De tre mænd er ved at blive voksne, de er ved at udvikle en persona. De begynder at kunne reflektere over deres liv, deres position, og det er med en vis bæven, at de ser frem mod den anden side af de topspændte teenageår, hvor skrøbelighederne kæmper om at sidde yderst på den blege hud. De tre ynglinge ved, at de skal ind i en ny verden. De voksnes verden. Den seriøse verden.
"Jeg er måske ikke helt selv færdig med mine teenageår," griner Ina Lindgreen, da hun konfronteres med temaet fra hendes film. "På Filmskolen bliver man i løbet af fire år først pillet helt fra hinanden, og derefter bliver man langsomt samlet igen. Både som filmskaber og som menneske. Den proces giver mange refleksioner over ens eget liv og de perioder, hvor man følte, at man skulle tage de afgørende valg."
De skrøbelige teenagere
Lindgreens historievalg tager udgangspunkt i hendes eget liv. Bliver vinklen endnu skarpere, handler filmen og projektet om at portrættere noget, som den nyuddannede instruktør har savnet i sit snart 30-årige liv
"På Filmskolen lærer vi at tage udgangspunkt i vores eget liv. Jeg har ingen søskende og har altid ønsket mig en bror. Jeg kender kvinder og ved derfor selvfølgelig også, hvordan en ung kvinde tænker. Men jeg har altid gerne villet kende en ung mands tanker, hans tvivl og hans drømme."
Lindgreen begav sig ind i mændenes verden, et sted som hun ikke per automatik forestillede sig, at hun ville blev accepteret. Researchen førte hende rundt på ungdomsklubber, gymnasier og i byens parker, hvor drengene hænger ud efter skole.
"Egentlig havde jeg forestillet mig, at det skulle være tre drenge på 14-15 år, men det viste sig, at de simpelthen var for unge til at kunne verbalisere og analysere deres eget liv. Den alder er alligevel for skrøbelig, der er for mange ting, som de ikke har prøvet og kender, eller som de står midt i, og derfor ikke kan se noget for bare hormoner, der fiser rundt i kroppen på dem," ræsonnerer hun, og konstaterer, at da hun først fandt de tre 17-19-årige, som filmen handler om, blev hun overrasket over, hvordan de fortalte om deres følelser og betragtninger om livet.
"De taler lidt som tre gamle mænd, men samtidig har de et lidt barnligt fysisk samvær, og det gav mig inspirationen til at bygget det studie, som filmen er optaget i."
Ikonisk rum
Filmen foregår i noget, der ligner en sovesal. Køjesengene står ved siden hinanden. Man ligger tæt, intimiteten er voldsom, og erindringer fra spejderhytter og badmintonture plantes hos publikum.
"Rummet giver forskellige associationer afhængigt af, hvor gammel man er, og hvilken opdragelse og skolegang man har haft”, fortæller Lindgreen om tolkningen af den indretning, som hun har valgt. "Det skal være tidløst og have en resonans af genkendelighed. Samtidig var det vigtigt for mig, at det var et rigtigt rum, så både publikum og de medvirkende kan mærke fysikaliteten i rummet."
Politisk fortid
Ina Lindgreens fortid som politisk reporter på den hedengangne københavnske aktivistkanal TV-STOP, hvor uretfærdigheder og kapitalisme skulle bekæmpes, gav ikke mange hints om, at hun ville ende med at lave en film om teenagernes skrøbelige tanker.
"Jeg så tidligere mig selv som meget konkret og politisk, men under uddannelsen fandt jeg ud af, at jeg i den grad rummer det abstrakte og det ukonkrete. Jeg finder inspiration i musik, billeder og stemninger, så nu er der en større naturlighed og personlighed i mine valg."
Apropos grænseland, så er Lindgreen i mellemtiden smuttet over det øde stykke mark, der ligger mellem positionen som studerende og i arbejdende. Hun skal den kommende tid lave en online dokumentarserie for selskabet Copenhagen Bombay og langsomt i gang med sin næste film.
