Kapringen – ny dansk film af Tobias Lindholm

PRODUKTION. Tobias Lindholm har afsluttet optagelserne til gidseldramaet "Kapringen" ud for Østafrikas kyst. Pilou Asbæk og Søren Malling spiller filmens to hovedroller.

En helt almindelig morgen tikker en alarm ind på et større dansk rederi. Et fragtskib med syv sømænd er blevet kapret i Det Indiske Ocean af somaliske pirater. Dette scenarie kunne være taget fra virkeligheden, men er udgangspunktet for den nye danske spillefilm "Kapringen" af Tobias Lindholm.

Med kapringen af det danske skib begynder en nervepirrende uvished for sømændene og deres familier, og ikke mindst for skibsrederen, der hjemme fra rederiets hovedkontor i København bliver en altafgørende spiller i det psykologiske drama. Sømændene skal bringes sikkert hjem, mens løsesummen skal forhandles så langt ned som muligt.

Imens sidder de syv sømænd fanget om bord på deres eget skib ud for Somalias kyst – helt uden mulighed for at påvirke deres ulykkelige situation. Men hvor længe kan de modstå det umenneskelige pres, når de ikke ved om, der er hjælp på vej? Hvor meget er sømændenes liv værd, og hvor langt tør rederiet presse piraterne i et kynisk spil om liv og død… og penge?

Pilou Asbæk er skibskok på det kaprede skib. Søren Malling spiller rollen som skibsreder. Derudover medvirker bl.a. Dar Salim og Roland Møller. 

"Projektet er elementært spændende. Den højaktuelle og gribende historie sammen med de virkelig gode optagelser fra Det Indiske Ocean kan gøre "Kapringen" til en af næste års kunstneriske og publikumsmæssige succeser," mener filmkonsulent Kim Leona.

"Kapringen" er skrevet og instrueret af Tobias Lindholm. Den bliver Tobias Lindholms anden spillefilm som instruktør. Han debuterede sammen med Michael Noer i 2010 med fængselsdramaet "R", der høstede stor anerkendelse og mange priser for sin autenticitet og unikke brug af virkelighed og realisme i en fiktionsfortælling. Tobias Lindholm modtog i 2010 Nordisk Råds Filmpris for manuskriptet til "Submarino", som han skrev sammen med Thomas Vinterberg. Tobias Lindholm er i øjeblikket aktuel som manuskriptforfatter til tv-serien "Borgen".

Filmen produceres af René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film Production. De har samlet et hold bestående af fotograf Magnus Nordenhof Jønck, klipper Adam Nielsen og tonemester Morten Green, der også var med på "R".

Projektet er støttet med 7 millioner kroner af Det Danske Filminstitut ved konsulent Kim Leona.

"Kapringen" forventes at få premiere i slutningen af 2012.