Mere dansk i Berlin

Musen

Berlin Filmfestivalen 2009 nærmer sig, og allerede inden de sidste film er udtaget, er dansk film flot repræsenteret på festivalen, der afholdes 5.-15. februar.

Inden for de seneste dage er endnu en dansk kortfilm, en dansk koproduceret dokumentarfilm og en fransk spillefilm med dansk instruktør udvalgt til festivalens serier.

Pil Maria Gunnarssons 13 minutter lange kortfilm "Musen" konkurrerer i Generation Kplus om en Krystalbjørn for bedste børnefilm. 10-årige Liv får en lille hvid mus af Mike, hendes kæreste i klassen, men da Mike taler lidt for meget med hendes veninde i skolen, bliver Liv jaloux og lader det gå ud over musen. Filmen er produceret af Cosmo Film for New Danish Screen.

Yoav Shamirs "The Secret War" (arbejdstitel), der deltager i serien Forum, er en dansk/østrigsk/israelsk/amerikansk koproduktion, der skildrer den langvarige kamp mod antisemitisme på mange niveauer og i mange lande. Filmen er produceret af SF Film Production med støtte fra Det Danske Filminstitut. Yoav Shamir var jurymedlem på CPH:DOX i 2008.

Danske Rie Rasmussen, der i 2004 havde "Thinning the Herd", med i Cannes' kortfilmkonkurrence, har opnået en fornem placering i serien Panorama med den fransk producerede spillefilmdebut "Human Zoo". Filmen følger en halvt albansk, halvt serbisk pige, Adria, i parallelle forløb under perioden med de værste kamphandlinger i Kosovo og igen i nutidens Marseille, hvor hun lever som illegal indvandrer.

Lotte Svendsens spillefilm "Max Pinlig" er tidligere inviteret til konkurrenceprogrammet med børnefilm, Generation Kplus, og Mads Matthiesens kortfilm "Cathrine" deltager i konkurrencen Generation 14plus med ungdomsfilm.

Festivalen er endnu ikke færdig med at udvælge til serierne. For yderligere dansk deltagelse på festivalen se: DFI Berlin website

Musen
CPH:DOX om Yoav Shamir
Rie Rasmussens website

[Foto: Adam Philp. "Musen"]