Hvem har ret til at overleve, når der ikke er "nok"? Det spørgsmål sætter instruktør Rasmus Kloster Bro på spidsen i sin debutfilm 'Cutterhead'. Filmen følger PR-medarbejderen Rie, der under et besøg i en tunnelmaskine i Københavns metrobyggeri bliver spærret inde i et klaustrofobisk trykkammer sammen med den kroatiske borebisse Ivo og hans kollega Bharan fra Eritrea. Når de at blive reddet, inden ilten slipper op?
"Jeg var optaget af, hvordan det ændrer vores opførsel over for hinanden, når vi har en abstrakt følelse af, at der ikke er 'nok' af noget til alle," siger Rasmus Kloster Bro.
"Følelsen af, at der ikke er ilt nok, er jo meget abstrakt, for man kan ikke se ilten. Hvad gør det ved os? Det handler om overlevelse, men også om, hvordan vi ser hinanden i samfundet, og hvem der har mest 'lov' til at overleve i en situation."
Det spørgsmål ville Rasmus Kloster Bo gerne forplante i publikum gennem en kropslig oplevelse. Derfor har han skabt en katastrofefilm, der spiller på frygt og klaustrofobi. "Den skal fæste sig i kroppen - ellers kunne jeg ligeså godt skrive en kronik. Jeg tror, det kan udvide ens verden en smule, hvis man virkelig bliver rusket. Man er ikke i sikker distance, i hvert fald ikke, hvis man ser filmen i biografen," siger han.
Som at være på en anden planet
Det var instruktørens egen fysiske oplevelse af at begive sig ned under jorden i metrobyggeriet, som satte filmen i gang. Ligesom alle andre københavnere, havde han i årevis kigget over på de grønne mure og spekuleret på, hvad der mon foregik bag ved. Da New Danish Screen slog lavbudgetinitiativet Skitsen op - et udviklingskoncept, der giver støtte til, at filmskaberen kan afprøve en idé med et kort filmisk forstudie - ansøgte han sammen med manuskriptforfatter Mikkel Bak Sørensen med idéen om en film, der foregik i metrobyggeriet.
Metroselskabet "udviste mod og generøst samfundssind" ved at give holdet tilladelse til at filme i byggeriet, så længe de ikke kom til skade eller sænkede arbejdstempoet. Så gik arbejdet med at finde filmens kerne i gang, og her blev han på de første researchture ramt af byggemiljøets brutale udtryk og kontrasten til det københavnske byliv.
"Når man kommer under jorden, føles det som at være på en anden planet, og man glemmer fuldstændig, at man er midt inde i København. Man kan ikke høre noget, og det er koldt og vådt. Det føles som at være i en ubåd eller en månebase. Oplevelsen af at komme helt ud i spisen af boremaskinen, hvor man er under tryk, er virkelig angstprovokerende, selvom man ikke lider af klaustrofobi. Vi følte os dumme, hvis vi ikke lavede en form for genrefilm."
Et kondenseret Europa midt i København
Samtidig blev Rasmus Kloster Bro slået af det minisamfund, han mødte nede i Metrobyggeriet, som varetages af en italiensk hovedentreprenør og har specialiserede arbejdere ansat fra hele verden. "Jeg ser det som et tidsbillede på arbejdere i Europa, kondenseret i et mikrokosmos under jorden midt i København. Men det kunne være have været hvilket som helst sted i Europa," siger han.
"Kombinationen af den intense fysiske oplevelse og den samfundsmæssige kontekst var for mig et perfekt grundlag til den måde, jeg gerne vil lave film på."
Cutterhead
PR-medarbejderen Rie er på besøg i en tunnelboremaskine 20 meter under Københavns gader for at portrættere det velsmurte europæiske samarbejde i metrobyggeriet, da en ulykke spærrer hende inde i et trykkammer sammen med den kroatiske borebisse Ivo og Bharan fra Eritrea. På trods af radikalt forskellige verdensopfattelser må de lægge deres liv og kroppe i hinandens hænder for at overleve varmen, trykket og mudderet i det klaustrofobiske borehoved.
Musikken til Cutterhead blev nomineret til en Robert i 2020 og har vundet Årets Carl for bedste score sammen år.
Rasmus Kloster Bro var fascineret af de migrerende arbejdere, der lægger grov arbejdskraft, såkaldt manpower til tunnelarbejdet, og som rykker rundt i hele verden efter, hvor de store projekter ligger.
"Vi ofrer alle sammen noget for at tage på arbejde. Men der er stor forskel på, hvad folk ofrer, og hvilken kompensation, de får til gengæld. Det er ret hardcore at være dem, der går ned og binder stålet sammen, samtidig med at hele deres liv bliver påvirket af at være væk hjemmefra i mange uger ad gangen. Det er nogle særlige mennesketyper, som jeg kan relatere til."
Filmsproget er essentielt
Det var mødet med tunnelarbejderne, der inspirerede historien og karaktererne. Rasmus Kloster Bro udviklede hovedkarakteren Rie sammen skuespiller Christina Sønderris, og så begyndte de at lave improvisationsarbejde, hvor de spillede hendes karakter op mod de virkelige arbejdere. "Jeg havde jo hverken indblik i de personlige, kulturelle eller faglige kontekster, og jeg ville gerne tegne et naturalistisk billede af det her mikrokosmos," siger instruktøren.
Christine Sønderris og Samson Semere i 'Cutterhead'.
Først og fremmest arbejdede Rasmus Kloster Bro i den første fase dog med at finde sit filmsprog. De kropslige, rummelige, rytmiske og æstetiske aspekter, der er særegne for filmsproget, er for ham grundlaget, som man derefter kan bygge oven på med dramaturgi og karakterarbejde. Den fremgangsmåde sætter han pris på, at ’Skitsen’ understøttede - konkret ved at holdet udviklede forløbet gennem den fysiske oplevelse i de forskellige rum, filmen finder sted i.
"Jeg ville ønske, at jeg altid kunne arbejde på den måde, for det er med til at lægge et filmsprogligt fundament, som jeg mener er fuldstændig essentielt. Jeg har arbejdet på samme måde med mine tidligere film, jeg har bare aldrig haft en krone til at gøre det. Jeg synes, at Filminstituttet bør lade sig inspirere og brede den mulighed ud til alle ordninger, for det er jo for helvede filmsproget, vi skal arbejde med."