøst miljø," fortæller Skovgaard, der har fulgt Khankan og moskeen siden foråret 2015.
"Én metode er at gå hurtigt og utålmodigt frem, fordi man har lyst til, at tingene er anderledes i morgen. En anden måde er at tage små skridt og sørge for, at alle hele tiden er med. Så er der måske en forandring i den næste generation eller næste igen. Sherin er mere til den første version, og det tror jeg gælder mange store ledere eller andre mennesker, som har en vision og brænder for noget. Jeg tror egentlig, at det er et ret nødvendigt karaktertræk."
Selvom vi i filmen ser Sherin Khankan minde sig selv om at "blive bedre til at inkludere", erkender hun også, at man ikke vinder popularitetskonkurrencer på at udfordre inkarnerede traditioner i et forsøg på at reformere en religion.
"Man stiller sig ikke frem på den måde for at opnå fællesskab. Sherin er en Jeanne d'Arc-figur, der står i front uagtet konsekvenserne og ofrer utroligt meget for det, hun tror på. Det kan være svært for andre at sætte sig ind i," siger instruktøren.
Moske som startup-virksomhed
Skovgaard ønskede at dokumentere etableringen af moskeen, fordi hun betragter den som "et lille stykke Danmarkshistorie" fortalt i nutid, da det er Skandinaviens første moske med kvindelige imamer. Men hun var egentlig mest optaget af at skildre iværksætteraspektet af etableringen af moskeen.
"Jeg ser blandt andet filmen som et portræt af en startup-virksomhed, og mit blik på Sherin har været som en iværksætter og aktivist. Jeg har så valgt at kalde hende en reformist i filmen, fordi hun har en ambition om at forbedre et udgangspunkt. Hun er interessant, fordi hun er en insider i det islamiske miljø, og samtidig en outsider, fordi hun er progressiv og ønsker en forandring, som ikke alle er enige i. Den dobbeltrolle betyder, at hun kan navigere i feltet på en særlig måde."
Marie Skovgaard blev helt forpustet af bare at følge Khankan.
"Jeg oplevede aldrig, at hendes dag var stille og rolig. Hun arbejder til langt ud på natten, står op og får børnene i skole og starter sin dag dér. I løbet af dagen er der hele tiden folk, der henvender sig til hende og har brug for hjælp på den ene eller anden måde. Og Sherin kan ikke sige nej, hvis folk har brug for hjælp. Jeg skulle ofte lige puste ud efter optagelserne."
Filmen startede ud som et mere kollektivt portræt af moskeens stiftere, men i takt med, at der blev stor udskiftning i dem, der var aktive i arbejdet, stod det klart, at Sherin Khankan måtte være ene hovedkarakter.
"Det er hende, der fik ideen, tog initiativet og har holdt ved projektet hele vejen igennem. Derfor var det naturligt, at det var hende, der måtte bære fortællingen. Da nogle af karaktererne stoppede med at være del af moskeen, stoppede de også med at være del af filmen. Jeg havde ikke lyst til, at filmen skulle slutte der, så i stedet udviklede den sig til også at være en film om, hvordan man holder ved og holder fast," fortæller Skovgaard.
Alle medsøstre med i kampen
Filmen er dog mere end et personportræt. Vi er med til en række konsultationer mellem Khankan og moskeens brugere, filmet fra ryggen og med replikkerne indtalt af en skuespiller for at sikre kvindernes anonymitet i en sårbar situation. Konsultationer, der viser imamens rolle, og hvilket hul Mariam Moskeen udfylder: blandt andet ved at vie interreligiøse par og give voldsramte kvinder skilsmisse, selvom mændene ikke vil gå med til det. På den måde er filmen en ligestillingsfortælling om muslimske kvinders kamp for de rettigheder, som de fleste etnisk danske kvinder tager for givet.
Skovgaard håber, at filmen kan være med til at nedbryde fordomme og give et mere nuanceret billede af muslimer i dagens Danmark.
"Retorikken i medierne har en tendens til at blive meget hård, og jeg synes, vi har behov for nogle andre slags fortællinger fra de muslimske miljøer. Jeg var interesseret i at undersøge begrebet tolerance, og det har været et meget tolerant rum at træde ind i, fordi kvinderne har en så åben tilgang og fx ikke går op i etnicitet eller kulturel baggrund. Det har været spændende at følge stærke, veluddannede kvinders blik på deres eget miljø.
Der er en tendens til at se øget religiøsitet som noget, der skaber splittelse og måske endda undertrykker kvinden. Fra et ligestillingsperspektiv synes jeg, det har været interessant, at religion kan bruges som et redskab til at skabe positiv forandring og arbejde for kvinders rettigheder."
