"White Black Boy" følger albinodrengen Shidas første år på en kostskole. Ligesom så mange andre børn i Tanzania med albinisme, er han blevet fjernet fra hjemmet for at blive beskyttet mod truslen om lemlæstelser og mord, der er relateret til dyrkelsen af magi. Da han begynder på skolen, kender han ingen, og han taler ikke engelsk, der er skolens officielle sprog. Han er helt alene i verden.
"White Black Boy" er Camilla Magids første film, siden hun kom ud på den anden side af uddannelsen som instruktør hos Super16 i 2010. Instruktørens filmiske virke har hidtil været præget af en lyst til at afdække, hvor ens vi mennesker i virkeligheden er, og den appetit er intakt, men hun har fået smag for en ny fortælleform.
"Jeg har tidligere altid lavet tilstandsportrætter. Denne gang ville jeg rigtig gerne lave en udviklingshistorie."
Et barn der udvikler sig
Derfor har Camilla Magid arbejdet tæt sammen med sin kæreste, manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg, fra projektets begyndelse. Han var med på den første researchtur i Tanzania og er krediteret som manuskriptforfatter på filmen.
"Ét er at følge en udvikling i virkeligheden, noget andet er at få det formidlet, så det hænger sammen. Livet er jo ikke bygget op i tre akter. Det ville ellers være nemt for en dokumentarfilminstruktør," smiler Camilla Magid.
For instruktøren var det vigtigt, at der blev arbejdet med en stærk karakteropbygning og -udvikling, så det blev identifikation og ikke fascination, der blev det bærende for filmoplevelsen.
"Det er nemt at fokusere på, hvor anderledes albinoer i Tanzania ser ud, og på at de bliver forfulgt, fordi mange stadig tror, at deres kropsdele kan bruges til sort magi. Men så ville det eksotiske blive en drivkraft, og det var jeg ikke interesseret i. Det der interesserede mig var, hvordan man kan overleve som menneske, når man bliver truet på livet, men også bliver diskrimineret og udstødt af samfundet. Hvad gør det ved dig? Hvordan opretholder man drømmen om en fremtid? Fokus var at lave en film om overlevelse."
I stedet for at benytte sig af en klassisk journalistisk tilgang til stoffet, valgte Camilla Magid fra starten en mere kunstnerisk tilgang til fortællingen om Shida. Kostskolen blev et mikrokosmos, et billede på samfundet. Men filmen har en poetisk billed- og lydbåren struktur.
"Filmen holder sig i Shidas øjenhøjde. Også rent fysisk. Filmens fotograf, Talib Rasmussen, kravlede nærmest rundt for at være i niveau med Shida. De voksne er beskåret på en Tom og Jerry-facon. De bliver skyggekarakterer i børnenes univers."
Det er de voksnes snak, som enten er direkte henvendt til børnene, eller som finder sted, mens børnene (og publikum) har mulighed for at sniglytte, der sætter historien om Shida i konkret historisk kontekst.
Et subjektivt lydunivers
"Både min klipper Rasmus Stensgaard Madsen og lyddesigneren Peter Albrechtsen var med fra starten, og vi har tænkt lyden ind i måden, vi har filmet på. Det handlede ikke blot om, hvordan vi gav informationer videre men også om, hvordan vi kunne skabe et subjektivt lydunivers. Når børnene for eksempel i starten sidder i et klasseværelse og ikke forstår noget af det, der foregår, fordi de ikke forstår sproget, så forsøger vi at overføre den oplevelse til publikum. Mange af børnene er desuden svagtseende på grund af deres albinisme, og dermed får lyd en anden betydning for dem, end den gør for os."
Camilla Magid havde denne gang lyst til at prøve særligt kræfter med lydarbejdet i dokumentarfilmen. Som i en scene, hvor Shida og hans ven Allan er kommet væk fra flokken, mens de leger, og hvor man som publikum bliver nervøs for, om de nu skal blive overfaldet. Det er lydarbejdet, der skal dirigere denne oplevelse, for der bliver hverken sagt eller vist noget, der skulle antyde at et overfald er på vej.
"Lyden lægger sig som et bagtæppe af frygt og uhygge," siger Camilla Magid, der har skyet det potentielt sensationalistiske i historien.
"Albinobørnene er jo glade børn, de er ikke ofre. Jo, de befinder sig i en forfærdelig situation. Men Shidas største bekymring er, at han har mistet en bold, og ikke om der kommer nogen og hakker ham i småstykker om natten. Heldigvis. Han er jo bare et barn."
"White Black Boy" er produceret af Jacob Oliver Krarup for Fourhands Film CPH med støtte fra New Danish Screen.