New York-premiere på Ekspeditionen til verdens ende

INTERNATIONALT. Ekspeditionsfilmen, der er instrueret af Daniel Dencik, får premiere på den amerikanske østkyst, når den vises i Red Hook, Brooklyn den 1. august.

Som del af The Rooftop Films "2013 Summer Series" får "Ekspeditionen til verdens ende" New York-premiere torsdag den 1. august på The Waterfront Museum i Brooklyns Red Hook-kvarter.

Producer Michael Haslund-Christensen vil være til stede for at introducere filmen og svare på spørgsmål.

Rooftop Films, som er et New York-baseret non-profit-projekt, præsenterer for 17. gang udendørs visninger af independent film fra maj til september. Sommerens "Underground Movies Outdoors" byder på både dokumentar-, spillefilm og kortfilm, hvoraf de fleste er New York-, USA- eller verdenspremierer.

"Ekspeditionen til verdens ende" er en film om verdens opståen, menneskets undergang og livets fortsættelse, når mennesket ikke er her længere. Rammen om fortællingen er ekspeditionsskibet Activs rejse til verdens fjordsystemer i det nordøstligste Grønland, hvor kun en håndfuld mennesker tidligere har sat deres fod. Ekspeditionen bliver et møde med de mekanismer, der peger hen imod en udvikling, hvor civilisationen vil stå tilbage som et kort tidsglimt mellem to istider. I en gravalvorlig komedie ser Moder Jord på mennesket, og hvordan mennesket forvalter sin eksistens på jorden.

Den filosofiske undersøgelse af rejsen til verdens ende havde dansk premiere i 60 biografer i februar 2013 og har siden deltaget i 33 internationale festivaler i 19 lande.

"Ekspeditionen til verdens ende" er instrueret af Daniel Dencik med manuskript af Michael Haslund-Christensen, Daniel Dencik og Janus Metz. Michael Haslund-Christensen har produceret for Haslund Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Se link til eventet.

Læs mere på filmens hjemmeside.

Trailer