Det kan nærmest lyde som antitesen til en dokumentarfilm, når det i "The Visit" slås fast, at "denne film dokumenterer en begivenhed, der aldrig har fundet sted".
Kan man da lave en dokumentarfilm om noget, der ikke er sket?
Ja, det kan man, hvis man er Michael Madsen og laver film, der stiller spørgsmål til menneskeheden, som ikke lader sig begrænse af smålige hensyn. Spørgsmål, der sender sonder ud i menneskehedens fremtid og borer sig dybt ned i artens selvforståelse og overlevelsesmuligheder.
"At lave en film om en begivenhed, der ikke har fundet sted, er et konceptuelt greb. En måde at skabe et scenarie på," forklarer instruktøren. "'The Visit' er et fremtidsscenarie. En forsøgsopstilling. Som man bruger det i videnskaben. Hvad kan man undersøge og på hvilken måde?"
"Jeg har et mellemværende med virkeligheden. Jeg prøver på at interessere mig for, hvad virkeligheden egentlig er. Derfor interesserer jeg mig også for mulige virkeligheder," forklarer Madsen og uddyber: "Som Robert Musil skriver i 'Manden uden egenskaber', så er mulighedsrummet lige så relevant som det virkelige."
Skal man sammenligne med videnskabens metode, så er den normale dokumentarfilm en empirisk indsamling af data, som man systematiserer til en mere eller mindre bæredygtig tese om virkelighedens beskaffenhed. Michael Madsens dokumentarfilm "The Visit" minder derimod mere om forsøgsopstillingen.
"At se på virkeligheden med andre øjne er, hvad der interesserer mig, og det er det, der interesserer mig ved dokumentarfilm. Dokumentarfilmen har den store kvalitet, at den er rodfæstet i virkeligheden. Men det er også mange dokumentarfilms problem," mener han.
"De har nemlig et forhold til virkeligheden, der dybest set er bedrevidende. Dokumentarfilm kommer ikke langt nok ud eller dybt nok ned," siger Michael Madsen, der ikke har meget til overs for dokumentarfilmskabere, der på forhånd har en skråsikker ide om, hvordan meningen med virkeligheden er eller bør være. Den aktivistiske trend i dokumentarfilmen er ikke lige Madsens kop te.
Trifitterne eller E.T.?
Michael Madsen kom selv bogstavelig talt dybt ned, da han i sin gennembrudsfilm, den internationalt berømmede "Into Eternity", fokuserede på de praktiske og filosofiske konsekvenser af at opbevare atomaffald. Hvordan tror man, at man kan forholde sig til at deponere affald, der vil være giftigt for kommende generationer i 100.000 år, når man selv kun lever 70-80 år? Hvordan kan man tage ansvar for sådan en handling, og hvilke moralske spørgsmål rejser det, når man gør det?
I "The Visit" vender Michael Madsen blikket mod himlen, ud i rummet, for at afsøge endnu en mulig virkelighed, der venter derude.
For hvad vil der rent praktisk ske, hvis vi en dag får besøg af fremmede fra det ydre rum, spørger "The Visit". Hvilke mekanismer vil træde i kraft? Hvilke scenarier kan man forestille sig? Hvilke spørgsmål vil vi stille de fremmede – og hvad vil disse spørgsmål sige om os selv?
"The Visit" er altså en film, der dokumenterer en begivenhed, der aldrig har fundet sted. Selv om man næsten skulle tro det, når man tænker på alle de film, bøger og vandrehistorier, der handler om besøg af mere eller mindre kulørte og angrebslystne aliens. Er det Trifitterne, der kommer, eller Spielbergs søde E.T.? Og skal det være David Attenborough, der hilser dem velkommen med korte bukser og fremstrakt hånd?
Rummet mellem ørerne
Foto: Heikki Färm
Der er ifølge eksperterne, der medvirker i filmen, tre grundscenarier: 1. En nødlanding. 2. En ekspedition. 3. En invasion.
Men det er faktisk ikke det, der interesserer instruktøren mest. Den "alien", han er mest optaget af, er os selv, og det rum, han udforsker, har vi mellem ørerne.
Hvor "Into Eternity" havde et hul i jorden, der gjorde den uafviselig som dokumentarfilm, er "The Visit" nødvendigvis mere spekulativ. Uanset om de interviewede i filmen er rumteolog, astrobiolog, militærrådgiver, ekspert i interstellar kommunikation eller ansatte ved FN's Office for Outer Space Affairs (også kaldet UNOOSA), så udtaler de sig om en fiktiv situation.
I stedet for at betjene sig af dramatiseringer, benytter Madsen kameraets afsøgende øje til at skabe en fornemmelse af et fremmed blik på vores hverdagsliv.
"Man skal gerne undervejs opdage, at det ikke handler om rumvæsner. Det handler om os. De spørgsmål, der bliver diskuteret, er virkelige, uanset om der er rumvæsner til stede eller ej," siger Madsen. Men de kredser selvfølgelig om filmens centrale hvad-nu-hvis scenario. Hvad nu hvis intelligensvæsner en dag lander på Jorden? Hvad vil der ske, og hvad vil det betyde?
"Hvis det skulle ske, tror jeg, at det vil være den største begivenhed i menneskehedens historie," siger Madsen. "Det vil være fuldendelsen af den kopernikanske revolution. Vi vil ikke længere være centrum i universet. Det vil sætte spørgsmålstegn ved alt. Der vil komme noget konkret ukendt ind i vores verdensforståelse. En død vinkel, hvorfra hvad som helst kan opstå. I denne usikkerheds relation vil vi blive nødt til at stille nogle helt fundamentale spørgsmål til os selv," gætter Michael Madsen.
Eksperten er stand-in
"For mig er publikum helt centrale aktører i mine film. Jeg vil meget gerne have publikum til selv at træde ind i det scenarie, jeg stiller op." At tilskueren selv bliver undersøgelsens genstand, er ambitionen.
"Eksperterne er sådan set bare stand-in for menneskeheden. Det er ikke dem, det handler om, men de er medvirkende og har været med på legen. De har skullet prøve at forfølge tanken til den absolutte grænse for, hvad man forestiller sig, når det handler om at begribe det virkelig fremmede. Hvor går grænserne mon for, hvad man kan forestille sig?"
Han tror, at mange af de medvirkende eksperter faktisk oplevede legen som meget befriende. De kunne lege, at mødet med en anden civilisation ikke var en teoretisk situation, men en virkelig udfordring, hvor de fik brug for al deres viden.
Michael Madsen lægger ikke skjul på, det var svært at få de seriøse fagfolk lokket ombord. Hvad var det her mon for en mærkelig UFO-film? Det var først, da en af de FN-ansatte i Wien opdagede, at Madsen også var manden bag "Into Eternity", at FN-kontoret indvilligede i at deltage, og astrobiologen og de andre gik med på den alvorlige leg.
"Der er blandt dem folk, der vil blive kontaktet, hvis der skulle ske en landing. Flere af dem har meldt sig frivilligt. Med alle de ukendte risici, det ville involvere."
"Jeg tror, at flere af dem har den personlige opfattelse, at der må findes andre civilisationer i rummet. At det nærmest er umuligt, at der ikke gør.
Langt ude i sin tredje film
Efter "Into Eternity" tager "The Visit" således næste skridt i, hvad der skal blive Michael Madsen's "trilogi om menneskeheden". På dens rejse mod en ny begivenhedshorisont.
Rigtig langt ud vil Madsen komme i sin næste film, "Odyssey", tredje og sidste del af trilogien. Den skal handle om de praktiske og filosofiske spørgsmål, der vil rejse sig i det øjeblik, man beslutter sig for at organisere en rejse til et andet solsystem. En rejse, som vil tage mange lysår.
"'Odyssey' er en personlighedstest, som jeg har udarbejdet sammen med en amerikansk rumpsykolog og en tysk rumskibsdesigner. 'Odyssey' er en imaginær rejse til stjernerne. Et generationsrumskib. Vil man nå en anden verden og ikke ligge i hypersøvn som i 'Interstellar' – hvilket netop er science-fiction – vil man skulle reproducere sig selv og få et samfund til at fungere i måske 10.000 år, før man når frem," fortæller han.
"I filmen skal man prøve at forstå, hvad der rent faktisk vil kræves for at begive sig ud på sådan en ekspedition. Man vil ikke få lov at dø af alderdom, ens kropsvæsker vil blive genbrugt osv. Det vil være et radikalt modbillede til den personlige frihed, som jo er et dominerende tema i vor tid. Det vil i meget højere grad minde og et jæger- og samlersamfund, hvor alting bliver brugt og genbrugt," mener han.
"I 'Into Eternity' skal man menneskeligt fatte, at atomaffaldet er giftigt i 100.000 år. Det er et afgørende skel i menneskehedens historie, at vi nu kan gøre sådan noget," erklærer Michael Madsen – og spejder efter de næste skel. Når de fremmede lander i vores baghave. Eller når den første odyssé til stjernerne drager af sted.
"The Visit" havde verdenspremiere på Sundance Film Festival søndag den 25. januar. Filmen er produceret af Lise Lense-Møller for Magic Hour Films med støtte fra Det Danske Filminstitut og har dansk premiere senere på året.
