Festivalleder Anne Winberg er glad for det tydelige danske islæt på årets festival, som hun mener er udtryk for to tendenser. For det første, at VOID er blevet mere kendt i danske animationskredse, og for det andet, at der er tryk på udviklingen og eksperimenterne hos den danske talentmasse.
”De mange bidrag betyder helt sikkert, at der bliver lavet flere danske kortfilm. De viser, at der er flere animationsskabere, der eksperimenterer – både fordi det er blevet teknologisk nemmere, og fordi vi i Danmark har en kæmpe talentmasse, der udklækkes som enten instruktører fra Filmskolen eller som animatorer fra The Animation Workshop i Viborg”.
Det har i det hele taget været et godt år for dansk animation, der har markeret sig med visninger, nomineringer og priser på store internationale festivaler.
I februar vandt den ungarsk-danske 'Solar Walk' Audi Short Film-prisen på filmfestivalen i Berlin, hvor hele 10 danske film og koproduktioner var nomineret. Og i december hev flere danske animationsfilm priser hjem fra den franske animationsfestival Emile – deriblandt Martin Igland Møller og Rikke Bøghs undervisningsfilm 'A Most Precise and Nuanced Look Into the Life of the Man, Legend and Visionary – Martin Luther', der fik en pris for 'en særlig præstation'.
Filmen er, ligesom 'Solar Walk', at finde blandt de danske bidrag i VOID's program. Men ud over det høje niveau er der som sådan ikke nogen tendenser at spore hos de udvalgte danske animationer, mener Winberg.
”Det fantastiske ved de danske film er netop bredden”, siger hun og fremviser en programside, der indeholder alt fra prisbelønnede bestillingsprojekter såsom den dansk-amerikanske reklamefilm 'Travel Oregon' til personlige animationseksperimenter som den dansk-franske festival-darling 'Egg'.
”Det er forskellige filmskabere, der vil og kan alt muligt forskelligt. På den måde afspejler vores festival den bredde, som generelt er styrken i dansk animation. Den afspejler, at vi kan lave alt fra smalle festivalfilm til publikumssucceser som 'Ternet Ninja'”.
Fremtiden er animeret
Til spørgsmålet om, hvorfor Danmark overhovedet har brug for en animationsfestival, falder svaret fra Anne Winberg prompte: ”Fordi fremtiden er animeret”.
Det gælder ikke kun i filmbranchen, hvor PIXAR-tegnefilm er blevet det, som alle går og venter på, og hvor der efterhånden er langt imellem spillefilm, der ikke bruger computereffekter på den ene eller den anden måde.
”Se bare på alle de nye platforme, der hele tiden udvikles og forbedres. Vi har virtual reality og augmentet reality og i fremtiden kommer vi til at opleve helt nye universer og vil sikkert alle sammen have vores egne avatars”, spår Winberg og understreger, at festivalens opgave er at pege på perspektiverne i animationen og vise publikum alt det, de formentlig aldrig selv ville opdage.
”Vi skal være åbne over for, hvad animationen kan og tænke over, hvad vi vil med det. Vi skal se på instruktører og kunstnere, der eksperimenterer, og ikke bare dem, der lige nu sælger mange billetter. På VOID vil vi vise alle dem frem, der prøver at gøre noget nyt enten fortællemæssigt eller teknisk. Det er det, vi kan som festival”.