Ny ungdomsfilm af Hella Joof får støtte fra Det Danske Filminstitut

"Se min kjole" er titlen på en rå og direkte film til de 15-25-årige om fire piger på afvænning, der stikker af fra en udflugt med deres behandlingshjem. Under flugten bliver de tvunget til at forholde sig til deres vante offerrolle og tage ansvar for eget liv. De kommer fra forskellige baggrunde; og hvad der starter med en springtur, ender som et hævntogt ind i den mørke fortid, en af pigerne har med sig.Spillefilmkonsulent Thomas Krag har store forventninger til, at "Se min kjole" bliver en medrivende film for unge med sin helt egen kontante tone: "Dette er ikke en børnesang, men filmen har reference til barndommens sårbarhed og de ubegribelige overgreb, nogle børn oplever. Filmen tager fat i de tabuer og traumer, der følger unge med misbrug og vold i bagagen. Filmens tone er på én gang sanselig og rå. Hovedpersonerne kører på et overskud af hårdkogte 'oneliners', alt i mens de i bogstaveligste forstand pisser deres territorium af. Men de bliver klogere undervejs og formår at distancere sig fra de negative adfærdsmønstre, de er vokset op med."Hella Joof har tidligere instrueret filmene "En kort en lang", "Fidibus", "Oh Happy Day" og senest tv-serien "Album". Ida Maria Rydén har skrevet manuskript til filmen, der produceres af Thomas Gammeltoft, Fine & Mellow. Blandt de unge hovedrolleindehavere er Stephanie Leon kendt fra ungdomsfilmene "Bagland" og "Råzone"."Se min kjole" forventes at få premiere sommer 2009. Filmen har fået 4.800.000 kr. i produktionsstøtte.
For yderligere oplysninger: Det Danske Filminstitut
Spillefilmkonsulent Thomas Krag, 3374 3457, thomaskr@dfi.dk