Der bliver flaget på halv foran skolen, da teenagedrengen Martin svinger sig i sadlen, tænder for det rektangulære monstrum af en båndoptager, som han har på styret, og skråler med på "Love Hurts" med rockbandet Nazareth hele vejen op ad hovedgaden. Vi er i den lille by Sønder Omme i Midtjylland, og som Martin bevæger sig gennem byen, ser han stirrende ansigter og flere flag på halv. Han cykler intetanende forbi boghandleren, slagteren, vaskeriet og når til sidst forældrenes el-forretning. Først her får han det at vide: Det er Martins mor, der er død.
Niels Arden Oplevs nye film "Kapgang" foregår i samme univers som den prisbelønnede "Drømmen" fra 2006. Vi er i midt-halvfjerdsernes Provinsdanmark, og Martin på 14 er i færd med at finde sit ståsted på teenageårenes vaklende grund. Han er måske forelsket i klassens søde pige Kristine, måske også i vennen Kim. Og midt i det hele mister han sin mor til kræften. Han troede, hun bare havde influenza.
Mens "Drømmen" var bygget på Oplevs egne erindringer fra en barndom på landet, er "Kapgang" baseret på forfatter og skuespiller Morten Kirkskovs selvbiografiske roman af samme navn. En fortælling, som Niels Arden Oplev ikke var i tvivl om, at han skulle filmatisere, da han fik den genfortalt af Kirkskov:
"Jeg kunne høre, at der var en helt fantastisk følsomhed, men også en eller anden groteskhed i det her univers. Nogle af de ting, der sker i 'Kapgang', kan man jo næsten ikke skrive sig til," lyder det fra Oplev, der til daglig bor i USA, hvor han blandt andet har instrueret tv-serien "Under the Dome", baseret på en Stephen King-roman og produceret af Steven Spielberg.
Den groteskhed, som Oplev henviser til, manifesterer sig i detaljerne. Som da en ven af familien efter morens død kommer forbi med en flaske cognac og en stak pornoblade til Martins far. Eller da byens damefrisør, der savner mandligt selskab, lægger an på faren under begravelseskaffen. Det virker utroligt, men alligevel tror vi på det – fordi det foregår i netop dét univers.
Voksentilværelsen er bittersød
Og i den tid. Det er syv år efter pornoens frigørelse i Danmark, og Niels Arden Oplev husker tydeligt tiden, hvor de voksne nærmest blev tossede af det, og sex blev en løsning på snart sagt alt.
"Dengang var det næsten 'anything goes'. Som om alle problemer skulle kureres med noget under bæltestedet. Og det er et interessant skisma i filmen, som tager udgangspunkt i Martin, der er ved at finde ud af sin seksualitet. Der er et uskyldselement, som er meget fint fortalt. På den måde bliver det en blanding af groteskhed og nænsomhed," siger Oplev.
Mens Martin får sit første kys af Kristine, sniger hans far sig til natlige besøg hos Mona damefrisør, og hans bror får et blowjob af morens veninde Lizzi. I omklædningsrummet efter kapgang, som synes at være en form for nationalsport i Sønder Omme, sender Martin lange blikke efter vennen Kim.
Filmen fanger den tilstand mellem ung og voksen, hvor seksualiteten begynder at optage plads, men hvor det hele stadig er en leg. At moren er væk, går ikke op for Martin, før han står og kigger ned på kisten til begravelsen. Selv dér vil han ikke erkende, at hun er død.
"Han er jo i en form for chok. Han troede, at hun havde influenza, og han når ikke engang at se hende – hun er væk, da han kommer hjem fra skole. Dengang tog man ikke højde for børns følelser på samme måde, som man gør i dag. Det hele handler om, at faren har mistet sin kone, og der er ikke rigtig nogen, der tager sig af Martin," lyder det fra Oplev.
Og hvad gør man så som 14-årig knægt, når ens mor er død, og erkendelsen ikke har indfundet sig? Man lever videre. "Men din mor er jo lige død," siger Kristine, da Martin upåvirket beder om et kys.
Mens Martin er utålmodig for at få prøvet det hele af, falder familien fra hinanden i kølvandet på tragedien. Hans far flytter ned i vaskekælderen, fordi han ikke kan overskue at lægge rent sengetøj på den dobbeltseng, der til sidst fungerede som morens sygeleje, og storebroren lukker sig inde og går rundt med morens store solbriller, når han skal interagere med familien. Martin står med andre ord sidst i køen, når det handler om at få lov at sørge over sin mor. Foran ham står faren og storebroren – ja, selv præsten græder, da han kommer på besøg.
"De tre mænd, der er tilbage i familien, de er jo fuldstændig samspilsramte. De kan ikke engang finde ud af at lave mad. De er ligesom tre byggeklodser, hvor limen er forsvundet – de er sådan set i frit fald," siger Oplev.
Det er Martin, der lægger rent på forældrenes seng og får sin far i tøjet inden begravelsen. Og det er ham, der påtager sig at brænde morens tøj, da der skal ryddes ud i hendes ting. Til hans konfirmation, som den sørgende far mod alle odds får stablet på benene, har de voksne glemt at købe sodavand, så Martin må nøjes med øl og får dermed også fornøjelsen af at opleve sin første brandert. Voksentilværelsen er bittersød.
Forkærlighed for outsidere
Selvom "Kapgang" ikke har rod i Oplevs egen historie, kan han godt relatere til, hvordan det er at vokse op i en lille by. Selv trådte han sine barnesko på landet i Nordjylland med to forældre, der blev betragtet som sære og excentriske. Hans far var godt nok landmand, men en meget belæst en af slagsen. Forældrene gik i litteraturstudiekreds, og mens resten af lokalsamfundet fik farve-tv, kørte parret hellere 70 km til den nærmeste storby for at gå i teatret.
Selv var Oplev også lidt af en outsider.
"Da mine to ældre søstre begyndte i skole, så var jeg bare alene. Der var jo ikke noget, der hed børnehave eller daginstitution. Det gik man ikke i. Jeg spenderede nærmest tiden alene med en hund," griner han.
"Forestil dig sådan en seksårig, fuldstændigt frit strejfende. Det er jo ikke så sært, man bliver lidt underlig i hovedet."
Kaster man et blik på Oplevs bagkatalog, er der ikke nogen tvivl om, at han har en forkærlighed for outsidere. Han ville efter eget udsagn aldrig have lavet "Mænd der hader kvinder", hvis ikke det havde været for Lisbeth Salanders aparte karakter. I "Drømmen" kæmper Frits med at være anderledes og går imod et helt skolesystem, og i "To verdener" forelsker Sara fra Jehovas Vidner sig i en dreng fra den "almindelige" verden.
"Jeg har helt klart noget med outsidere. Og med retfærdighed. Når man vokser op på landet, og især ens far er temmelig excentrisk og har et godhedsideal på størrelse med Gandhi, så er man jo selv anderledes. Vi følte os anderledes."
Flere historier fra baglandet
Det er heller ikke svært at få øje på, at barndommen og ungdommen har sat præg på Oplev. "Kapgang" er den tredje film i rækken, der handler om ungdommen og de mange spørgsmål, der trænger sig på i den alder.
"Der sker meget i den der tidlige ungdom. Der er mange spørgsmål, man tumler med, spørgsmål som er enormt heftige. Det er jo i den periode, at billedet af ens forældre som alvidende eller magtfulde krakelerer. Pludselig ser man dem som de mennesker, de er. Det er både godt og skræmmende. Der er meget stof der, og det kan alle mennesker relatere sig til."
Den 53-årige instruktør har fortsat projekter i USA, men han vil blive ved med at komme hjem til Danmark og lave film. Der er stadig mange historier, der skal fortælles fra hans bagland. Historier, der står hans hjerte nær.
"Det er noget andet end at stå i Philadelphia og smadre huse med pickuptrucks. Nu har jeg været ude i verden og lave nogle store historier, og så er der noget fedt ved at gå tilbage til rødderne og lave noget, der er helt nært. Og fra et univers, som man kender enormt meget til."
Kapgang
Filmen udspiller sig over et par uger i året 1976 og handler om den 14-årige Martin fra Sdr. Omme, der står over for at blive konfirmeret, men i stedet for kastes ud i en meget turbulent tid, da hans mor - pludselig og uventet - dør af kræft. Nu må Martin, hans far og storebror indstille sig på en ny virkelighed, - en virkelighed som både de og naboerne i den lille jyske provinsby håndterer på hver deres særegne måde.
