Koproduktioner 2013

FILMSTØTTE. I 2013 støttede Det Danske Filminstitut en række spillefilmkoproduktioner. Her er et overblik over de film, vi kan se frem til.

Drengen med guldbukserne

"Drengen med guldbukserne" er en svensk børnefilm af Emma Lemhagen baseret på Max Lundgrens historie. Drengen Mats finder en dag et par magiske bukser, hvis lommer giver adgang til uanede mængder penge. Det frister ham til at ønske alle sine drømme opfyldt, men det giver ham også problemer på stribe.

Kurt Ravn spiller skurken William Otto, der får færten af bukserne, og øvrige danske kræfter på filmen er blandt andet belysningsmester Jakob Marlow og Nikolaj Scherfig som manuskriptkonsulent. Filmen er koproduceret af Rasmus Thorsen for Cosmo Film, og postproduktionen foregår i Danmark.

Filmen har modtaget 1,45 mio. kr. i koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Den gyldne hest

"Den Gyldne Hest" er en lettisk animationsfilm af Reinis Kalnaellis og Valentas Askinis koproduceret af Sarita Christensen for Copenhagen-Bombay. Historien om en bondeknøs, der kæmper mod den onde heks, for at bringe det gode og lyset tilbage, er oprindelig skrevet i 1909 af Rainis, en lettisk revolutionær idealist. Filmen skabes i klassisk håndtegnet 2D-animation, og en del af colouring og compositing foregår i Danmark.

Filmen har modtaget 1,5 mio. kr. i koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Den alvorlige leg

I begyndelsen af 1900-tallets Stockholm møder Arvid, en ung korrekturlæser, Lydia, der er datter af en fattig kunstmaler. På grund af samfundets normer kan de ikke få hinanden, men da de mødes senere i livet, er tiltrækningen intakt.

Manuskriptet er af Lone Scherfig og er baseret på Hjalmar Söderbergs berømte roman fra 1912. I instruktørstolen sidder Pernilla August.

Filmen går først i optagelse i begyndelsen af 2015.

Filmen har modtaget 2,4 mio. kr. i koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Det hvide folk

Victoria er leder af en lukket institution kaldet Forvaringen. Under politieskorte ankommer kvinden Alex, der har måttet efterlade sin datter, og er fast besluttet på at flygte fra institutionen. Det bliver begyndelsen på manipulation, magtspil og hemmeligheder.

Filmens svenske instruktør Lisa Aschan er uddannet på den Danske Filmskole. Linda Wassberg er fotograf og Åsa Mossberg klipper. Jesper Morthorst producerer for SF Film. Mix, klip og postproduktion foregår i Danmark.

Filmen har modtaget 1,4 mio. kr. i koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

IDA

Pawel Pawlikowskis "Ida" foregår i 1960'ernes Polen. Den 18-årige novice Anna forbereder sig på at blive nonne på klosteret, hvor hun har boet hele sit liv. Før hun afgiver sit endelige løfte, opdager hun, at hendes biologiske forældre var jødiske og blev dræbt af katolske polakker under anden verdenskrig. En åbenbaring, som sender hende ud på en rejse for at finde sine rødder. Ida er en historie om, hvad der gør os til dem, vi er, og filmen giver samtidigt et andet indblik i, hvad der også skete i Polen under anden verdenskrig.

Phoenix Film Investments har koproduceret. Kristian Eidnes Andersen er komponist og Claus Lynge fra Ministi Film har stået for filmens lyddesign og lydefterarbejde.

Filmen får dansk premiere i oktober 2014.

Filmen har modtaget 500.000 kr. i koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Se traileren til "Ida"

 

Longway North

Sasha, en ung aristokratisk pige i Rusland i slutningen af 1800-tallet, drømmer om det høje Nord, og savner sin bedstefar Oloukine, en anerkendt forsker og Arktis-opdagelsesrejsende, som ikke er vendt tilbage fra sin seneste og meget ambitiøse ekspedition til Nordpolen. Han har givet sit kald videre til Sasha, hvilket misfornøjer hendes forældre, der allerede har arrangeret bryllupsplaner for deres datter. Hun gør oprør mod denne skæbne, stikker af og sværger at slutte sig til Oloukine langt oppe nordpå …

Rémi Chayé instruerer. Frederik Villumsen og Claus Toksvig fra Nørlum er filmens danske producere, og halvdelen af animationsarbejdet foregår i Danmark.

Filmen har modtaget 3,0 mio. kr. i koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Læs mere om filmen på Nørlums hjemmeside.

The Mountain

En ung religiøs hustru bor med sin mand og fire børn i et hus på den gamle kirkegård på Olivenbjerget i Jerusalem, hvor hverdagsrutinerne præger hendes dag når familien tager på arbejde og i skole. Når husarbejdet er overstået, går hun lange ture mellem de urgamle grave, deltager i tilfældige begravelser og ryger cigaretter med den arabiske graver, hendes eneste andet bekendtskab. Mens hendes mand er optaget af sit arbejde, sine studier og bøn, søger hun intenst og forgæves hans opmærksomhed og begær, mens hun mærker de traditionelle kønsroller og religionens tøjler stramme om sig.

Yaelle Kayam har instrueret. Peter Albrechtsen står for filmens lyddesign og den danske lydkunstner Jacob Kirkegaard er også involveret. Windelov / Lassen koproducerer.

Filmen har modtaget 535.000 kr. i koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

The Word

Anna Kazejaks "The Word" er historien om Lila, hvis verden kollapser, da hendes veninder fortæller, at de har set hendes kæreste Janek kysse en anden pige til en fest. Få dage før skoleåret er omme, giver Lila Janek et ultimatum: Han har 24 timer til at bevise sin kærlighed til hende.

"The Word" er en dansk-polsk produktion med Jesper Morthorst fra SF Film i rollen som koproducer. I en birolle ses den danske skuespiller Stine Stengade.

Filmen har modtaget 1,4 mio. kr. i koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Læs Screens anmeldelse af "The Word"

Se traileren til "The Word"

'