"Gud, lugt og hende", som filmen hedder, er en unik blanding af dokumentarfilm, spillefilm og kunstfilm, og den har både almindelige mennesker og store skuespillere på rollelisten – blandt andre en af Sveriges største skuespillerinder, Gunilla Röör, der spiller den altoverskyggende rolle som "hende", en kvinde midt i livet, der rejser ud i verden og møder en række forskellige mennesker og kulturer. Også Ghita Nørby medvirker som hovedpersonens psykolog, hvis ansigt er så fuld af modsatrettede følelser, at det mest af alt minder om et utilregneligt landskab.
Forud for filmen ligger lang tids intensiv research. Ligesom sin hovedperson har Karin Westerlund rejst ud i verden for at finde frem til de steder, hvor man er tættest på det usynlige. I et år lod hun sig selv være ude af fokus. For som hun selv siger, ville projektet næppe fungere, hvis hun skrev "Tirsdag klokken 15: Lede efter det usynlige" i sin kalender.
"Hvis man skal få øje på det usynlige, er man dels nødt til at have tid, dels at defokusere. Så det gjorde jeg i et år. Jeg rejste rundt og lod tingene komme til mig. Jeg gjorde mig disponibel," fortæller Karin Westerlund, da FILMupdate møder hende i hendes lejlighed på toppen af København, hvor blåbærsuppen bobler på komfuret, og indretningen sladrer om hendes mangeårige kærlighedsaffære med Kairo.
En etikette på alt
I "Gud, lugt og hende" lader Karin Westerlund sin hovedperson forlade Stockholm for at rejse til Irland, Indien, Barcelona, Egypten og Island. Og det er langt fra et tilfælde, at det blev lige nøjagtig de steder, som skulle agere bagtæppe for filmens scener. I disse dele af verden har befolkningen nemlig formået ikke at lukke af for det usynlige, mener Karin Westerlund.
"Her i Vesten har vi en tendens til at ville sætte en etikette på alt. Forleden blev jeg interviewet af en journalist, som blev ved med at spørge mig, hvad det usynlige er. Men det usynlige er ikke noget, man kan sætte i en boks. Ikke noget, man kan have kontrol over," siger hun og tilføjer:
"Da jeg så småt begyndte på den her film i 2001, var verden drevet af frygt. Især Bush-regeringen havde gjort folk bange for det fremmede. Jeg ville gerne gøre det modsatte. Nemlig at skabe tillid til det, man ikke forstår og ikke kan se."
Lidt new age, lidt arty-farty
Et af det steder, hvor man har tillid til det usynlige, er Indien. Her kom Karin Westerlund en dag under sin research tilfældigvis forbi en tænketank, hvor hun mødte creme de la creme af indisk forskning. Fra atomfysikere til forskere i psykologi og astronomi. Fælles for dem alle var, at de sagtens kunne sætte sig ind i den svenske instruktørs søgen efter det usynlige.
"Det var så fascinerende at se den måde, jeg blev mødt på. Havde jeg stået i det samme forum i Stockholm, ville folk have syntes, at mit projekt var lidt for new age, lidt for arty-farty, men her tog de det virkelig seriøst. For dem fylder spirituelle oplevelser og ritualer en masse i hverdagen, og de synes, at det usynlige er det allervigtigste i verden. Som de sagde, ved de forskellige videnskaber jo egentlig ingenting."
Efter et kommer to
Selv sagde Karin Westerlund delvist farvel til Skandinavien i 1990. Hun har stadig sin lejlighed i det inderste København samt et lille hus i Blekinges skærgård, men det er i Kairo, hun tilbringer størstedelen af sin tid. Som billedhugger ville hun opleve oldtidens egyptiske kunst "live", og så var hun træt af den vestlige kunstverden.
"Det er blevet bedre nu, men dengang i slutningen af firserne var det sådan, at man til en såkaldt international kunstudstilling kun inviterede kunstnere fra Vesten. Derudover havde krigen på Balkan fået mig til at tænke 'Hvad sker der her?'. Så jeg besluttede mig for at tage væk for bedre at kunne overskue Vesten."
Karin Westerlunds forrige film "The Last Stranger" fra 1996 handlede om, at menneskeheden dybest set er ens. Uanset om man stammer fra Egypten eller Sverige, er det fundamentale ting som mad, varme og kærlighed, vi alle sammen stræber efter.
"Men kulturerne er selvfølgelig forskellige. I Skandinavien tænker vi lineært. Efter et kommer to, og sådan er det bare. Sådan er det ikke i Kairo. Der kommer et, og så kommer der et nyt et – de lever hele tiden i nuet," fortæller Karin Westerlund og tilføjer grinende, at mødet med Kairo og alle de andre kulturer, hun har stiftet bekendtskab med i arbejdet med "Gud, lugt og hende", har lært hende, hvor vestlig hun i virkeligheden er.
"Jeg har ligesom accepteret, at efter et kommer to."
Ekstraforestilling i Grand Teatret søndag den 30. august kl. 10.00. Instruktør Karin Westerlund vil være til stede.