Nuummioq slår benene væk under Sundance

De amerikanske anmeldere er vilde med Grønlands første professionelle spillefilm, som netop har haft international premiere ved årets Sundance Festival.

En overvældende smuk triumf.

Så flot beskriver The Hollywood Reporters anmelder James Greenberg historiens første grønlandske spillefilm, "Nuummioq", som i lørdags havde international premiere i et udsolgt Egyptian Theatre på Sundance Film Festival i bjergbyen Park City i USA. 

""Nuummioq" gør mere end blot at stille nysgerrigheden som den første spillefilm fra Grønland. Den er et stykke forbløffende fuldendt filmkunst," skriver James Greenberg blandt andet om "Nuummioq".

"Intet mindre end en fornøjelse"

Og han er ikke den eneste, som har skriblet positive adjektiver ned på blokken efter at have set "Nuummioq". Også Variety er klar med rosende ord til holdet bag filmen.

"Intet mindre end en fornøjelse at se takket være de pragtfulde landskaber og den smidige, håndholdte fotografering," skriver anmelder Todd McCarthy, der især roser filmens danske fotograf, Bo Bilstrup, samt skuespillerne, hvis præstationer han betegner som "naturalistiske".

"Denne drilagtigt humoristiske film formår at holde et på én gang løst og stramt greb om sin hovedpersons følelsesmæssige opvågen," skriver McCarthy videre i sin anmeldelse.

"Nuummioq" handler om den 35-årige håndværker Malik, der møder kvinden i sit liv samtidig med, at han får konstateret en dødelig kræftsygdom. Han står nu over for valget om enten at tage til Danmark for at få livsforlængende behandling eller blive i Nuuk og dø indenfor få måneder.

Filmen er blevet til udelukkende ved hjælp af lokale kræfter og har kostet blot 4,2 millioner kroner at lave. Det er endnu ikke fastlagt, hvornår "Nuummioq" får dansk premiere.