På bordene flyder det med Wii-controllere, bærbare computere, kaffekopper og en iturevet papirspose med resterne fra morgenmaden.
Adressen siger Pilestræde 43 i det indre København, tæt på byens store mediehuse, men spilfirmaet KnapNok Games' kontor vidner hverken om storslået succes eller IT-millioner på kontoen. Op ad trapper og ind og ud af to andre firmaer gemmer den lille danske producents kontor sig.
Til trods for associationer til et almindeligt drengeværelse er det i så fald et af slagsen, der har givet genlyd i hele verden. KnapNok Games modtog i forrige uge den prestigefyldte teknologipris på IndieCade 2013 (International Festival of Independent Games) for det sociale festspil "Spin the Bottle". Og i september vandt den succesfulde spilproducent en VR Game Jam-pris for 3D-spillet "Virtual Internet Hacker".
Computerspil er noget, vi er fælles om
Lau Korsgaard er kreativ direktør og spildesigner i KnapNok Games. Han blev uddannet fra IT-universitetet i 2008 med en kandidat i spil. Men allerede fra han var fire år, har han vidst, at han ville arbejde med spil.
"Et af de første spil, jeg lavede, var et brætspil, hvor man var en frø i labyrint, der skulle finde hen til en flue. Jeg har altid interesseret mig for spil, og jeg har altid hevet mine venner og min lillebror gennem alle mulige mærkelige forskellige baner og historier."
Og det med at være flere om at spille computerspil ligger dybt i Lau Korsgaard.
"Jeg interesserer mig ikke så meget for at lave det nye 'Grand Theft Auto'. Jeg kan godt lide at komme væk fra skærmen og i stedet kigge på mine medspillere. Når man står over for hinanden og kigger på hinanden, begynder det at blive sjovt, hvis vi også laver nogle bevægelser. Det skaber et helt andet fællesskab."
KnapNok Games er specialister i at udvikle spil til det, der hedder motion controlled konsoller som for eksempel Nintendo Wii U. Med en controller i hånden skal deltagerne bevæge sig til spillets musik eller for eksempel hoppe på stedet, når den anden deltager giver ordre.
Se Lau Korsgaard og hans kollega demonstrere et par af spillene fra "Spin the Bottle" her:
Tiden er rigtig nu
Lau Korsgaard er vokset op i en tid med computercaféer, LAN-fester og endeløse nætter foran computerskærmen derhjemme. Nu laver han det, han selv kalder fysiske digitale spil, som altså både kræver kropsbevægelse og en direkte interaktion med et andet menneske.
Men i virkeligheden mener Lau Korsgaard, at den slags spil er en tilbagevenden til den måde, vi alle sammen legede på for lang tid siden.
"Mennesker har jo altid leget sociale lege på en legeplads for eksempel. For 100 år siden var det helt almindeligt, at voksne mennesker legede den her slags fysiske lege til fester. Det er en langt ældre tradition end almindelige computerspil, som vi kender dem fra de seneste tyve år. Så den her periode hvor spil, er noget, vi forbinder med en asocial oplevelse, er altså kun en anormalitet historisk set. De spil, vi laver, er genopdagelser af klassiske børnelege."
Og de seneste måneders branchepriser til KnapNok Games viser ifølge Lau Korsgaard, at tiden til de fysiske digitale spil er inde.
"Den her slags projekter har i flere år ulmet som sådan nogle lidt mærkelige eksperimenter. Men nu kan vi jo se, at tingene bliver lanceret, og folk får øjnene op for det. Der er rigtig meget opmærksomhed omkring for eksempel 'Spin the Bottle'. Det tror jeg, er fordi, folk gerne vil have et alternativ til de her klassiske computerspil, hvor du sidder foran en skærm."
Tilfreds med 10-20 medarbejdere
Når Lau Korsgaard kigger ud af vinduerne i den gamle ejendom eller går en tur gennem Pilestræde, kan han se stribevis af millionomsættende virksomheder. Men selvom han står i spidsen for en virksomhed, der lige nu oplever sin hidtil største succes og nyder opmærksomhed fra hele verden, tænker han ikke på at udvide kontoret.
"Vores ambition er ikke at vækste så meget. Jeg har det fint med, at vi er 10 ansatte. Vi skal ikke lave en 200-mand stor virksomhed, for vores branche er helt anderledes, end den var for fem år siden. I dag er det små hold, der kan omstille sig hurtigt og være kreative, som overlever. 'Angry Birds' (finsk iPhone-spil, der har solgt mere end 700 millioner eksemplarer, red.) blev for eksempel lavet af et hold på cirka 10-20 mand og kostede ikke særligt mange penge. Man kan sagtens have skyhøje ambitioner, og det har vi, uden at drømme om at vokse sig kæmpestore."
KnapNok Games arbejder lige nu på deres kommende science fiction spil "Spaceship Adventure", som er støttet af DFI's spilordning.
Du kan se Lau Korsgaard vise rundt i ejendommen og på KnapNok Games' kontor her:
Læs mere om KnapNok Games på www.knapnokgames.com.