"Drengelejren" skildrer en gruppe drenge mellem 11 og 14 år, som mødes og finder hinanden på en sommerlejr arrangeret af Red Barnet. Drengene kommer fra hjem uden meget overskud, og deres hverdag er præget af marginalisering og mobning. På trods af de svære omstændigheder viser drengene sig i stand til at nærme sig hinanden og give hinanden omsorg. Deres indbyrdes kontakt er båret af humor og en afvæbnende bramfrihed, når først isen og de negative mønstre bliver brudt. På de fem dage lejren varer, finder drengene ressourcer i sig selv, som hverken de selv eller andre drømte om, at de havde.
Filmprojektet om drengene havde sin spæde start, da Cathrine Asmussen researchede på Red Barnets website om deres sommerlejr.
"Jeg havde ikke en vinkel, der hed 'mobning' fra begyndelsen. Først interviewede jeg drengene hjemme hos dem, lod dem fortælle deres historie. De snakkede alle sammen om mobning, så det blev vinklen. Og på sommerlejren, udspillede scenerne sig bare for øjnene af mig."
Cathrine Asmussen mener, at mobning er en problematik, som berører alle, børn som voksne, og noget kunne tyde på, at hun har ret. Ifølge Børnerådet oplever i gennemsnit én elev i hver skoleklasse at blive mobbet ugentligt, og ifølge Arbejdstilsynet har 29 procent været vidne til mobning på arbejdet indenfor de sidste 12 måneder.
"Enten er man offer, eller også er man mobber. Måske er man bare vidne, men alle har set mobning. Alle kender til mobning. Selv var jeg helt klart mobberen, da jeg var barn," siger Cathrine Asmussen.
Fordi problemstillingen vedrører og bevirker en meget bred målgruppe, har identifikation som filmisk redskab været helt afgørende i Cathrine Asmussens film.
"Det glæder mig at vise filmen bredt, både til børn og voksne. De her børn er dig og mig. Jeg tror på, at der er kortere vej til at hjælpe børn, der bliver mobbet, hvis man kan identificere sig med dem."
Den bedste oplevelse var at se reaktionen fra de medvirkende drenge, da de havde set den færdigklippede udgave af filmen, fortæller Cathrine Asmussen.
"De var stolte over sig selv. De følte, de var blevet set. 'Årh, det er en rigtig film. Hvornår skal vi lave 2'eren?' spurgte de."
"Drengelejren" har givet grobund for en landsdækkende kampagne, der netop er blevet lanceret. Kampagnens navn er "Jeg er for sej til at mobbe" og med t-shirts og Lagkagehusets kager, der bærer samme slogan, håber Red Barnet og Cathrine Asmussen, at der vil komme fokus på mobning. Cathrine Asmussen har store drømme for filmen.
"Jeg håber, at filmen vil resultere i en række oplæg i skolerne indenfor emnet mobning. Men det er måske naivt at tro, at filmen decideret ændrer folks adfærd. Mit største håb må være, at seeren sidder tilbage med stor kærlighed til drengene."
Cathrine Marchen Asmussen brød igennem med "Ghettoprinsesse" i 2000. Derudover har hun blandt andet instrueret "En mors historie" fra 2002.
"Drengelejren" har premiere under BUSTER filmfestival i Grand Teatret fredag d. 6. september kl. 10. Her kommer Cathrine Marchen Asmussen og tre af drengene fra filmen til Q&A. Alle forestillinger under BUSTER filmfestival koster 15 kr.
Køb billet i Grand Teatret lørdag den 7. september
"Drengelejren" vises på DR2 den 10. og 20. september.
"Drengelejren" er produceret af Sara Stockmann for Sonntag Pictures ApS med støtte fra Det Danske Filminstitut.