Shimu, en ung fabriksarbejder i Dhaka, er hovedpersonen i 'Made in Bangladesh', der fortæller historien om, hvordan hun slutter sig til arbejdernes fagforening efter en kollegas tragiske død i en brandulykke.
Filmen er den bangladeshiske instruktør Rubaiyat Hossains tredje spillefilm – og hendes første med et europæisk produktionshold. Verdenspremieren blev fejret på den prominente Toronto Filmfestival i september, og nu er dramaet om unge Shimu på vej til de danske biografer med premiere den 28. november. Inden da vises den på CPH PIX Weekend den 14. november.
Den fransk-bangladeshiske film er blevet til med centrale bidrag fra danske filmfolk. Foruden Peter Hyldahl som koproducer for Beofilm har Jacques Pedersen stået i spidsen for lyd og lyddesign, Tin Soheili er filmens komponist, og Beo Post har håndteret postproduktionen i København.
"Allerede da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg, at det var en vigtig og stærk historie," siger Peter Hyldahl.
"Historien er relevant for hele verden, også danskerne, og derfor glæder jeg mig til den danske premiere, hvor vi har planlagt debatarrangement med Mellemfolkeligt Samvirke og 3F. Jeg kan godt lide, at den ikke bare viser, hvor forfærdeligt arbejderne har det, men også har positive elementer og handler om en stærk kvinde i en svær verden."
Vi talte med Rubaiyat Hossain, da hun var i København i december for at arbejde på filmens postproduktion.
Hvad inspirerede dig til historien?
"Min forrige film, 'Under Construction', handlede om en kvinde fra middelklassen, så denne gang ville jeg gerne udforske livet for en arbejderkvinde. Da jeg startede min research, mødte jeg Daliya, en ung kvinde som virkelig inspirerede mig. Hun var formand for fagforeningen og blev fyret, da hun var gravid i ottende måned. Jeg var fascineret af hendes styrke og den værdighed, hun havde fået på grund af sin position som fagforeningsformand, hvor hun forhandlede med fabrikkens chef, som var tvunget til at tale med hende som en ligeværdig.
Siden Sheikh Hasina blev premierminister i Bangladesh i 2009, har kvinder oplevet en styrket følelse af selvstændighed. En ny generation af kvinder i 20'erne er blevet inspireret til at komme i arbejde og tjene penge ved at se, hvordan flere kvinder generelt har indtaget magtfulde poster. Daliya var kun 23 år, da jeg mødte hende, og hun var frygtløs."
'Made in Bangladesh' af Rubaiyat Hossain. Foto: Les Films de l'Après-Midi
Har fagforeningerne skabt bedre forhold for fabriksarbejderne?
"Ja. Da Rana Plaza-fabrikken i Dhaka styrtede sammen i 2013, og over 1100 arbejdere døde, skabte det mange forandringer og global opmærksomhed. Staten lukkede fabrikker, der var i dårlig tilstand, og der kom NGO'er ind og hjalp med fagforeningsarbejdet. Nu er arbejdsforholdene forbedret, men arbejderne vil have bedre lønninger. Jeg er ikke ekspert i emnet, så jeg holder mig til Daliyas historie. Og hun kæmper stadig."
Din debutfilm 'Meherjaan' blev forbudt i Bangladesh. Hvorfor?
"Filmen er en kommentar til, hvordan nationalisme er et maskulint koncept og skaber grobund for vold og krig. Jeg prøvede at vise krig fra et kvindeligt synspunkt og lod hovedkarakteren forelske sig i en pakistansk soldat under krigen i 1971. Det opfattede censurkomitéen som upatriotisk og forbød den, og filmen blev meget kontroversiel.
Min anden film, 'Under Contruction', gik igennem censuren uden nogen redigering, så jeg er mere accepteret nu. Men jeg er nødt til at være meget forsigtig, og derfor vil jeg gerne arbejde mere internationalt. Jeg vil bare gerne fortælle historier og lave film. Jeg forsøger ikke at være aktivist."
'Made in Bangladesh' af Rubaiyat Hossain. Foto: Les Films de l'Après-Midi
Hvad fik du ud af det danske samarbejde?
"Det kan nogle gange være svært for mig at arbejde med mænd, men jeg havde nogle rigtig gode samarbejder med Jacques (Pedersen, red.) og Tin (Soheili, red.) i Danmark. Den danske kultur er indstillet på lighed mellem kønnene, så jeg bliver ikke behandlet anderledes.
Jeg har tidligere arbejdet i Bombay, og selv om kvaliteten dér er høj, er stilen en helt anden end den, jeg gerne vil have. I Bombay skulle alting være lyst og skinnende, og jeg oplevede, at de ikke rigtig lytter til en ung kvindelig instruktør fra Bangladesh. Jeg er så glad for, at jeg for første gang får den lyd, jeg gerne vil have. Vi har udelukkende brugt lyd optaget på location, som Jacques efterfølgende har renset meget fint. Jeg ville gerne gøre filmen virkelig stemningsfuld og få publikum til at fornemme stedet gennem farver og lyd."
Hvad håber du, at publikum tager med sig?
"Jeg håber, at publikum oplever en følelse af håb og forandring. Selv om kampen fortsætter, ville jeg gerne fejre den sejr, som hovedpersonen i filmen oplever lige nu. Kvinder er ikke ofre længere, tværtimod skaber de forandring i verden. Det er det, filmen handler om for mig."
