Martin de Thurah med kortfilm i Venedig

Den danske filminstruktør Martin De Thurahs kortfilm "Vi der blev tilbage" er udtaget til den 65. udgave af Venedig Film Festival, der finder sted 27. august -6. september. Den 25 minutter lange fiktionsfilm vises i kortfilmskonkurrencen "Corto Cortissimo" sammen med 17 andre film. I maj deltog Martin de Thurah på Cannes Festivalen med filmen "Ung mand falder" og har dermed deltaget på to af verdens allerstørste filmfestivaler inden for kort tid. "Vi der blev tilbage" er en allegorisk fortælling holdt i De Thurahs særegne og stærke billedsprog. Den 10-årige Adam lever alene sammen med andre børn, efter de voksne har forladt dem. Alle voksne er ramt af en epidemisk håbløshed og deres blod har skiftet farve fra rødt til gråt. Men da Adams veninde Ida også rammes af de samme symptomer og forlader byen, beslutter han sig for at gøre en ende på galskaben og få Ida tilbage. Udover sine to korte fiktionsfilm har Martin de Thurah instrueret en række internationalt prisbelønnede musikvideoer. "Vi der blev tilbage" er produceret af Birgitte Skov for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut. Det danske publikum har mulighed for at se filmen på børnefilmsfestivalen BUSTER til september.


For mere information:

DFI factsheet
Vi der blev tilbage

DFI pressroom
Vi der blev tilbage

Venedig Film Festival
www.labiennale.org/en/cinema/

Martin de Thurahs myspace profil
www.myspace.com/martindethurah

Det Danske Filminstitut
Anne Marie Kürstein, 3374 3609, kurstein@dfi.dk