Nogle laver film – Christel Hammer gør dem synlige

Christel Hammer har normalt styr på Lars von Triers offentlige optrædener. Men op til Robert Prisen den 1. februar havde PR-agenten forgæves forsøgt at finde ud af, om den prisuddelingssky instruktør ville dukke op. Ingen vidste noget. Selv ikke Robert-komiteen ville ud med et svar. Så overraskelsen var stor – ikke bare for Hammer, men for hele salen – da Trier indtog scenen sammen med sin diametrale modsætning, Regner Grasten, for at uddele årets Æres-Robert.

Trier står lidt i baggrunden og knuger Robert-prisen, mens Grasten holder motivationstalen. Der bliver lavet film om Jægerkorpset, Navy Seal og Special Air Service, siger han. Alt sammen dødsensfarlige operationer.

"Men der er én operation, der er farligere end alle andre. Den er livsfarlig; den er psykisk farlig. Vi er alle sammen afhængige af den. Hvis PR-operationen ikke blev gennemført, var vi stendøde. Så kunne vi lave denne her fucking Robert, og ingen ville lægge mærke til den. Derfor går Æres-Roberten til en person, som vi alle skylder en tak for, at vi kan stå her i dag, og at folk kender vores film."

Er vi gift, eller hvad?

"Det var først og fremmest, fordi jeg skulle uddele prisen til Christel Hammer, som jeg jo har arbejdet sammen med i mange, mange år," forklarede Lars von Trier til Ritzau om sin tilstedeværelse til Robert Prisen. Udover interviews med Politiken og DR, var det første gang, Trier talte offentligt siden sin selvpålagte mundkurv. Her er Trier til Hammers 70-års fødselsdag. Foto: Lars E. Andreasen

Prisen går til Christel Hammer, der driver Hammer PR sammen med sin datter, Helle. Hun har arbejdet i PR-branchen siden 1966 og har promoveret film for bl.a. Nils Malmros, Susanne Bier, Bille August, Per Holst, Regner Grasten og Lars von Trier. Kørt 40 byer rundt med børneskuespillerne i "Far til fire" og "Anja og Viktor" og beroliget Trier i Cannes siden "Forbrydelsens Element" i 1984.

"Dengang var han meget ung og provokerende," husker Christel Hammer. "Han kom ned og havde kronraget sig selv – og det var altså ikke moderne dengang. Jeg var aldrig sikker på, om han dukkede op til pressemøder eller på den røde løber." Til Cannes-premieren på "Breaking the Waves" måtte hun da også vente forgæves. Forbierne tog over, og Trier kom aldrig længere end til Rødby.

Men selvom hendes opgaver har spændt fra at "holde rede på alle idioterne" fra "Idioterne" og bede de danske journalister om at smide tøjet til Peter Aalbæks poolparty – "Jeg skulle tage tid på, hvor hurtigt de kunne svømme op og ned ad svømmebassinet" – har hun altid nydt at være i Cannes med Trier.

"Vi har prøvet mange sjove ting sammen," siger hun. "Han stoler på mig. Ellers havde jeg ikke holdt så længe. Men han er rigtig strid og taler forfærdeligt til mig. 'Du ligner noget, katten har slæbt ind,' kan han finde på at sige. Nogle gange tænker jeg, 'er vi gift eller hvad?'"

Til et pressemøde for den skandinaviske presse beder hun journalisterne om at trække sig lidt tilbage, fordi hun ved, at Trier hader, når folk går tæt på ham. "Så siger han højt og flot, 'Det er min pressedame, hun er skide sur i dag.' Han har en meget fin sans for humor."

Da det gik galt til det internationale pressemøde for "Melancholia", var det Helle Hammer, der var med. Hun blev mod sædvane nægtet adgang til salen. Situationen hidser hende stadig op. "Det var ikke sjovt. Også fordi det var så misforstået. Hvorfor var der ikke en moderator, der stoppede det?" spørger hun.

"Det fatter jeg heller ikke," tilføjer Christel Hammer. "Men nu må der også efterhånden være slået en pæl igennem det. Det kan ikke blive ved."

Med ærlighed kommer man længst

Med Trier kommer pressen af sig selv. Andre film skal der arbejdes mere for. "Men så må man bare finde nogle vinkler," siger Christel Hammer. Hun mener, at den vigtigste evne for en PR-agent er fightervilje. At tro på produktet. Få skæve ideer. Ikke tage et nej for et nej. Og være ærlig.

"Jeg tror på, at man skal opføre sig ordentligt. Vi har et godt forhold til pressen, fordi vi ikke overdriver eller oversælger. Vi er nøgterne med, hvad vi har med at gøre. Det er bedre, at journalisterne bliver positivt overraskede, end at de tænker, 'var det bare det'?" siger Christel Hammer.

Ikke alle film er lige stor kunst, men som regel kan hun finde kvaliteter i dem. Hendes mange samarbejder med Regner Grasten er altid inspirerende, siger hun.

"Om det er 'Vildbassen', 'Krummerne' eller 'Anja og Viktor', så tror han, vi sidder med en film cirka på højde med 'Borte med blæsten'. Han er en meget højtråbende producent, men det er skønt at arbejde sammen med en, der virkelig tror på det."

Med børne- og familiefilmene har hun været glad for at følge barnestjernerne – som Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke, der i dag selv har børn. De har turneret Danmark tyndt sammen mange gange. Christel Hammers gør meget ud af at beskytte de unge spillere, der ikke er opmærksomme på, at det de siger, kan havne på forsiden af Ekstra Bladet næste dag. Men det er vigtigt at få skuespillerne ud at give autografer. Christel og Helle Hammer tror på det personlige møde med publikum, lokalmediernes magt og ikke mindst word of mouth-effekten. Også i den digitale tidsalder.

"Vores slutmodtager er i biografen. Kunsten er at holde de unge væk fra de sociale medier og få dem ind i biografen. Det kan godt være, at biografen er old school, men for fanden, så er vi old school," siger Helle Hammer.

"De første 10 år var det svært, men nu går det bedre," siger Christel Hammer med et grin om samarbejdet med datteren Helle. "Vi er gode til at få ideer sammen, og vi kan begge to lide udfordringer." Foto: Lars E. Andreasen

Polle og slamslugeren

Og hvad er så den sjoveste opgave, modtageren af årets Æres-Robert har haft?

Christel og Helle Hammer er helt enige: Det er "Polle Fiction", der bygger på Sonofon-reklamerne med Polle fra Snave.

"Det her kan vi ikke lægge navn til," sagde Christel til Helle, efter at have set filmen. Men producenten, Thomas Lydholm, var så flink, at de ikke kunne sige nej. Og da filmen havde premiere samme dag som en anden stor dansk film, Ole Bornedals "Jeg er Dina", tog fanden ved dem. Nu skulle de give de andre baghjul.

De lejede en bus med en slamsuger og kørte rundt med skuespillerne, der optrådte som karaktererne i filmen. Den første dag var de nervøse for, om der ville være nogen mennesker. Men da de kom frem, var der så mange, at de kunne de ikke komme gennem gaderne. "Der lykkedes det virkelig at få ryddet nogle forsider på ugebladene," fortæller Christel Hammer fornøjet.

"Polle Fiction" solgte 266.000 billetter, et mulehår foran "Jeg er Dina", som endte på 260.000.

"Polle Fiction".

Mindre personlig kontakt

Christel Hammer begyndte i sit første PR-job i Columbias danske afdeling i 1966. Efter otte år tilbragte hun fem år i UIP og otte år i Per Holsts Kærne Film, inden hun i 1987 startede sit eget firma. Hun mener ikke, at hendes arbejde har ændret sig grundlæggende, men kan godt savne tiderne med mere tid, fest og farver. Dengang hun inviterede journalisterne på frokost flere gange om ugen og kunne forvente en ekstra stjerne, hvis det lykkedes at drikke Ekstra Bladets anmelder fuld inden en forestilling. 

I gamle dage havde skuespillerne heller ikke agenter. Og det er nu engang nemmere at have en direkte kontakt frem for at skulle vente på svar fra agenterne.

"Da jeg lavede PR på 'Frøken Smillas fornemmelse for sne', var der nogle meget krukkede yngre skuespillere, der skulle godkende alle billeder. Det var meget bøvlet, når de var to på billederne. Men så var der den store engelske skuespiller, Richard Harris. Da jeg går ind til ham for at spørge om billederne, siger han: 'Jeg går ud fra, at det er dig, der laver PR. Du har nok mere forstand på det end mig.'"

På samme måde efterlyser hun mere tillid fra agenterne. "De må også stole på, at det er os, der kender medierne og journalisterne," siger hun, og Helle Hammer supplerer: "Jeg tror ikke, de forstår vigtigheden af, at skuespillerne skal promoveres."

Foto: Rolf Konow

Jagtet af formiddagspressen

I nogle tilfælde gælder det dog om at holde pressen væk. Som dengang Lars von Trier i al diskretion havde forladt sin kone Cæcilie Trier tre uger efter, at hun havde født deres anden datter, til fordel for sin nuværende kone, Bente Trier, der dengang var hans ældste datters klasselærer. Det kom han til at dele med hele pressen til et foredrag i Göteborg.

"Han ringer til mig og siger, 'Jeg er kommet til at fortælle, at jeg er forelsket i Bente. Hvad skal vi gøre?'" fortæller Christel Hammer. "Så begyndte alle journalisterne at ringe og spørge, hvornår han lander. Fint, tænkte jeg, de tror, han lander i Kastrup. De har glemt, han ikke flyver. Så sagde jeg til ham, 'så er det på en færge, kammerat, og det kan ikke gå stærkt nok'. Der var ikke nogen, der stod ved færgen i Helsingør og tog imod ham. De ventede på ham i lufthavnen. Så situationen blev lige reddet. Men jeg glemmer aldrig, hvad han sagde, da han ringede til mig: 'Men jeg sagde det jo på engelsk.'

"Vi vil gerne have Gunnar Ob-, nej undskyld, Christel Hammer…" sagde Lars von Trier, da han skulle overrække Æres-Roberten til Christel Hammer. Og nej, han havde ikke glemt hendes navn. Filmkøbmanden Gunnar Obel, som Christel Hammer var kæreste med, da han producerede Triers "Europa" i 1991, har været genstand for en intern joke mellem de to i 25 år. "Han var lidt speciel…" siger Helle Hammer.

Forbrydelsens element

Lars von Trier, 1984

Hos en hypnotisør i Cairo bringes politimanden Fisher til at generindre sin efterforskning af nogle mystiske mord i Europa. Der er tale om et Europa i en nær fremtid, hvor alt er i opløsning og fuldstændigt forfald. Kriminalsagen, Fisher efterforsker under den barske inspektør Kramers ledelse, har tidligere været i hænderne på Fishers lærer på politiskolen, Osborne, forfatter til bogen "Forbrydelsens element".

Kærlighed ved første hik

Charlotte Sachs Bostrup, Tomas Villum Jensen, 1999

Victor går i 1. g, men er forelsket i Anja fra 3. g.

Flamberede hjerter

Helle Ryslinge, 1986

Hverdagskomedie om en trediveårig sygeplejerske og hendes liv. Hun har en kedelig kæreste og en affære med en besiddende og voldelig læge. Hun deler lejlighed med en bøsse og er nært knyttet til sin bror, en noget usikker og kærlighedssøgende fyr.

Frøken Smillas fornemmelse for sne

Bille August, 1997

Den eneste ene

Susanne Bier, 1999

Sonny vil gerne have et barn. Det vil Susanne ikke. Da de kontakter en fertilitetslæge, finder Sonny ud af, at Susanne har bedraget ham ved kun at have haft samleje lige efter sin menstruation.

Europa

Lars von Trier, 1991

Tyskland efter sammenbruddet i 1945. Til det totalt ødelagte land ankommer amerikaneren Leo Kessler, hvis forældre var tyskere. Hans onkel har skaffet ham ansættelse ved jernbanerne.

Kærlighedens smerte

Nils Malmros, 1992

Kirsten er en glad pige, der klarer sig igennem gymnasiet ved at charmere sine omgivelser. Hun påbegynder en læreruddannelse, hvor hun har sværere ved at klare kravene. Hun får et barn med en tilfældig bekendt, men er forelsket i sin lærer fra gymnasiet, Søren.

Det forsømte forår

Peter Schrøder, 1992

Hans Scherfigs satiriske klassiker har som udgangspunkt en gruppe samfundsstøtters studenterjubilæum. De veletablerede gamle studenter husker kun deres skoletid som en vidunderlig oplevelse. Men virkeligheden var en anden.

Nattevagten

Ole Bornedal, 1994

Martin får studenterjob som nattevagt på Retsmedicinsk Institut og skal her gå regelmæssige runder i de rum, hvor de døde opholder sig inden deres endelige hvile. Samtidig finder en række bestialske kvindemord sted i København, og der begynder at foregå mystiske og uhyggelige ting på instituttet. Martin opdager til sin skræk, at flere spor peger mod ham.

Idioterne

Lars von Trier, 1998

En gruppe unge mennesker har fundet sammen om et projekt: at finde deres indre idiot.
De optræder som 'spassere', når de færdes ude i samfundet, og nyder ellers bare livet sammen i Stoffers onkels store villa i Søllerød - en villa, der ellers stod tom, fordi Stoffer skulle forsøge at sælge den for onklen. De udfordrer dagligt hinanden og deres omgivelser med deres idiot-lege.

Elsker dig for evigt

Susanne Bier, 2002

Cecilie og Joachim er unge og forelskede, men Joachim køres ned og bliver lam fra halsen. Kvinden, der fører ulykkesbilen, er Marie, mor til tre og gift med lægen Niels. Samme Niels kontakter Cecilie på hospitalet for at holde hende orienteret om Joachims tilstand.

Hvidsten Gruppen - nogle må dø for at andre kan leve

Anne-Grethe Bjarup Riis, 2012

Hvidstengruppen, en af besættelsestidens mest berømte illegale grupper, var kernejysk. Hvidstengruppen lever i eftertidens minde med en næsten mytisk glans. Det skyldes, at henrettelserne ramte en enkelt familie og en lille lokalbefolkning usædvanlig hårdt, men nok også, at gruppens medlemmer fremtrådte som udtryk for en stærk og sej, urdansk oprindelighed.

Dancer in the Dark

Lars von Trier, 2000

Filmen er en opsigtsvækkende, kontroversiel blanding af kras melodrama, klaustrofobisk socialrealisme og moderne musical. Hovedpersonen Selma, en troskyldig tjekkisk emigrant, arbejder på fabrik i en lille amerikansk by og lever og ånder for sin dreng Gene. Hun skjuler, at hun er ved at blive blind og sparer hemmeligt op til en øjenoperation til sin svagtseende søn.

Pelle Erobreren

Bille August, 1987

Filmatisering af første del af Martin Andersen Nexøs socialrealistiske klassiker. Den midaldrende enkemand Lasse kommer med sin lille søn Pelle fra Sverige til Bornholm og får arbejde på en større gård. Dette er udgangspunktet for skildringen af landarbejdernes fattige og barske kår i slutningen af det 19.

Dogville

Lars von Trier, 2003

Filmen er fortællingen om Grace, der søger tilflugt fra nogle gangstere i byen Dogville. For at kunne blive i byen, må Grace hjælpe indbyggerne med forskellige praktiske gøremål. Men da eftersøgningen af Grace skærpes, kræver beboerne flere og flere ydelser som betaling for den risiko, de løber ved at skjule hende.

Lærerinden

Bo Widerberg, 1995

Bo Widerberg vender tilbage til scenen for sine første filmtriumfer, Malmøs arbejderklassekvarterer under Den 2. Verdenskrig, med denne brede familie- og miljøskildring, der dog fokuserer specielt på en klassisk dreng-bliver-voksen historie. 15-årige Stig forelsker sig i sin 37-årige lærerinde.

Dansen med Regitze

Kaspar Rostrup, 1989

Filmatisering af Martha Christensens meget læste roman, der i tilbageblik fortæller historien om arbejderægteparret Regitzes og Karl Aages lange samliv. Om det umage par - det udfarende og uberegnelige livstykke Regitze over for den tilpasningssøgende Karl Aage - der holder sammen, fordi samlivet hele tiden er styret af en ubetinget kærlighed.

Øen i Fuglegaden

Søren Kragh-Jacobsen, 1997

12-årige Alex klarer sig alene igennem 3 måneder i en tom jødisk ghetto under 2. verdenskrig. Det eneste, der holder ham oppe, er troen på, at hans far som lovet vil komme og hente ham.

Kundskabens træ

Nils Malmros, 1981

Ligesom "Lars Ole, 5c" (1973) er Nils Malmros' fjerde film også en skildring af en skoleklasse i Århus i halvtredserne. Denne gang handler det om teenagere, hvis udvikling man følger fra 2. til 4.

Nymphomaniac

Lars von Trier, 2013

Den ældre charmerende ungkarl Seligman finder en kold vinteraften Joe tævet til ukendelighed i en gyde. Han tager hende med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv. Han lytter intenst, imens Joe igennem de næste otte kapitler fortæller sin overdådige og saftige livshistorie med mange facetter og rig på associationer og pludselige indskydelser.