Egentlig går det længere tilbage end "En soap". Lige siden hendes første novellefilm fra 2002, "Habibti min elskede", har Pernille Fischer Christensen været kammerspillets ukronede dronning – en instruktør, der udforsker forholdet mellem mennesker, gerne kun to af slagsen, i intime og intense fortællinger. Det var ikke den type instruktør, Pernille Fischer Christensen havde planer om at være.
"Da jeg startede på filmskolen, havde jeg aldrig arbejdet med skuespillere overhovedet eller interesseret mig for skuespil. Jeg kom fra noget meget visuelt funderet og var mere optaget af filmiske eksperimenter. Det med at instruere skuespillere var jeg derfor ikke så god til i starten, og jeg var også nervøs for det."
Det ændrede sig hurtigt – og grundigt. Debutspillefilmen "En soap" fra 2006 fortalte om forholdet mellem en ung kvinde, der netop har forladt sin kæreste, og hendes transseksuelle underbo. I løbet af filmens 104 minutter forlod Fischer Christensens kamera knap nok de to skuespillere Trine Dyrholm og David Dencik og de små københavnske lejligheder, som filmen blev optaget i. De intime portrætter blev belønnet med både en Sølvbjørn og en debutantpris på filmfestivalen i Berlin samme år.
"Jeg tror, at det har noget at gøre med min interesse for mennesket en miniature. Det er mellem dig og mig, at 'det store' i livet sker. Svigt, afmagt, kærligheden …"
"Dansen" fra 2008 bevægede sig lidt mere ud af de små lejligheder, men var ligeså nysgerrig på to menneskers dans om hinanden i fortællingen om en indehaver af en danseskole, der forelsker sig i en elektriker med en fortid i fængslet. Denne gang spillede Trine Dyrholm over for Anders W. Berthelsen. Og i "En familie" fra 2010 blev dramaet foldet ud til en lille familie, der ser deres far sygne hen og dø af kræft.
Med "En du elsker" er Fischer Christensen tilbage med et nyt intimt drama, skrevet sammen med hendes faste makker og samlever, forfatteren Kim Fupz Aakeson. Denne gang fortæller de historien om en verdensberømt rockmusiker, spillet af Mikael Persbrandt, der vender hjem fra USA og modvilligt må tage sig af sin voksne datter og hendes lille søn. Igen er Trine Dyrholm med, i rollen som musikerens danske producer. De små toværelseslejligheder er skiftet ud med et slot, og de almindelige hverdagsdanskere har fået selskab af en stjerne. Men bag al glamouren er "En du elsker" stadig et klassisk Fischer Christensen’sk drama, en intim historie mellem mennesker.
Hvordan opstod idéen med en film om en hjemvendt rockstjerne?
"Mange af mine film vokser ud af karakterer og af en lyst til at arbejde sammen med en bestemt skuespiller. Denne gang faldt min kærlighed på Mikael Persbrandt."
"Derudover havde jeg lyst til at arbejde med musik. Musik betyder rigtig meget for mig i det daglige. Vi hørte altid musik, da jeg var barn, og jeg spillede også selv musik. Jeg kan ikke spille noget som helst mere, men jeg havde alligevel lyst til at arbejde med at skabe original musik helt fra scratch."
"I andre af mine film har jeg arbejdet med lange improvisationsforløb og har brugt meget tid på at finde karakteren. Med denne her film havde jeg lyst til at arbejde med et forløb, hvor vi udviklede musikken parallelt med karakteren og manuskriptet, så det blev en homogen, men samtidig modsætningsfyldt helhed. For mig handler filmen om et menneske, der tror på friheden med stort F. Han har forsøgt at gøre sig fri af alting. Han har gjort sig fri af sin baggrund, sine forældre, sin religiøse og musikalske opdragelse. Han har gjort sig fri af sit land – han er svensk, men har boet i USA i mange år. Han har gjort sig fri af kvinder, for han er lige kommet ud af et ægteskab. Han har gjort sig fri af fremtiden, forstået på den måde, at han ikke har noget med sin datter at gøre, og han har gjort sig fri af sit misbrug. Så han lever i et selvbestaltet frihedseksil. Det er det, der bliver udfordret i filmen, og som musikken skal være med til at fortælle."
Han har gjort sig fri, men han er jo ikke fri. Han er som et barn, der ikke kan klare noget selv.
"Hans idé om frihed er blevet et fængsel og et sjæleligt fallit. Han tror, at han lever ud ad en vej, men han lever i virkeligheden ud ad en helt anden vej."
Ligger der her også en udforskning af forældreskabet? Hovedpersonen gør jo alt det, man ikke må som forælder.
"Han er i hvert fald ikke særlig kærlighedsfuld. Heller ikke over for sig selv. I forhold til forældreskabet handler filmen om det, jeg kalder 'oprydning', altså at vi alle som forældre har et ansvar for at rydde op i lortet og sørge for, at vi ikke giver for meget videre til den næste generation. Det er noget af det, hovedpersonen Thomas får øje på i filmen. At han tror, at hans frihed ligger i at lægge et ansvar fra sig, men der ligger jo en stor frihed i at tage ansvar for sit liv og sine handlinger og ikke være et offer. Den måde, han taler om sin egen far på og om det opgør, han har taget med ham, hænger han stadig fast i."
"En du elsker". Foto:Rolf Konow
Hvorfor valgte du Mikael Persbrandt til rollen som rockstjernen Thomas Jacob?
"Med Mikael var jeg fri for at skulle ud og lave en masse research. Det er ikke nogen hemmelighed, at Mikael har levet et vildt liv. Han havde rigtig meget at give på den front. Samtidig søgte jeg også en skuespiller, der har en stor maskulin kraft, men også noget sart og følsomt. Det er det paradoks eller den modsætning, der er til stede i Mikaels karakter. På den ene side er han afstumpet og afvisende, på den anden side kan han skabe den fineste poesi om kærlighed gennem sine sange."
"Mikael er en vild mand, nok det vildeste menneske, jeg nogensinde har mødt. Hver gang man har sagt én ting om ham – også som skuespiller – kan man ofte sige det modsatte, lidt som hans figur i filmen. Han er virkelig rå. Den ene dag kan han komme og ligne en rocker, også i sit tøj, og den næste dag er han helt yndig, nærmest som en balletdanser. Når man foreslår ham noget, ved man aldrig, om han svarer 'jeg elsker dig!', eller om han kigger på en med et blik, der siger 'det var da det mest latterlige forslag'. Man bliver enormt nærværende, når man er sammen med ham. Man kan ikke tage noget for givet. Han tør hele tiden udfordre. Når vi skulle i gang med at indspille scenerne, gik han aldrig efter det oplagte og selvfølgelige."
Hvad var forbilledet for Thomas Jacob?
"Han er et stort miskmask af det, som jeg synes er spændende og fedt – både i forhold til personen og musikken. Vi talte meget om Leonard Cohen i forhold til sjæleligheden og spiritualiteten i teksterne. Og helt sikkert Nick Cave. Hans ballader er noget af det fineste, jeg ved. Dem har jeg lyttet og tudet meget til. Der er altid en meget stærk melodi, en skønhed, men også noget djævelsk. Det er noget, jeg altid leder efter i karaktererne i mine film, det dér clash mellem skønhed og grusomhed."
Sangene og teksterne i filmen er skrevet af Tina Dickow, på baggrund af dine oplæg. Er det et bevidst twist, at sangene skulle have en feminin side?
"Jeg synes, det var super interessant, at der inde i denne her mand bor noget meget feminint og sanseligt. Hvad sker der, når en mand synger noget, en kvinde har skrevet? Det snakkede Mikael og jeg meget om. Han sagde sådan noget som at 'en mand vil aldrig skrive, at han tager tøjet af'. Men hvorfor fanden ikke det, det er sgu da lækkert! Hvor mange gange har jeg ikke set malerier med kvinder, der er afklædte og på vej i bad … Nu vender vi lige bøtten, sagde jeg til ham. Kvinderne vil da elske at høre dig synge om, at du er til stede i øjeblikket, i nuet."
Hvordan havde Persbrandt det med at synge?
"Det havde han ikke prøvet før, så det var en stor udfordring for os begge to. Heldigvis har Mikael en meget smuk stemme, og så sker der jo også noget med en, når man synger. Det sætter ting i gang i en, og det kan være ret voldsomt. Man synger jo med sin krop. Det åbner følelser. Det var stort for ham. Han har overvundet sig selv ved at gøre det."
"En du elsker" havde verdenspremiere på Berlinalen i februar. Filmen er produceret af Sisse Graum Jørgensen og Vinca Wiedemann for Zentropa.
