Nordisk Råds Filmpris blev overrakt til Dagur Kári og hans producenter den 27. oktober ved Nordisk Råds session i Reykjavik. Det er dermed andet år i træk, at en islandsk film modtager prisen.
"Virgin Mountain" er historien om den 43-årige Fúsi, som trods sin alder stadig mangler modet til at træde ind i de voksnes verden. Han går som i søvne gennem hverdagen uden at afvige fra sine faste rutiner. Men da en livsglad kvinde og en 8-årig pige uventet træder ind i hans liv, bliver han tvunget til at tage springet ud i det ukendte.
"Filmen er en raffineret enkel og visuelt opfindsom fortælling om at bevare sin godhed og uskyld i en verden, der synes uindtagelig. Dagur Káris kunstneriske bestigning af et mandigt 'Virgin Mountain' er en dybt gribende og fængslende film, som tegner et værdigt portræt af en blid kæmpe og leverer træfsikre skildringer af kvinderne omkring ham," sagde juryen.
Nordisk Råds Filmpris på 350.000 kr. gives til en film, der udmærker sig ved at være forankret i den nordiske kultur og er af høj kunstnerisk kvalitet. Den skal derudover være præget af originalitet og formå at forædle filmkunstens mange elementer i et overbevisende og integreret værk. Prisen deles mellem Dagur Kári og de to producenter, Agnes Johansen og Baltasar Kormákur som en anerkendelse af, at film er et kunstnerisk produkt skabt i samarbejde mellem instruktør, manuskriptforfatter og producenter.
Dagur Káris film, der er koproduceret af Mikkel Jersin og Bo Ehrhardt for danske Nimbus Film med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut, havde international premiere på filmfestivalen i Berlin tidligere i år, og filmen er derefter blevet inviteret til en lang række festivaler rundt om i verden. På CPH PIX modtog den festivalens publikumspris, og på Tribeca Film Festival vandt den priserne for bedste spillefilm, manuskript og mandlige skuespiller.
Filmen har planlagt dansk biografpremiere i sommeren 2016.
Dagur Kari er uddannet fra Den Danske Filmskole og nu ansat på Den Danske Filmskole som leder af instruktøruddannelsen.