For halvandet år siden lå instruktør Phie Ambo vågen om natten af bekymring over, hvad klimaforandringerne ville betyde for hendes børns fremtid. Hun var ikke overbevist om, at den daværende borgerlige regering delte hendes bekymring. Men da Socialdemokraterne vandt Folketingsvalget i 2019 efter en valgkamp med klima som dominerende dagsorden, og den nye regering kastede sig over en ny, ambitiøs klimalov, besluttede hun sig for at undersøge, hvad der egentlig foregår i de politiske forhandlinger.
I dokumentarfilmen '70/30', der åbner CPH:DOX den 21. april, følger Ambo processen bag udarbejdelsen af klimaloven og klimahandlingsplanen gennem fire hovedkarakterer: Klimaminister Dan Jørgensen, daværende formand for klimaudvalget Ida Auken og de to unge aktivister Esther Michelsen Kjeldahl og Selma de Montgomery. Arbejdet har givet instruktøren sin nattesøvn tilbage.
"Som klimaaktivist kan man blive desperat over, hvor langsomt det politiske arbejde går. Jeg har tænkt, om beslutningstagerne overhovedet lever i samme tidsalder, om de læser de samme rapporter, eller om de bare er ligeglade, fordi de selv snart skal dø," siger Phie Ambo.
"Men jeg er blevet virkelig positivt overrasket over at finde ud af, at vi rent faktisk er på samme side, og at politikerne har haft sindssygt travlt med at skabe en bredt funderet klimalov og alle prøver at komme i mål med at reducere udledningen med 70 procent. Mine skuldre er simpelthen faldet med 10 centimeter."
Fokus på konflikt
Hvorfor tror du, at du havde den modsatte opfattelse?
"Normalt bliver politikere skildret i en meget konfronterende stil i medierne. De får sjældent lov til at fuldføre en sætning, og overskrifterne handler om interne personopgør. De katastrofeagtige og konfliktoptrappende overskrifter, jeg læste under klimaforhandlingerne, kunne jeg slet ikke genkende i virkeligheden. Den kommunikationsform er ærgerlig, især for de unge, der har sat klima på dagsordenen, og kan komme til at miste modet, når de hører, at politikerne forsøger at slippe udenom at handle.
Jeg havde svært ved at få adgang til Dan Jørgensen, og jeg tror, det er fordi, politikerne er vant til, at medierne kun møder op for at fælde dem. Jeg forstår godt forsigtigheden, for medierne har et heftigt fokus på alt det, der er i vejen, og meget lidt fokus på, hvad der virker, og hvilken vej vi skal."
Hvordan er din tilgang anderledes end den typisk journalistiske?
"Jeg har ikke den journalistiske tilgang til, at jeg er forpligtet til at høre nogle fra Liberal Alliance eller Nye Borgerlige, der forlod forhandlingerne. Jeg forsøger ikke at foregive en form for objektiv sandhed, men formidler mit subjektive blik på verden. Det er en dokumentarfilm, der indskriver sig i den klassiske cinema verité-tradition, hvor jeg har valgt nogle karakterer, som jeg følger. På den måde er den atypisk for det politiske rum, og jeg er i finansieringen blevet mødt med en holdning om, at når jeg begiver mig ind i magtens sale, må jeg lave film på en anden måde. Men jeg synes, at det er min frihed som dokumentarist at vælge, hvilke karakterer, jeg vil skildre."
Hvorfor ville du ikke høre den anden side?
"Jeg synes ikke, at vi står et sted i historien, hvor jeg skal give taletid til klimafornægtere. De har allerede fået rigelig taletid. Det har været helt vanvittigt at se, hvordan dogmet om at høre 'den anden side' har overtaget dagsordenen og bragt så meget tvivl ind i debatten, at det faktisk har forsinket klimahandlingen med 30 år. Vil vi stå på en brændende planet og sige, det kan godt være, at vi drukner eller brænder op, men i det mindste holdt vi fast i princippet om at høre den anden side?"
Friheden til at fortælle subjektivt
Dokumentarserien 'Allen V. Farrow' har på det seneste rejst debat om partiskhed i dokumentarfilm. Mener du, at man som dokumentarist må have en dagsorden på forhånd?
"Ja, men det er vigtigt, at man har en varedeklaration. Jeg skal fx ikke foregive at være ude i en udvidet TV-Avis. Hvis man viser i sit sprog, hvor man er som fortæller, synes jeg, at man må fortælle alle de historier, man vil. Så må publikum øve sig i at forholde sig kritisk til information.
Det er en diskussion, som minder mig om, dengang Sami Saïf og jeg lavede 'Family' for 20 år siden. Den blev dårligt anmeldt i Danmark og udnævnt til journalistisk makværk, fordi det på det tidspunkt ikke var velkendt, at en dokumentarist kunne være et subjekt, der fortalte om virkeligheden. Jeg har en fornemmelse af, at det at være subjektivt fortællende har fået sværere kår igen, og jeg synes, at vi skal kæmpe for muligheden for at fortælle ud fra vores eget ståsted i den kunstneriske dokumentarfilm. Jeg tror ikke på, at der findes en objektiv sandhed, når det kommer til menneskelige forhold, og det er en vigtig del af menneskeheden, at der er plads til at dele forskellige oplevelser."
Hvordan varedeklarerer du dit ståsted?
"Jeg bruger fx nogle animationer af en jordklode, som er et klart fiktionsgreb. Og jeg gør opmærksom på, at jeg er bagved ved nogle gange at sige nogle lyde bag kameraet, lade kameraet hoppe eller lige stille skarpt. Det er en måde at deklarere, at filmen ikke er en direkte reportage af en tv-fotograf."
Er din film aktivistisk?
"Nej, jeg ser den ikke som en aktivistisk film. Når jeg står med mit kamera, er jeg ikke klimaaktivist, men historiefortæller. I aktivistiske film har man typisk en hypotese eller et argument, som man folder ud. Jeg går åbent ind og følger nogle karakterer og en proces, som jeg ikke kan styre.
Hvis jeg lavede propaganda, havde jeg nok stoppet filmen, da klimaloven blev vedtaget, og vi var helt oppe i jubelregistret. Men rent dramaturgisk er det et forkert sted at stoppe, fordi det er point of no return. Der skal man gå videre, fordi det er der, modstanden indtræffer."
'70/30' er åbningsfilm på CPH:DOX og deltager i festivalens hovedkonkurrence. Filmen er produceret af Malene Flindt Pedersen for Hansen & Pedersen med støtte fra Det Danske Filminstitut.