Bille August har endnu en gang vist, at han evner at engagere et stort publikum. Efter fem uger i biografen er 'Lykke-Per' set nu set af 316.000 biografgængere. Hans forrige film 'Stille hjerte' fra 2014 blev set af 250.000, mens hans mest populære film til dato er 'Åndernes hus' fra 1993 med 940.000 solgte billetter.
Årets mest sete danske film til dato er Ole Bornedals 'Så længe jeg lever' med 410.000 solgte billetter. Martin Miehe-Renards 'Far til fire i Solen' er set af næsten 250.000 gæster, Karsten Kiilerichs 'Hodja fra Pjort' 170.000, Christian Tafdrups 'En frygtelig kvinde' 155.000 (190.000 hvis billetter fra 2018 medregnes) og Gustav Möllers Oscar-indstillede 'Den skyldige' 140.000. Det samlede billetslag er nu på 1,75 mio.
Torsdag den 4. oktober er der premiere på både Christoffer Boes 'Journal 64' og Frederik Nørgaards 'Team Albert'. Foruden disse to film vil 10 danske spillefilm få biografpremiere de resterende tre måneder af 2018.
Kommende spillefilm 2018
Journal 64 / 4. oktober
Nogle håndværkere gør en uhyggelig opdagelse i en ældre københavnsk lejlighed: Bag en falsk mur i lejligheden finder de tre mumificerede lig siddende omkring et spisebord med en ledig plads klar. Kriminalkommissær Carl Mørck og hans assistent Assad i Afdeling Q bliver sat til at finde ud af, hvem mumierne er, og hvem den fjerde plads er tiltænkt. Carl og Assad sætter jagten ind på lejlighedens beboere og finder spor tilbage til den berygtede kvindeanstalt på Sprogø, hvor misrøgt og lægelige forsøg med tvangssterilisering var en fast del af hverdagen for de anbragte, såkaldte utugtige piger. Rædslerne på Sprogø er et overstået kapitel i Danmarkshistorien, men der dukker personer op, som siger, at eksperimenterne er fortsat helt op i vores tid. Carl og Assad indleder et kapløb mod tiden for at forhindre nye mord og overgreb.
Instruktør Christoffer Boe Manus Bo hr. Hansen, Mikkel Nørgaard, Nikolaj Arcel Producent Zentropa Genre Thriller
Team Albert / 4. oktober
Albert er en oprører. Han vil ikke leve med, at hans karrierevej har været planlagt for ham lige siden børnehaven. Han vil have succes i livet og vil opnå det på sin egen måde. Derfor gør Albert oprør mod skole, forældre og hele verden. Han vil blive det, han er bedst til: en, der underholder hele verden gennem YouTube. Men det er ikke uden omkostninger. På sin vej er Albert ved at miste sine bedste venner og, allerværst, den, der elsker ham allermest.
Instruktør Frederik Nørgaard Manus Thor Wissing Lange Producent Regner Grasten Filmproduktion Genre Ungdomsfilm
Vildheks / 11. oktober
Clara er en helt almindelig 12-årig pige, der bor alene med sin mor og går i skole hver dag. En dag bliver Clara angrebet af en mystisk, sort kat, der viser sig at være hendes vildven. Clara finder ud af, at hun tilhører en familie af vildhekse, som har en helt speciel kontakt til dyr og natur. Clara er imidlertidig ekstra speciel, da hendes blod kan befri den onde heks Bravita Blodsunge, som planlægger at overtage den vilde verden. Clara må derfor begive sig ud på en farefuld rejse mod det kolde nord for at bekæmpe Bravita. Hun må åbne sig for den vilde verden og finde sin indre styrke, så hun kan bevise over for sig selv og for den vilde verden, at hun er en vaskeægte vildheks.
Instruktør Kaspar Munk Manus Poul Berg, Bo hr. Hansen, Kaspar Munk Producent Good Company Films Genre Eventyr
Holiday / 11. oktober
Saschas historie er den klassiske fortælling om en kvindes valg mellem den rige, magtfulde mand og den unge, uskyldige dreng. Michael og hans gangsterslæng hænger ud i hans luksusvilla ved den tyrkiske riviera. Sascha er hans elskerinde, måske en skønne dag hans kæreste – eller endda hustru. Et liv i luksus og evig idyl venter forude. Hver dag med Michael er som en uvirkelig fantasi; fester og dyre gaver, gourmetrestauranter og designerstoffer – men også psykisk og fysisk vold og kriminalitet. Så da Sascha møder den unge, charmerende sømand Thomas, føler hun sig splittet. Han er ukompliceret og sød. Kan han give hende et mere hæderligt og autentisk liv?
Instruktør Isabella Eklöf Manus Johanne Algren, Isabella Eklöf Producent Apparatur Genre Drama
Julemandens datter / 8. november
Oppe i Grønland bor den 12-årige Lucia med sin mor Claudia og sin far Julius, bedre kendt som julemanden. Lucia går på den internationale julemandsskole og vil så gerne være julemand. Det må hun bare ikke, for det er kun drenge, der får lov til at gå i julemandsklassen. Da Lucia fortsat protesterer, giver julemandsskolen hende én chance for at bevise, at hun kan være en lige så god julemandselev som drengene: Hun skal opfylde menneskedrengen Alberts største juleønske – at hans far, der er ramt af en mystisk sygdom, bliver rask. Alberts far er blevet smittet af den ondskabsfulde Krampus, og Lucia indser, at det er en næsten umulig opgave – hun skal fange Krampus for at gøre Alberts far rask igen. Lucia rejser ned til Danmark med sin far på slæb for at finde Krampus, og nu starter et forrygende juleeventyr, som går over stok og sten, da det viser sig, at andre også jagter Krampus.
Instruktør Christian Dyekjær Manus Uffe Rørbæk Madsen, Philip LaZebnik Producent Deluca Film Genre Familiefilm
Den tid på året / 8. november
Hjemme hos Katrine og Mads, en helt almindelig familie, skal man i år atter samle hele familien om en traditionsrig juleaften med salmesang og andesteg. På en aften som denne er der naturligvis plads til alle, de fraskilte forældre, den rapkæftede lillesøster, hendes nye mand og ikke mindst familiens børn, som skal passe ind i forældrenes forestilling om hjerternes fest. På overfladen sitrer en intens stemning af irritation, der er lige så antændelig som et tørt grantræ, og efterhånden som maden falder tungt og julegaverne skuffer, brister enhver illusion om julefred. For intet er, som vi bilder os ind på den tid af året.
Instruktør Paprika Steen Manus Jakob Weis Producent Nordisk Film Genre Komedie
I KRIG & KÆRLIGHED / 15. november
Da Esben deserterer fra krigen, er det for at blive forenet med sin elskede kone Kirstine og deres søn Karl efter tre år. Men alt er ændret i hans fravær. Den charmerende tyske officer Gerhard bejler kraftigt til Kirstines hjerte og rollen som familiefar. Esben må sætte alt ind for overlevelse, kærligheden og at redde familien.
Instruktør Kasper Torsting Manus Kasper Torsting, Karsten Skov, Ronnie Fridthjof Producent Fridthjof Film Genre Historisk drama
Brakland / 15. november
Simon flytter fra København til Vesterby, hvor han møder Bjarke – byens alfahan og arving til det lokale højttalerimperium. De to outsidere begynder at udfordre hinanden i grænseoverskridende handlinger, og venskabet vokser. Men da svindel tvinger højttalerfabrikken til konkurs, går byen i opløsning, og Bjarkes familie får skylden. Vreden vækker bæstet i Bjarke, og Simon må nu vælge, om han skal forsøge at redde sin ven eller trække sig fra den kurs, Bjarke har sat – mod sin og Vesterbys undergang.
Instruktør Martin Skovbjerg Jensen Manus Christian Gamst Miller-Harris Producent Snowglobe ApS Genre Drama
Christian IV - Den sidste rejse / 13. december
Året er 1648. Christian IV er alvorligt syg, og med døden i hælene tager den syge konge mod København for at dø på Rosenborg Slot. Han sender bud efter sin ekskone Kirsten Munk, som han har holdt indespærret siden deres voldsomme skilsmisse. Kirsten skal underskrive en række anklagepunkter, så Christian kan få oprejsning og sikre sit eftermæle; men gensynet sætter ild til en fortid med utroskab og jalousi. Turen mod København bliver en rejse i Christians og Kirstens stormfulde ægteskab, fra første møde og forelskelse til bitter strid og ulykkelig kærlighed. Et kammerspil i en karet, der ræser gennem kærlighed, had, synd og forsoning.
Instruktør Kasper Kalle Manus Trine Appel, Kasper Kalle Producent Good Company Films Genre Drama
Christian IV - Den sidste rejse / 13. december
1648. Kong Christian IV er alvorligt syg, og med døden i hælene tager han mod København for at dø på Rosenborg Slot. Undervejs sender han bud efter sin ekskone Kirsten Munk, som han har holdt indespærret siden deres voldsomme skilsmisse. Kirsten skal underskrive en række anklagepunkter, så Christian kan få oprejsning og sikre sit eftermæle. Men gensynet sætter ild til en fortid med utroskab og jalousi. Turen mod København bliver en rejse i Christian og Kirstens stormfulde ægteskab, fra deres første møde og forelskelse til bitter strid og ulykkelig kærlighed. Et kammerspil i en karet, der ræser gennem kærlighed og had, synd og forsoning.
Instruktør Kasper Kalle Manus Trine Appel, Kasper Kalle Producent Good Company Films Genre Drama
Ternet Ninja / 25. december
Aske får i fødselsdagsgave en ternet ninja-dukke af sin Onkel Stewart (kendt fra 'Terkel i knibe'). Ternet Ninja, som viser sig at være besat af en rapkæftet japansk ånd, kommer til at udfordre Askes opfattelse af, hvad han kan og ikke kan, og sammen hvirvles Aske og Ternet Ninja ind i en farlig mission, der kommer til at sætte deres venskab på prøve.
Instruktør Anders Matthesen, Thorbjørn Christoffersen Manus Anders Matthesen Producent A Film Genre Animation
Happy Ending / 25. december
Helle glæder sig vanvittigt meget til, at hendes arbejdsnarkoman af en mand, Peter, endelig går på pension, så de kan tage hul på livets efterår sammen. Hun har planlagt, hvordan de skal nyde livet og hinanden – og tage på nogle af de mange rejser, som Peter aldrig havde tid til. Men da han kommer hjem fra sin sidste arbejdsdag med den store overraskelse, at han nu skal til at være vinimportør, og at han har investeret hele deres fælles opsparing i et østrigsk vinhus, tager livet en overraskende drejning. Helle og Peter går fra hinanden, og de begiver sig hver især ud på en hæsblæsende opdagelsesrejse med nye muligheder, problemer og drømme. Men kan man starte forfra efter 50 års ægteskab? Og kan man i det hele taget undvære hinanden? En sjov og fræk fortælling om at turde starte forfra, selv når alt synes forbi.
Instruktør Hella Joof Manus Mette Heeno Producent Happy Ending Film Genre Komedie