Ifølge FN er omtrent 70,8 millioner mennesker lige nu på flugt på verdensplan. Nogle er flygtet fra krig og bomber, andre fra ulidelige leveforhold og korruption.
I 'Love Child' er det iranske par Leila og Sahand og Leilas lille søn Mani flygtet for kærligheden og drømmen om at leve sammen som familie. En drøm, de ikke kan få opfyldt i hjemlandet Iran, hvor strenge ægteskabslove forbyder Leila at bryde ud af et ulykkeligt ægteskab og skabe et liv sammen med sin elsker Sahand og deres fælles søn, som alle tror, hun har fået med sin ægtemænd.
I Iran kan deres utroskab i værste fald føre til dødsstraf. Derfor vælger parret, der på overfladen synes at have det hele – gode uddannelser, stabile jobs og tilsyneladende trygge familier – at efterlade alt for et nyt, usikkert liv på flugt i Tyrkiet.
Med en forhåbning om at det kan øge deres sikkerhed, hvis deres historie dokumenteres, etablerer familien her kontakt til filmens medproducer Henrik Grunnet og medinstruktør Morten Ranmar, og derigennem Eva Mulvad, som senere overtager projektet.
Igennem flere år følger den garvede dokumentarist og hendes hold parrets kamp for at etablere et nyt liv og en hverdag midt i angsten, usikkerheden og tabet af alt det gode, de har ofret for en ny tilværelse. En tilværelse fuld af op- og nedture, som grundigt skildres i filmen.
Trods deres problemer virker familien i 'Love Child' mere ressourcestærk end de flygtninge, vi er vant til at høre om i medierne. De taler begge engelsk, er veluddannede og havde gode jobs og familier i deres hjemland, som ikke er krigshærget. Hvorfor har du valgt at fortælle netop deres historie?
Kærlighedsbarnet
Leila og Sahand flygter fra Iran til Tyrkiet med deres 4-årige søn. I Iran har de overtrådt alle regler, for de har haft en hemmelig affære og fået et barn, mens de begge var gift. De har ikke kunnet fortælle sandheden til deres søn, fordi utroskab straffes med døden i Iran.
"Jeg ville gerne nuancere flygtningedebatten og menneskeliggøre statistikkerne ved at præsentere nogle personer, som vi kan spejle os i. Jeg har selv meget til fælles med de to hovedpersoner, Leila og Sahand: Jeg har også en søn og en lille familietreenighed, og jeg har også set Bergman ligesom de. Derfor kan jeg, og andre som mig, måske lidt bedre forstå dem og relatere til den svære situation, de befinder sig i. Det var i hvert fald tanken.
Vi har af gode grunde hørt meget om de syriske flygtninge og immigranterne fra Afrika, der søger til det forjættede Europa. Man hører ikke nær så tit om de mere ressourcestærke flygtninge, men de findes også i stort antal. Helt banalt består flygtningegruppen jo af mennesker, der er lige så forskellige og mangfoldige som os andre, der ikke er flygtninge. Og filmens enkle pointe er: Det kunne lige så godt være dig og mig."
Filmen har mange både hjerteskærende og lykkelige scener, men hverdagslivet fylder også meget. Hvorfor er det vigtigt at skildre familiens hverdag?
"Mens journalistikken typisk beskæftiger sig med det relevante på en direkte måde, pakker den kreative dokumentar det relevante ind i en krop af noget, vi kan genkende. Det genkendelige for mig ligger rigtig meget i hverdagsscenerne og i parforholdsproblemerne mellem Leila og Sahand. Det er jo i virkeligheden lige så meget en kærlighedshistorie, som det er en flygtningehistorie. Og det er i særlig grad i deres forskellige måder at reagere på som par og i deres stærke samarbejde, at jeg personligt bedst kan se mig selv."
'Love Child' af Eva Mulvad. Foto: Danish Documentary Production
I har filmet familien igennem seks år fra 2012 til 2018. Hvad betyder det for historien, at I følger dem så længe?
"Når vi følger dem så længe, presser vi ikke virkeligheden til at passe til filmens behov. I stedet bliver vi ved med at komme tilbage igen og igen, indtil historien har fået det rigtige spænd, og karaktererne den dybde og kompleksitet, som de fortjener. Det synes jeg gør, at dokumentaren bliver meget stærk filmisk.
Vi fanger alle de store og de små øjeblikke i deres udvikling. Vi ser en lille dreng vokse op, og vi er med, når han får at vide, hvem hans far er. Vi ser, hvordan forældrene og familien finder hinanden, og vi fanger alle de små bevægelser mellem tre mennesker, der igennem lang tid må kæmpe for at skabe sig et nyt familieliv i en meget svær situation. Det er en lang og kompleks proces, som vi her har givet os tid til at indfange."
Du er en erfaren instruktør, der har lavet meget tematisk forskellige film. Kan du pege på en rød tråd i det, du laver?
"Jeg har overordnet arbejdet med to spor. Der er det samfundsrelevante og humanistiske spor, som man kan se i fx 'Vores lykkes fjender', hvor jeg følger en afghansk kvindelig politiker og hendes modige kamp for demokrati. Og så er der et andet spor, hvor jeg interesserer mig for det luksuriøse og det dekadente – som i fx 'Det gode liv', der går tæt på en families ekstreme deroute fra rig til fattig, og 'Slottet' om eksklusive seniorboliger.
Men overordnet interesserer jeg mig nok mest for det formmæssige i mine film. Jeg kan godt lide film med komplekse historier og karakterer, hvor der ikke er nogen nemme løsninger. Det, som jeg nok i særdeleshed kan tilbyde, er en slags grundighed.
Jeg prøver at lave film, der bliver siddende og forhåbentlig kan sætte gang i besværlige erkendelser og tvinge publikum – også dem, der normalt er negativt stemte over for flygtninge – til at overveje, hvad det vil sige at forlade alt det, man kender, og starte fra nul. Jeg vil gerne have publikum til at sætte sig i deres sted."
Interviewet udkom oprindeligt 27. august 2019 i anledning af filmens verdenspremiere på Toronto Filmfestivalen. Denne version er lettere opdateret.