Skal Filminstituttet til at registrere danske filmfolks etnicitet og hudfarve og uddele støtte på den baggrund? Nej, det skal vi ikke. Men vi vil gerne øge mangfoldigheden i dansk film – bag kameraet, på lærredet og blandt publikum. Spørgsmålet er hvordan.
I forlængelse af en ny undersøgelse, 'Grænseoverskridende adfærd' fra Aarhus Universitet, om diskrimination, chikane, uønsket seksuel opmærksomhed og magtmisbrug i bl.a. filmbranchen er der kommet fornyet fokus på, hvordan vi kan forhindre grænseoverskridende adfærd. Rapporten tegner nemlig ikke noget pænt billede af arbejdsforholdene i den danske film-, tv- og teaterbranche. Den viser også, at hver anden kvinde er udsat for grænseoverskridende adfærd, og at kvinder med anden etnisk baggrund er særligt udsatte: 79 % oplever diskrimination og chikane, og 68 % oplever uønsket seksuel opmærksomhed. Det er næppe noget, der fremmer lysten til at arbejde i filmbranchen.
Filminstituttet blev i forbindelse med undersøgelsen spurgt, om vi ønsker at indføre en opgørelse af etnisk repræsentation i danske film, på samme måde som vi i dag gør det for køn i en såkaldt 'selvangivelse'.
Det svarede jeg på i Politiken den 13. november. Jeg svarede, at vi gerne ville have en optælling af etnicitet ind i selvangivelsen, men at det på grund af GDPR-reglerne om beskyttelse af personlige data ikke kan lade sig gøre, og at vi ikke har fundet en måde at gøre det på. Mine svar blev fremstillet mere kategoriske, end det var intenderet, og mine forbehold kom ikke klart frem, heller ikke i de efterfølgende reaktioner. Jeg vil derfor her forsøge at forklare Filminstituttets position.
Allerede da vi for et års tid siden indførte selvangivelsen om kønsfordeling, fravalgte vi at gøre noget tilsvarende for etnisk repræsentation. Ikke blot ville det pålægge producenterne et væsentligt besvær at skulle opgøre de ansattes etnicitet, men endnu vigtigere: Det er ikke muligt, da en optælling på den enkelte film vil være i strid med persondataloven.
Men vi vil fortsat monitorere etnisk repræsentation i dansk film, for tal og fakta er efter vores opfattelse væsentlige redskaber i indsatsen mod større mangfoldighed. En indsats, som hele filmbranchen arbejder sammen om i disse år.
Hvorfor er mangfoldighed i dansk film vigtigt? Fordi mangfoldighed er en forudsætning for udviklingen af dansk films kulturelle betydning og kvalitet.
Film kan gengive forskellige oplevelser af livet og tilbyde indsigt i andres erfaringer. Film kan låne os andre øjne til at se verden med og give os nye erkendelser. Derfor er det vigtigt, at de øjne der ser på verden, er forskellige. At de har forskellig baggrund, hvad angår køn, etnicitet, geografi og social herkomst. Når vi deler hinandens blik på verden, skaber det forståelse og stimulerer til fælles samtale. Og fælles samtale er en forudsætning for et sammenhængende samfund.
Dansk film har i dag overvejende et mandligt, hvidt middelklasseblik på verden. Det begrænser samtalen. Vi har brug for film, der bliver fortalt ud fra forskellige erfaringer og kunstneriske visioner. Med andre ord, og sat lidt på spidsen: Filminstituttets mangfoldighedsindsats er ikke et ligestillings- eller integrationsprojekt. Det er et kvalitetsprojekt, der skal sikre, at dansk film fortsat udvikler kunstnerisk stærke fortællinger med relevans og værdi for publikum.
I Filminstituttets mangfoldighedsindsats anvender vi ikke kvoter for køn eller etnicitet ved tildeling af støtte til film. Det er vores principielle opfattelse, at kvoter og kunststøtte er en dårlig cocktail.
Det er projekternes kvalitet, der bliver vurderet, ikke personerne bag. Støttetildelingen foregår på grundlag af kvalitetskriterier og går til de bedste projekter, uanset hvem de er skabt af.
Vi tror, at frivillighed og en fælles indsats fra hele filmbranchen er vejen til større mangfoldighed. I England har Det Britiske Filminstitut indført 'Diversity Standards', hvor det er en betingelse for at få støtte, at en film har en vis repræsentation med hensyn til køn, kønsidentitet, seksuel orientering, race, etnicitet, socioøkonomisk status, handicap, religion og geografisk oprindelse. Og fra og med næste år har Oscar-akademiet indført en række lignende kriterier for at kunne komme i betragtning til prisuddelingen. Det har vi valgt ikke at gøre i Danmark for at sikre, at kvaliteten ikke viger for hensynet til repræsentation.
Men vi er overbeviste om, at den bredest mulige repræsentation af forskellige stemmer er en forudsætning for fortsat udvikling og fornyelse af dansk film. Derfor har vi som målsætning at sikre lige adgang til filmstøtten. Det kræver et rekrutteringsgrundlag, som gør det muligt at ansøge og få filmstøtte, uanset om du er mand eller kvinde, om du har rødder på Vestbredden eller i Vendsyssel, eller om du blev svøbt i Politikens kultursektion, da du blev født.
Et ja til mangfoldighed, men nej til kvoter og tvang, stiller særlige og vanskelige krav til en mangfoldighedsindsats. Filminstituttet har i en årrække forsøgt at fremme den etniske repræsentation og kønsmæssige ligestilling gennem initiativer, der øger bevidstheden om skævhederne, og som gør opmærksom på mulige blinde vinkler.
Det er sket i et bredt samarbejde med filmbranchens organisationer, og det har blandt andet betydet, at vi jævnligt udgiver statistik om køn og etnisk repræsentation, at vi støtter en mentorordning for personer med anden etnisk baggrund, at vi støtter castingforløb for skuespillere med anden etnisk baggrund, og for øjeblikket har vi et stærkt fokus på de mange kvinder, der forlader dansk film mellem endt uddannelse og en egentlig professionel karriere.
I forbindelse med køn er alle producenter, der modtager produktionsstøtte til en film, forpligtet til at aflevere den førnævnte 'selvangivelse', som opgør den kønsmæssige repræsentation på en film. Opgørelsen indgår ikke i Filminstituttets vurdering af, om der tildeles støtte til ansøgerne. Selvangivelsen er indført i samarbejde med branchen, og dens væsentligste formål er bevidstgørelse. Den har vist sig at være et øjenåbnende redskab, der rent faktisk kan skabe forandring alene ved at synliggøre skævhederne.
På trods af den positive betydning, selvangivelsen om køn har vist sig at have, kan og vil vi altså ikke på nuværende tidspunkt indføre en selvangivelse om etnisk repræsentation. Men undersøgelsen fra Aarhus Universitet peger på et alvorligt problem, som vi fortsat ønsker at gøre opmærksom på. Og vi ønsker at samarbejde med branchen, ikke bare om større mangfoldighed, men også om at sikre en bedre arbejdspladskultur. For det er ikke nok, at man har adgang til at arbejde i filmbranchen, som eksempelvis kvinde med anden etnisk baggrund. Man skal også trives.
Socialdemokratiets kulturordfører Kasper Sand Kjær udtaler her i avisen den 16. november: "Jeg er stor tilhænger af mangfoldighed, også på film. Men filminstituttets opgave er at give tilskud til de bedste danske filmproduktioner og foretage en kunstnerisk vurdering, ikke at begynde at lave statistik." Og de Konservatives kulturordfører Birgitte Bergman skriver i et læserbrev den 20. november: "Jeg anerkender rapporten fra Aarhus Universitet, som viser at etniske minoriteter i markant højere grad end hvide danskere oplever chikane, diskrimination, uønsket seksuel opmærksomhed og fysisk og psykisk vold."
Men hvad gør vi ved det? Mangfoldighed kommer ikke af sig selv, og diskrimination forsvinder ikke af sig selv. Tanken bag Filminstituttets indsats er at fremme mangfoldigheden og bekæmpe diskrimination uden at bruge kvoter og tvang, men ved at tælle, tale og igangsætte konkrete initiativer, der kan fremme de mindre repræsenterede stemmer i dansk film. Det er ikke let, og det går frygteligt langsomt, så hvis nogen har bedre ideer, er jeg oprigtigt interesseret.
Kronikken blev bragt i Berlingske den 29. november 2020 under overskriften 'Dansk film har i dag overvejende et mandligt, hvidt middelklasseblik på verden, men kvoter er ikke svaret'.