Odense Filmfestival indgår samarbejde med Svendborg Filmdage

Billede til artiklen Odense Filmfestival indgår samarbejde med Svendborg FilmdageEn netop indgået aftale betyder, at vinderfilm fra Odense Filmfestival 2008 bliver vist ved Svendborg Filmdage, der finder sted i august ugen efter Odense Filmfestival.

"Vores ønske er at udbrede kendskabet til Odense Filmfestivals helt særlige tilbud af kort- og dokumentarfilm. Odense Filmfestival er den ældste filmfestival i Danmark, der viser danske og udenlandske kort- og dokumentarfilm. Med samarbejdet får publikum på Sydfyn en ekstra mulighed for at se de allerbedste film, som har berørt vores juryer så meget, at de har vundet en af festivalens priser," siger festivaladministrator Trine Spliid Bech.

Vinderfilmene fra Odense Filmfestivals konkurrenceprogrammer kan som altid ses i Odense på den sidste dag i festivalugen, som i år løber fra tirsdag den 19. august til søndag den 24. august.

Svendborg Filmdage er bl.a. vært for filmbranchens årlige filmtræf og arrangeres i samarbejde mellem FilmFyn, Svendborg Kommune, Producentforeningen og Foreningen af Filmudlejere i Danmark.

Læs mere
Odense Filmfestival, 19.-24. august 2008 - www.filmfestival.dk
Svendborg Filmdage, 24.-29. august 2008 - www.svendborgfilmdage.dk