Henrik Bohn Ipsen blev fotograf, før han kom på Filmskolen. Det skete på en rejse til Latinamerika i begyndelsen af 90'erne som assistent på en film om Arhuaco-indianerne, hvor et filmhold vender tilbage til en indianerstamme seks år efter, at de har lavet en film om dem. De slæber fremviserudstyr, lærred og batterier op ad indianernes bjerg, viser filmen – og venter spændt på deres reaktion.
Næste dag stiller de indfødte sig op, meget formelt, og siger, Jo, filmen havde talt deres sag ganske udmærket. Men den handlede jo slet ikke om dem, den handlede om filmholdet!
"De kunne overhovedet ikke genkende sig selv. Den oplevelse har virkelig prentet sig ind i min bevidsthed – og har påvirket min måde at være fotograf på."
Henrik Bohn Ipsen er ofte blevet hyret til filmopgaver i udlandet, der kræver noget særligt. Hvad er det, han kan?
"Jeg er nok meget god til at se folk i øjenhøjde," siger Ipsen. "Når man møder en fremmed, kan de se på ens blik, om man er interesseret i dem som mennesker eller ej, hvad enten det er en afghansk muslim eller en argentinsk fodboldfan. Man kan ikke måle mennesker efter ens egen baggrund og normer," siger han og nævner selv sin opvækst i Ishøj, en forstad til København med mange indvandrere, som afgørende.
"Der vil selvfølgelig altid være en barriere, når man rejser ud i verden, hvor folk ikke er så privilegerede: Man er rig, man har et kamera, man kan rejse verden rundt … Men jeg bilder mig ind, at det kan mærkes på min attitude, at jeg er vokset op i et blandet socialt og kulturelt miljø."
For Ipsen handler det om at se med friske øjne, at kunne rumme denne mærkelige tilstand af usikkerhed og hele tiden søge efter det, der ikke kan siges med ord. Om at ville nå nogle dybere lag og ikke forfalde til de oplagte løsninger. "Jeg nægter for eksempel at filme nogen med vandkrukker på hovedet i Afrika," siger han med et grin.
Når Ipsen altid medbringer den danske digter Henrik Nordbrandts samlede digte på sine rejser, skyldes det måske en følelse af at dele en bestræbelse: "En digter sætter to ord sammen – og så sker der noget nyt, noget metafysisk. Han formulerer en sansning, der er universel."
Ud over Nordbrandt rejser Ipsen aldrig uden et navajoindianer-sølvspænde. "Det føles ikke rigtigt, hvis det ikke ligger i højre lomme," siger han. "Pudsekluden skal ligge i venstre, og der er kamerafiltre, som jeg ikke kan leve uden. Jeg er i det hele taget ret autistisk med, hvor mine ting skal være, og jeg skal være med til at pakke bilen. Alt det gør, at så føler jeg mig tryg."
Trygheden kommer også af, at Ipsen efterhånden har mange erfaringer med at rejse. "Jeg har udbygget et helt sanseapparat til at screene chauffører og de lokale kontakter. Jeg kan som regel læse problemernes størrelse på jakkesættet," siger han.
Og når projektet kører, så har Ipsen en af de måske vigtigste egenskaber, en fotograf kan have, nemlig udholdenhed. "Når vi har kørt og kørt og filmet og filmet og knoklet hele dagen og er lige ved at give op – så falder alt på plads, folk stiller sig rigtigt i lyset, der opstår en stemning … det er de øjeblikke, man søger. Og det kræver, man er 'på' i lang tid."
"Og så må de godt drille mig med, at jeg kører på Duracell," siger han, "for jeg giver ikke op."
Artiklen udkom i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM#76 i midten af november i anledning af dokumentarfilmfestivalen IDFA i Amsterdam.
