Ny tv-serie sætter fokus på arbejdsliv og børn

Billede til artiklen Ny tv serie sætter fokus på arbejdsliv og børn
Fra den 6. januar og de følgende tre tirsdage viser TV 2 dokumentarserien "Helt ærligt, mor og far!". Serien behandler den stadigt mere aktuelle udfordring, det er at kombinere arbejds- og familieliv i en travl hverdag.

Hvert afsnit går tæt på et af fire børn i alderen 10-13 år, som i hver deres familie kæmper om at få opmærksomhed fra karriereorienterede og travle forældre, hvis mobiltelefoner og computere sjældent slukkes.

Fælles for børnene er, at de ønsker, det var anderledes - og hvis de turde, ville de bede forældrene skrue ned for arbejdstiden og op for nærværet. Nu befordres konfrontationen, og med programserien får børnene præsenteret de voksne for hudløse og præcise syn på deres arbejdsliv. Ni måneder senere vender filmholdet tilbage for at se, om der er sket en forandring.

I første program, der vises tirsdag kl. 20:50 på TV 2, skal vi se om det lykkes 10-årige Jakob at ændre sine forældres prioriteringer. De er hhv. direktør for og medarbejder i et mellemstort revisionsfirma.

"Helt ærligt, mor og far!" er tilrettelagt af Louise Detlefsen og Anja Kvistgaard Marott og produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Læs mere på tv2.dk

[Foto: Thomas Marott/TV2]