Da et katastrofalt jordskælv ramte Haiti den 12. januar 2010, styrtede Jørgen Leths hjem og liv sammen.
Den danske filminstruktør og digter, der har haft sin base på den caribiske ø siden 1991, blev reddet ud af sit hus i Jacmel på Haitis sydkyst af sin mangeårige assistent Beleque, der heroisk førte ham ned af den allerede knuste trappe, ud i haven og ud på gaden, hvor alt var kaos. Huse styrtede sammen, og mennesker lå døde overalt. Omkring en million haitianere mistede deres hjem den dag, og omkring 200.000 døde.
"Det var en horror-oplevelse," fortæller Leth. "Jeg var meget heldig, at jeg overlevede. Jeg fik et kæmpe chok og en oplevelse af, at jeg kun kunne forstå det i slowmotion. Pludselig er væggene væk, og alting ser forandret ud."
At lave ingenting til noget
I et forsøg på at bearbejde både sit personlige og det nationale traume begyndte Leth et år senere at filme sin hverdag og sine omgivelser fra det lille hotel i Cap-Haïtien på den haitianske nordkyst, som han flyttede ind i i januar 2011, og hvor han stadig bor. Her filmede han med sin mobiltelefon en form for dagbog og vidnesbyrd fra det smadrede land.
I starten handlede det for Leth om at "registrere" det, han så, for at kunne huske det. Men da han viste optagelserne til sin søn Asger Leth, der også er instruktør, overbeviste sønnen ham om, at der lå en film i materialet. Leth indså potentialet og fortsatte endnu mere fokuseret med at optage – nu med Sigrid Dyekjær som producer og Jacob Thuesen og Tómas Gislason som sparringspartnere og som henholdsvis klipper og fotograf.
"Jeg skulle i gang med mit liv igen og prøve at forstå, hvad jeg ville. Og det var det, filmen kom til at handle om," siger Leth. "Selve den nerve, der lå i at se mig selv gå i de omgivelser og prøve at komme overens med livet her, lå der en historie i. Noget mærkeligt følsomt stof."
Opskriften, som han har arbejdet efter mange gange, kalder han "at lave ingenting til noget". Filmen rummer blandt andet hjemmeoptagelser, hvor Leth reflekterer over sin situation, optagelser fra gaden, tilbageblik på sine tidligere film og en rejse til junglen i Laos. "Man kan sige, at det er ingenting, men samtidig er det enormt meget," siger han.
Klip fra 'I Walk'
Stoflighed i mobilæstetikken
Jørgen Leth var en central skikkelse i det eksperimenterende danske dokumentarmiljø i 1960'erne og har lige siden været optaget af at udforske filmsproget. Under optagelserne til 'I Walk' blev han grebet af mobiltelefonens "håndholdte oversensitive tilgang til virkelighedens elementer".
"Det er en helt ny æstetik, en ny måde at frame billeder på, som inspirerede mig. Det var meget virkeligt – ikke noget, der skulle forestille noget. Det var noget, der var. Mobilæstetikken giver en fantastisk stoflighed og råhed. Den springer en masse unødige pyntegreb over. Jeg følte, at jeg var tilbage i noget oprindeligt hos mig selv, lysten til at få materialet til at tale direkte gennem billederne. Jeg genfandt en lyst til at opfinde alting forfra," siger filmskaberen.
Titlen 'I Walk' fandt Leth tidligt og holdt fast i, fordi den dækker filmens essens både konkret og symbolsk. Konkret satte chokket fra jordskælvet sig på Leths balancenerve, der gav ham gangbesvær, og filmen viser, hvordan han kæmper med at sætte den ene fod foran den anden.
"Jeg skal lære at gå, næsten forfra. Det lyder simpelt og banalt, men det er det ikke. Det skal man kunne for at komme videre i livet, så det var en opgave. Jeg synes, det er virkelighed," siger Leth, der ser filmen som en forlængelse af sine tidligere antropologiske filmiske undersøgelser.
"Enkelheden er tilbagevendende for mig. En mand, der går. En hånd, der bevæger sig. Det elementære ved at gå er i familie med nogle af mine andre film som 'Det perfekte menneske', 'Det gode og det onde' og 'Det erotiske menneske', hvor jeg også beskæftiger mig med elementærbevægelser, som jeg iagttager og holder ud i strakt arm. Jeg kan godt lide at betragte livets banale indhold som fænomener og se på livet under lup. Så er det nemlig ikke banalt længere."
'I Walk' af Jørgen Leth. Foto: Danish Documentary Production
Indrammer kaos
I filmen sætter Jørgen Leth sig også for i bogstavelig forstand at sætte et stykke jungle under lup. Han rejser til Laos med sit hold og hyrer lokale håndværkere til fysisk at indramme et stykke af junglen, som han i filmen beskriver som "det mest koncentrerede kaos, som findes" uden "synlige spilleregler".
"Det er en måde at tvinge kaos til at sige noget på. Det er det, hele filmen handler om. Så der ligger en poetisk logik i at vise et billede af at overvinde vanskelighederne ved at indtage et stykke vild natur. Det bliver også illustreret af mine anstrengelser ved at gå op ad skrænten i junglen. Jeg kan godt lide tanken om anstrengelsen i at indfange et stykke land, at sætte sig på det, komme ind i det, se det og indramme det. Det hænger også sammen med den kunstneriske metode i mit tidligere arbejde, hvor jeg ikke har stoffet på forhånd, men fortæller ved at udføre noget."
Leth kalder 'I Walk' for sit "filmiske testamente" og er stolt af, at det er lykkedes ham at genfinde sin nysgerrighed, bryde med konventionerne og forenkle spillereglerne for sig selv ved at optage på telefonen.
Han vurderer selv filmen som "en af de mest direkte og livlige film, jeg har lavet i lang tid", og i en alder af 82 er han hverken færdig med at lave film eller med at gå. I slutningen af oktober fik han foretaget en operation i hjernen på Rigshospitalet, der allerede har hjulpet på hans balanceevne. Og "kraftanstrengelsen" med at skabe filmen har givet ham blod på tanden til yderligere at udforske sine udtryksmuligheder på trods af de begrænsninger, alderen sætter.
"Pludselig skulle jeg kæmpe med fysikken for overhovedet at udtrykke mig. Det fik mig til at tænke med en anden klarhed på det, jeg kan, det jeg har været igennem og det, jeg skal igennem fremover. Jeg tror, filmen rydder banen for mig."