Ny kunstbiograf på vej i Esbjerg

ARTHOUSE. Huset Esbjerg udvider med en biografsal, så koncertprogrammet kan suppleres med fast biografdrift. Repertoiret vil være med hovedvægt på dokumentar-og kunstfilm.

Huset Esbjerg kan snart invitere regionens og byens borgere til arthousefilm på det store lærred, når Esbjergs nye kunstbiograf er klar den 7. september. Første visning bliver Andreas Johnsens "Bugs", der får premiere på DOXBIO; såfremt alt går efter planen.

"Publikum giver klart udtryk for de ønsker flere skæve film" – Troels Haas.

"Håndværkerne har arbejdet over sommeren så salen er klar nu. I næste uge vil det tekniske udstyr med lys og lyd blive installeret, så vi kan komme til at vise film", fortæller daglig leder af Huset Esbjerg Troels Haas, der ser frem til at byde publikum ind i mørket.

Om Huset Esbjerg

Bygningen er opført i 1888, som administrations- og direktørbolig til det gamle andels-svineslagteri

I perioden 1987 – 1991 lagde bygningen lokaler til "Cafebiograf".

I folkemunde er Huset Esbjerg måske bedre kendt som "Det 17ende trin".

Huset Esbjerg blev etableret som studenterhus i september 1996.


Biografstøtte

Det Danske Filminstitut kan yde projektstøtte til etablering og modernisering af danske biografer, driftsstøtte til danske kunstbiografer samt støtte til særlige biografinitiativer.

Formålet med støtteordningen er at sikre et attraktivt og dynamisk biografmiljø af høj kvalitet i hele landet samt sikre kunstnerisk og kulturel diversitet i udbuddet af film på det danske biografmarked.

Læs mere om biografstøtte.

Det esbjergensiske kulturhus har igennem en årrække dannet ramme om visninger af dokumentar- og kunstfilm, som ellers ikke ville være blevet vist i en biograf i Esbjerg. Ifølge Troels Haas har der været så stor interesse om visningerne, at der er potentiale for en decideret kunstbiograf i byen.

"Vi har flere gange fyldt koncertsalen til visninger af dokumentarfilm, og publikum giver klart udtryk for, at de ønsker flere skæve film", fortæller Troels Haas.

Den nye biograf vil vise film op til otte gange om ugen; primært fra søndag til tirsdag, så det ikke støder sammen med stedets normale koncert-program.

Realiseringen af den nye kunstbiograf sker med midler fra en lang række fonde. Det Danske Filminstitut har støttet etableringen af biografen med 100.000 kr. 

Biografstøtte

Det Dansk Filminstitut har i 2016 støttet 14 forskellige biografer med i alt 3,1 millioner kr. Støtten fordeler sig på kunstbiografer og renovering og etableringsstøtte.