Tobias Lindholms film emmer af klaustrofobi. Hvad sker der, når vi mennesker spærres inde i et lukket rum og bliver udsat for et ekstremt pres? Hvordan interagerer vi med hinanden og løser konflikter, når vi ikke har nogen fysisk eller følelsesmæssig flugtvej?
I "R" (2010, med Michael Noer) forsøger den nyindsatte fange Rune at finde sin plads i det interne hierarki i et lukket fængsel. I "Kapringen" (2012) kæmper skibskokken Mikkel for at overleve på et skib, der er blevet kapret af somaliske pirater, mens rederidirektøren Peter ligger i hårde forhandlinger om at få gidslerne frigivet. Og i "Krigen" havner kompagnichefen Claus i en ophedet ildkamp, hvor han træffer en beslutning, der får konsekvenser for ham selv, hans mænd, det afghanske folk og hans familie hjemme i Danmark.
"Danmark har i de sidste 14 år været en krigsførende nation. Det har defineret min generation mere end noget andet, at vi har sendt unge mænd ud i krige, hvor det ikke har handlet om at forsvare Danmarks grænser, men bygget på et mere abstrakt politisk valg," siger Tobias Lindholm om valget af Afghanistan-krigen som emne.
"Jeg har altid været glad for de amerikanske Vietnam-film og ser dem som en måde, det amerikanske samfund har bearbejdet et traume i fællesskab på. Det her er så mit bud på at bearbejde Danmarks tilstedeværelse i Irak og Afghanistan. En bearbejdelse, jeg ikke synes er tilnærmelsesvist påbegyndt. Det er på tide, at vi forholder os til, hvad vi i demokratiets navn har sendt vores mænd ud i."
Forståelse frem for fordømmelse
Foto: Per Arnesen
Modsat Vietnam-film som "The Deer Hunter" og "Apocalypse Now", der udstiller krigens absurditet, har Lindholm ikke et entydigt politisk budskab med "Krigen". Målet er ikke at afgøre, om Afghanistan-krigen var rigtig eller forkert, men belyse konsekvenserne for alle krigens aktører. Det handler om at forstå frem for at fordømme.
"Jeg vil gerne nuancere debatten ved at forsvare alle de standpunkter, jeg kunne. Sætte mig i andre menneskers sted frem for at fortælle ud fra mit eget politiske ståsted, der bygger på ting, jeg ikke selv har oplevet. Jeg har aldrig været i krig, så jeg ville tage afsæt i det, min søde venstreorienterede mor har opdraget mig med: At krig er ondt, og derfor er folk i krig også onde. Den kobling kunne jeg godt tænke mig at udfordre," siger Lindholm.
I filmen vælger Claus i kampens hede at prioritere sine egne mænds sikkerhed over lokalbefolkningens. Andre scener viser soldaterne behandle afghanerne hårdhændet og lave sjov, da de skyder en fjende. Det kan virke kynisk, siger Lindholm, men når man hver dag er truet på livet og har set kammerater dø for øjnene af én, ændrer moralbegreberne sig. Og når man aldrig ved, hvor der ligger en vejsidebombe, eller hvem der graver dem ned, er det naturligt at være forbeholden over for fremmede.
"Dermed ikke sagt, at det er rigtigt. Det er bare meget menneskeligt, og det synes jeg, er hele opgaven: at fortælle historien, så vi kan identificere os med dem," siger Lindholm.
"I det specifikke dilemma i filmen må nogle dø, for at andre kan leve. Hvordan fanden tager man den beslutning med kuglerne flyvende om ørerne? Jeg er interesseret i, hvad det gør ved mennesker at stå i de situationer og have det ansvar. Hvem er de unge mænd, når de tager af sted, hvem er de dernede, og hvem bliver de til, når de kommer hjem? Og hvordan kan vi kigge på det så objektivt som muligt uden at fordømme deres handlinger? Hvordan kan vi menneskeliggøre det umenneskelige? Hvordan kan vi nogensinde komme til at forstå deres situation?"
Reality rules
For Lindholm er vejen til forståelse massiv research. Han og Michael Noer arbejdede i "R" ud fra dogmet "Reality rules" – en tilgang, begge instruktører har holdt fast i.
"Jeg synes, at virkeligheden er sindssygt spændende," siger Lindholm. "For mig er det interessant at finde et stykke virkelighed at stille skarpt på, gøre mig selv til slave af og blande blod med i en sådan grad, at jeg ikke indretter virkeligheden efter, hvad mit plot vil, men lader mit plot diktere af, hvad virkeligheden byder på."
Lindholm har i manuskriptfasen blandt andet konsulteret Afghanistan-veteraner, pårørende til soldater, en auditør, en forsvarsadvokat og en tidligere Taleban-kriger, han mødte i Tyrkiet, hvor filmen er optaget. Her fandt han også de afghanske flygtninge, der spiller med i filmen.
I Afghanistan-delen bliver kun tre af rollerne spillet af skuespillere – Pilou Asbæk som Claus, Dar Salim som hans næstkommanderende Najib og Dulfi Al-Jaburi som soldaten Lasse. Resten af styrken bliver spillet af professionelle soldater, der har været i Afghanistan. De var afgørende for at forstå logikken i militærverdenen ned til detalje som kommandoveje og radiokommunikation, og under optagelserne var de med at vise, hvordan soldater bevæger sig og agerer på missioner. Tilmed var de dejligt nemme at arbejde med.
"Det gode ved soldater er, at de er vant til at tage øvelser alvorligt. En øvelse er skuespil. Det er forestillingen om, at vi er i krig. Det er fuldstændig det samme som på en filmproduktion. Og så er der den gave ved soldater, at de kommer til tiden, har orden i deres ting og gør, hvad der bliver sagt. Det var langt mere udfordrende at arbejde med børnene," siger Lindholm med henblik på scenerne med Claus' kone og tre børn hjemme i Danmark, der fylder en stor del af filmen.
Foto: Per Arnesen
Hjemmet som krigszone
"R" foregår i en enkelt arena, fængslet. "Kapringen" udspiller sig på to locations, skibet og rederiet. Med "Krigen" har Lindholm udvidet til tre arenaer: Krigszonen i Afghanistan, hjemmet i Danmark, hvor Claus påvirker familien med sit fravær, og den retssal, hvor han som samfundsborger skal stå til ansvar for sine beslutninger i krigen.
"Jeg havde lyst til at slå et lidt større brød op både visuelt og indholdsmæssigt," fortæller Lindholm. "Den store udfordring var at udvide med hjemmet som arena: Arbejde med at skabe en krigsfornemmelse i hjemmet og beskrive konsekvenserne af, at man hiver far ud af ligningen og sender ham ud i livsfare. Hjemmedelen er afgørende for historien, fordi den her mand, der tager i krig, ikke bare er et tomt hylster. Han er nogens mand, nogens søn og nogens far. Hvis det bare var ham selv, der var på spil, so fucking what. Men det er det ikke. Hans liv berører mange mennesker. Når man hører et tal i nyhederne om, hvor mange soldater der er døde, kan det være svært at forholde sig til det. Men hvis man forestiller sig alle de mennesker, der er direkte berørt af ét menneskes udsendelse, bliver det en hel anden fortælling."
I en central scene i filmen beder en afghansk far om at få lov til at lade sin familie overnatte i lejren, da Taleban ellers vil slå dem ihjel. Claus afviser familien, men fortæller manden, at han som far til tre børn fuldt ud forstår hans dilemma. "Men dine børn er i sikkerhed," protesterer den afghanske mand.
På samme måde kunne man mod filmen indvende, at de danske soldater og deres pårørende nok er udsatte, men at det trods alt er afghanerne, der har trukket det korteste strå. Hvorfor ikke fortælle deres historie?
"Det er helt forfærdeligt for afghanerne. Vi berører deres situation ved at lade mødet med den afghanske familie udløse mange af reaktionerne i filmen," siger Lindholm.
"Men jeg er nu engang født som lyshåret, heteroseksuel, skandinavisk mand med blå øjne og ingen kroniske sygdomme. Man kan ikke forestille sig nogen mere privilegeret skitse på et menneske. Så at forestille sig, at jeg skulle gå ud at lave en historie, der fortalte fyldestgørende om en afghansk virkelighed… For mig ville det være arrogant at tro, at jeg kunne. Livsvilkår, kultur og traditioner er så indgroede i mennesker, så den logik, jeg søger for at lave film på min måde, ville jeg aldrig kunne begribe."
Betragteren Lindholm
Foto: Per Arnesen
At se en Tobias Lindholm-film føles lidt som at kigge på insekter i et syltetøjsglas: Vi ser på dem lidt oppefra gennem glasset, observerer dem vride sig i den lille beholder, men holder fingrene for os selv.
"Jeg har ikke lyst til at smide mig ned blandt de her mennesker og gøre krav på deres følelser," siger han. "Jeg synes, det er meget mere interessant at skabe situationer, hvor vi kigger på dem udefra, for det er sådan, vi lever blandt andre mennesker. Jeg bliver aldrig nogensinde til dig. Det er i mit møde med dig, at du findes for mig. Sådan er det også på film."
Han fremhæver en af dansk films store dokumentarister, Jørgen Leth, som er berømt for sine poetiske antropologiske studier af mennesket, som inspiration.
"Jeg har lært meget af Leths insisteren på at betragte mennesker uden at bedømme dem. Bare lade dem stå for det, de er, og lade dem være. Det er jeg nødt til at bryde for at fortælle en sammenhængende historie, men jeg prøver at undgå at fordømme eller romantisere. Det gør man bedst ved at kigge så nøgternt som muligt på det, der foregår."
Der er slet ingen grund til at stoppe karakterernes følelser ned i halsen på tilskueren, mener Lindholm. Som sociale væsner er vi nemlig enormt dygtige til at aflæse andre mennesker, uden at nogen behøver sige noget.
"Jeg vil altid hellere fortælle for lidt end for meget, men det er, som om nogle film har en idé om, at folk hænger deres sociale talent ude på knagerækken, inden de går ind i biografen. Og så skal vi have serveret alle mulige ligegyldige detaljer, som fylder på og bliver anmassende. I stedet for at give tilskueren plads til at investere sine egne erfaringer og dermed indleve sig."
"Krigen" er produceret af René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film. Filmen har verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig, der løber fra den 2.-12. september, og dansk premiere den 10. september.
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts digitale festivalmagasin, DFI-FILM Fall Issue 2015.
Krigen
Kompagnichef Claus Michael Pedersen og hans mænd er udstationerede i Helmand, Afghanistan. Hjemme i Danmark forsøger Claus' kone Maria at holde sammen på en hverdag med en mand i krig og tre børn, der savner deres far. Under en rutinemission fanges soldaterne i en voldsom ildkamp mod Taleban og for at redde sine mænd, træffer Claus et valg, som fører ham tilbage til Danmark, anklaget for en krigsforbrydelse.
