Allerede inden det første spørgsmål i interviewet er stillet, er Michael Madsen i gang med et tankeeksperiment, der indrammer samtalens tema om, hvordan Kunstfondens Legatudvalg for Film arbejder, og hvad udvalgets kriterier er:
"Man kan lege med tanken om, at vi sidder 50 år ude i fremtiden, hvor filmkunsten er forsvundet og afløst af en anden kunstart… Jeg synes, det er forunderligt, at filmens grundgrammatik stort set er uforandret siden filmens fødsel i begyndelsen af forrige århundrede. Og at fortællingen bygger på Aristoles' poetik og altså rækker to et halvt tusind år tilbage… Måske skal vi prøve at udfordre fortællekunsten og bevæge os ud i andre narrative landskaber, end dem vi kender. Findes der en anden måde at lave film på? Findes der en anden type dramaturgi, der er mere tidssvarende? Er der nye fundamentale fortællinger, som kan udfordre vor tids selvforståelse?
Jeg har en mistanke om, at filmen som kunstart har et uudnyttet potentiale. Det er også en af grundene til, at jeg har sagt ja til at sidde i det her udvalg."
Det er ansvarspådragende at række hånden op
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film, der består af manuskriptforfatter Maren Louise Käehne og instruktørerne Nils Malmros og Michael Madsen, uddeler arbejds- og rejselegater til skabende filmkunstnere. Legatudvalget giver ikke støtte til filmproduktion.
Når udvalget prioriterer blandt ansøgningerne, vurderer det først og fremmest den kunstneriske kvalitet. Det siddende udvalg lægger særlig vægt på at støtte filmskabere 1) med et personligt og originalt sprog, 2) med evne og mod til at delagtiggøre omverdenen i egne kunstneriske ideer, visioner og spørgsmål og 3) som bidrager til udviklingen af filmkunsten og dens formåen til at udfordre vores blik på grundlæggende forhold i verden. Desuden påskønner udvalget dristighed, nysgerrighed og vilje til at opsøge blinde vinkler i egen praksis og fortællekunst.
Michael Madsen uddyber: "Man skal ikke skal komme med en projektbeskrivelse, man skal så at sige komme med sig selv og ville noget med sig selv. Jeg tror, at den eneste garanti, der kan være for at lave noget, som er interessant for andre, er at det betyder noget for en selv. Det er ansvarspådragende at række hånden op og sige: 'Jeg har noget, jeg gerne vil undersøge eller fortælle. Noget, jeg gerne vil prakke andre mennesker på'.
Den ansvarspådragelse vil vi gerne påskønne. Hvor andre udvalg i Statens Kunstfond uddeler mange og små legater, giver vores udvalg som minimum 100.000 kr. i arbejdslegat. For når vi beder om, at folk faktisk vil noget med sig selv og deres fortællekunst, er det jo meget dyre sager, vi taler om. Vi vil gerne signalere, at når vi giver færre, mere substantielle beløb, er det, fordi vi virkelig tager det alvorligt.
Hvis ansøgeren kommer med noget så dybtgående som at undersøge egen fortællepraksis og egne blinde vinkler, så skal de reelt have tid til at kunne sætte sig ned og foretage en form for selvobduktion. Med dristighed mener vi, at det er en stor kvalitet, hvis folk simpelthen siger, 'Jeg vil gerne gå planken ud. Jeg ved ikke, hvad det her resulterer i.' Vi vil hellere have, at folk laver en ordentlig mærkelig ting, end noget man kan regne ud, hvor vil ende. Vi kommer ikke efter folk. Man skal ikke afregne her. Det vi vurderer på, er derfor dybest set, at vedkommende allerede har demonstreret kunstnerisk talent og har driften, trangen og viljen til at søge videre.
Man kan komme og sige: 'Jeg vil gerne på en dannelsesrejse, jeg vil gerne udfordre mig selv i min forståelse af den måde, film kan virke på'. Det kan man gøre i konkret forstand i en ansøgning til et rejselegat, hvor man så at sige transporterer hele sin krop og sin sensibilitet et andet sted hen i verden og udsætter sig for en anden måde at være og leve på. Men det kan også være en undersøgende, indre proces.
Jeg tror, at kreativitet er meget tæt forbundet til nogle personlige spørgsmål og ens omgåen med livet generelt. En kreativ proces begynder altid afsøgende og spørgende. Og den proces skal vi værne om og støtte som det allermest dyrebare."
En form for grundforskning
For Michael Madsen er der et indbygget paradoks i systemer, der uddeler støtte til kunstnerisk virksomhed, for måske fremkalder ethvert system en mere eller mindre uerkendt præmis om, hvad det hele skal ende med.
"Problemet er jo, at man søger det nye, men hvad er kriteriet for det nye, som man pr. definition ikke kender? Der er et paradoks. Hvad mener vi egentlig med kunstnerisk kvalitet, og hvordan kan vi egentlig være sikre på, at vi kan fange 'det andet' – det aldrig før sete. Vi sidder måske selv fast i en fortidig filmtradition, fordi det er her, vi har hentet vores egne erfaringer. Vi må spørge os selv, i hvilken grad vores ansøgningsprocedurer formaterer de ansøgninger, vi får ind. Det bør være en stor bekymring, og vi er virkelig nødt til at være vågne. Vi har et stort ansvar, når vi beder folk om så meget."
Skal Michael Madsen præcisere snitfladerne mellem Det Danske Filminstituts og Kunstfondens filmudvalg og billedkunstudvalg lyder det:
"Et legat fra filmudvalget er ikke projektorienteret, det er orienteret mod personen. Vi tænker vores arbejde som støtte til grundforskning, der kan komme filmen som kunstform til gode. I forhold til billedkunstudvalget er grænserne lidt flydende. Vi har nok i filmudvalget et andet blik på narrative strukturer, mens kvaliteten i et værk, der er udsprunget af en billedkunstnerisk praksis, ofte har et andet abstraktionsniveau. Men det vil vi faktisk gerne se mere af i filmudvalget, for jeg synes, det er noget af det, man skal turde.
I det interne arbejde i kunstfonden, har jeg foreslået, at vi skal have nogle udvalgs-battler, hvor alle udvalg præsenterer cases for hinanden og begrunder deres valg for at forstå den praksis og værkforståelse, som andre udvalg har. Vi skal også tage den ansøgning med, som vi valgte ikke at støtte, men som vi var i tvivl om. Det handler om at forbedre vores tværæstetiske manøvreevner. Er vores sensibilitet stor nok til at kunne tage imod de her projekter?"
Film ud af vacuum-indpakningen
Michael Madsen kredser også i sin egen kunstneriske praksis omkring de grundlæggende spørgsmål om, hvad filmkunst og fortælling egentlig er – og ikke mindst kunne være. Han har afholdt live-performances med anmeldelser af ikke-eksisterende film, hvis formål er at skærpe de skabendes og publikums forestillingsevne og dermed udfordre filmkunsten. Han afholder workshops med titlen "Workshop for Individuals with Absolutely no Idea for a Film", der prøver at nulstille deltagernes forventninger til sig selv og hinanden for derved at skabe et åbent rum for kreativitet. For som Michael Madsen understreger, handler kreativitet også om sårbarhed.
I et igangværende filmprojekt eksperimenterer Michael Madsen med at lukke publikum ind en den kreative proces.
"Jeg arbejder lige nu med en form for åbne prøver i min produktion. For hvorfor er det, at film altid skal være helt færdige, før de præsenteres for et publikum? Man kan lave mange nedslag i tilblivelsesprocessen, som er dybt interessante for publikum. En films tilblivelsesproces har på mange måder ligeså stor værdi og kraft som en færdig film. Jeg har altid misundt sangere og musikere deres direkte møde med publikum. Der er jo nogle energier og dynamikker – og ikke mindst spørgsmål eller forståelser eller oplevelser – man går glip af, når man som filmskaber først møder sit publikum på et tidspunkt, hvor man er så træt af sin film, at man knap selv gider, endsige evner at se den.
Michael Madsen er også med i en filmtænketank, hvor man blandt andet vil udfordre den gængse produktionspraksis og undersøge, hvordan man kan lave film med kortere vej fra ide til handling. Og her er der måske inspiration at hente fra yngre generationer, der har et helt andet forhold til at producere og distribuere levende billeder:
"Man kan jo bare kigge på YouTube. De unge sprøjter det bare ud, og mange af dem har jo – sorry to say – et meget større publikum end 'vores' dokumentarfilm. De spørger ikke nogen om lov, hverken far eller mor, Filminstituttet eller Kunstfonden. De har en lystfuld tilgang, som er meget befriende. Det kan være, det forandrer sig og bliver kommercialiseret med tiden. Men det er i hvert fald tankevækkende; hele medielandskabet er i total forandring.
