Hvad vil dokumentarbranchen publikum med sine film, og lykkes de med det? Det var hovedspørgsmålet på Filminstituttets årlige brancheseminar DOK2021 i Cinemateket torsdag den 4. november.
Instruktørerne Jesper Dalgaard og Thora Lorentzen gav hver deres bud i samtaler om henholdsvis filmen 'Kandis for livet' og serien 'Efterskolen'. Men dagen bar først og fremmest præg af en ophedet debat om distribution og finansiering i form af tv-stationernes engagement i dansk dokumentarfilm. Her udtrykte de fremmødte deltagere fra dokumentarbranchen enighed om, at dette engagement udgør et afgørende parameter for, hvilke typer dokumentarfilm der bliver produceret, og hvordan filmene møder publikum.
Tv-stationernes engagement er et af Filminstituttets fokuspunkter i det kommende medieforlig, sagde direktør Claus Ladegaard i sin åbningstale, hvor han satte ord på sin utilfredshed med den nuværende regulering på området.
"Vi har for øjeblikket nogle enorme problemer med at få samfinansieret dokumentarfilm mellem Filminstituttet og tv-stationerne," fastslog Ladegaard. Ifølge direktøren bunder det i, at tv-stationernes forpligtelser blev ændret i medieaftalen fra 2019, så de ikke længere er forpligtet på støttebeløb, men kun på antallet af film, der skal erhverves på markedsvilkår.
"Medieforliget fungerer ikke, fordi det er en kombination af markedsøkonomi, nemlig prisdannelse, og planøkonomi i form af et fikseret antal. Den ligning kan man ikke få til at gå op. Konsekvensen er, at færre danskproducerede film, der er støttet herfra, bliver vist på tv. DR siger, at det er ren forretning. Vi siger, at det er en kulturel forpligtelse. Det er vi helt enige om at være uenige om. Og vi er sikre på, at vi skal have en politisk afklaring af det."
Efterlyser risikovillighed
Tråden om tv-stationerne blev taget op på dagens afsluttende "town hall meeting", hvor repræsentanter fra branchen i skiftende paneler stillede op til debat med salen med filmkonsulent Frank Piasecki Poulsen som moderator.
Kritikken fra filmbranchens repræsentanter gik på, at tv-stationerne mangler mod til at tage chancer ved at investere i kunstnerisk ambitiøse og kreative dokumentarfilm og i film med politiske emner. Og kan det være rigtigt, at alle film skal ramme bredt, have en dansk vinkel og passes ind i tv-fladens stramme sendetider, lød spørgsmålene til stationerne.
"Jeg savner noget risikovillighed fra tv-stationerne og en bevidsthed om, at de kreative dokumentarfilm er lige så vigtige som de dagsordensættende. Og når de bliver vist, savner jeg, at markedsføringen af dem bliver prioriteret," sagde Filminstituttets dokumentarfilmkonsulent Heidi Kim Andersen.
"Effekten af kunstneriske dokumentarfilm er sværere at måle end de afslørende film, fordi de forplanter sig langsommere. Men netop derfor er de måske også mere bæredygtige. De viser os, hvor kompleks verden er, og det styrker vores demokrati og er ligefrem fredsskabende."
Også rektor på Den Danske Filmskole Tine Fischer efterlyste kunstnerisk mod:
"De fleste samtaler, jeg har med branchen, er præget af angst. Hele film- og mediebranchen er præget af en udvikling, der kommer udefra fra de amerikanske techfirmaer, og som er meget mere massiv, end vi havde forestillet os for bare fem år siden. Den ændrer ved det indhold, vi konsumerer, måden vi konsumerer det på, og ved tv-stationernes forretningsmodeller og mod til at være dem, I er.
Men hvis der er noget, man er nødt til at have nu, er det mod. Den her periode er kun en lille prut i vores civilisations lange forhold til at have kunst som en aktiv del af et menneskes liv og et demokratisk samfund. Det er for latterligt at smide kunsten ud, fordi vi er udsat for pres fra et par techfirmaer fra Silicon Valley. Jeg ser det som en fælles opgave at skabe et alternativ.”
Vil ramme bredt
Hverken DR eller TV 2's repræsentanter kunne dog genkende billedet af, at stationerne nedprioriterer dansk dokumentarfilm.
"Vi har ikke selv det indtryk, at vi ikke er glade for dokumentarfilm – tværtimod!" sagde redaktør for dokumentarindkøb hos DR, Anders Thomsen. "Dokumentarfilm er et unikt selling point for os, og trods de besparelser, DR blev pålagt ved det seneste medieforlig, bruger vi faktisk de samme penge på dokumentarfilm, som vi hele tiden har gjort. På DRTV tjekker man ind i virkeligheden – hvor man 'tjekker ud' på de store udenlandske streamingtjenester. Vi bruger faktisk dokumentarer til at markedsføre DRTV og trække folk ind for at blive klogere på sig selv og samfundet."
Fakta & Udviklingschef på TV 2 Thomas Breinholt stemte i:
"Dokumentarfilm er en vanvittig vigtig genre for os. Jeg synes, det er en af de fineste public service-ting, vi leverer, fordi vi både lærer noget nyt om os selv og samfundet, men lærer det gennem følelser. Vi er meget stolte af de dokumentarer, I laver. Men vi har to bundlinjer. Vi er skabt til at gøre befolkningen klogere, men vi skal også tjene penge."
"Nu siger I begge to, at I elsker dokumentarfilm," indskød moderator Frank Piasecki Poulsen. "Men jeg oplever, at det kommer meget til at handle om seertal. I elsker dokumentarfilm, men de skal have en dansk vinkel og være brede."
"Det er vores virkelighed," svarede Thomas Breinholt. "TV 2 er i en overlevelseskamp. Hvis vi ikke omstiller lynhurtigt og får vores Play-forretning til at vokse, har vi ikke den forretning længere, som betaler for alle vores dokumentarfilm. Derfor går vi meget op i, om vores programmer performer. Men jeg synes, det er mærkeligt, at der skulle være et modsætningsforhold mellem bredt og kunstnerisk. Vi vil meget gerne have kunstneriske dokumentarfilm. Men det må da også være jeres ambition, at jeres film kommer bredt ud i befolkningen og får en betydning."
Vær modige på egen banehalvdel
Flere instruktører beklagede, at deres film skulle klippes ned for at blive vist på tv. Her var begge tv-redaktører klare på, at de på flow-tv var underlagt nogle bestemte sendetider.
"Det er bestemt ikke nogen nydelse for os at massakrere en lang dokumentarfilm for at sakse den ned til 40 minutter," sagde TV 2-redaktør Nikolaj Daugberg.
"Vi gør det, fordi vi har en viden om, hvad der skal til for at nå det brede publikum. Jeg ved ikke, hvor det stammer fra, at en film skal være 90 minutter. Jeg tror godt, man kan imødekomme både jeres og vores behov ved at tænke ud af boksen i forhold til formaterne. For os handler mod og nyskabelse ikke om længde, men om at tænke anderledes."
Her fik han opbakning fra filmkonsulent Heidi Kim Andersen:
"Jeg tænker ikke, at vi kun skal lave lange film. I min optik kunne nogle film godt være kortere, fordi de ville blive tydeligere og stærkere. Jeg er også interesseret i at nå et bredt publikum, og jeg synes også, at vi som filmskabere skal være modige på egen banehalvdel og udfordre os selv med formsprog og formater. Vi har et kæmpe ansvar for at følge med tiden og være kreative, men selvfølgelig bevare vores integritet."
I forhold til længden var både DR og TV 2's redaktører dog åbne over for ideen om at lægge en længere filmversion på streaming. Der sker faktisk allerede, påpegede instruktør bag 'Kampen om Grønland', Kenneth Sorento.
Slut med internationalt udsyn?
Til Frank Piasecki Poulsens spørgsmål til den danske vinkel og om, hvorvidt TV 2 fx ville støtte en film fra Zimbabwe, var TV 2's Nikolaj Daugberg til gengæld klar i spyttet.
"Det tror jeg ikke. Det er vores erfaring, at det bliver for smalt."
Den udmelding fik instruktør Karl Forchhammer til at gribe mikrofonen:
"Jeg gik på et tidspunkt med et projekt fra Polen, som de producenter, jeg talte med, afviste på forhånd. De var sådan, 'fik du ikke memoet om, at vi ikke er i verden mere?' Nu hører jeg det som et vedtaget faktum. Kan det passe, at der ikke skal være mere 'The Act of Killing', 'Olegs krig' og 'Burma VJ'? Er det slut med den danske kofinansierede internationale dokumentarfilm?"
"Virkeligheden er, at hvis vi ikke får en film ind på DR2, er den død," svarede producent Jesper Jack. En udvikling, som både Frank Piasecki Poulsen og kunstnerisk leder for De Københavnske Filmfestivaler Niklas Engstrøm begræder.
"Der er to tendenser, der arbejder sammen: Den ene er, at institutionerne hovedsageligt kun vil støtte film om vores lillebitte land. Den anden er, at man rundt omkring i verden siger, at vi kun kan lave film om mennesker, der ligner os selv. Det bliver et meget lukket perspektiv, og jeg er bekymret for, at vi glemmer at bruge den empati-maskine, som dokumentarfilmen er, til også at kigge uden for vores grænser," sagde Niklas Engstrøm.
Instruktør Nagieb Khaja mente, at tv-stationerne har en tendens til at undervurdere publikum, når det kommer til at vise en kompleks verden.
"Jeg laver dokumentarfilm, fordi jeg gerne vil ændre verden. Men for at ændre verden skal man vise folk, at resten af verden ikke er så meget anderledes end deres egen verden. Her møder jeg nogle gange en mur hos broadcasterne, der siger, at det tror de ikke, at folk gider se. Men det er i virkeligheden, fordi de er forudindtaget omkring, hvad publikum vil se," sagde Khaja.
Instruktør Camilla Nielsson, der senere på aftenen vandt årets Roos Pris, fik lidt modvilligt dagens sidste ord, hvor hun opfordrede til at finde fælles fodslag om branchens fælles mission om at skabe dokumentarfilm.
"Jeg laver besværlige, lange film og umoderne film, der foregår et sted på planeten, vi åbenbart ikke interesserer os for. Jeg kan sagtens lave mine film uden DR, men jeg savner ønsket om, at de bliver set. Mine film har et kæmpe publikum i udlandet, og jeg ville ønske, at man også i Danmark turde stole på, at publikum godt gider se en film om demokratiprocessen i Zimbabwe, der varer to timer. Ikke som en kunstnerisk pointe, men fordi historien er kompleks. Men jeg er glad for, at vi nu har åbnet for ballet, og jeg håber, at vi i stedet for at grave flere grøfter kan fortsætte snakken derude og bygge flere broer."
