Jørgen Leths samlede filmværk på dvd

Jørgen Leths i alt 42 film bliver samlet i seks tematiske bokssæt, der udgives over de næste to år. Første bokssæt udkommer den 14. juni på Leths 70 års fødselsdag. Filminstituttet står for projektet, som dog kun er blevet muligt takket være generøs økonomisk støtte fra den private investor Møllehegnet Holding.
Gennem fem årtier har Jørgen Leth skabt et filmværk, som er unikt i enhver sammenhæng. I mere end 40 film har Leth fastholdt en eksperimenterende tilgang til filmmediet, har undersøgt filmen som sprog og dets muligheder og begrænsninger. Med sit udgangspunkt i den sprogbevidste modernistiske digtning har han ikke kun undersøgt verden gennem sproget, men også gennem kameraet, gennem at vise billeder og sætte dem sammen med en egen distanceret deskriptiv tone, der samtidig er båret af en æstetisk sanselig lyst ved billedet.
Det første bokssæt rummer de antropologiske film: "Det perfekte menneske" (68), "Livet i Danmark" (72), "Det gode og det onde" (75), "Notater om kærligheden" (89) og "De fem benspænd" (03). Desuden indeholder sættet en booklet og som ekstramateriale den helt nye produktion "Tropical mix".
De næste fem bokssæt vil blive organiseret og samlet omkring temaerne sportsfilm, rejsefilm, portrætter, fiktioner og de tidlige eksperimenter. De seks bokssæt vil hver indeholde tre dvd