Oscar-vinder får biograf-premiere

" … tilskuerne synes de bliver klogere og mere afklarede, mens de græder," skriver Per Juul Carlsen i anledning af den japanske spillefilm "Departures", som i dag har biografpremiere.

Per Juul Carlsen konstaterer, at det er en svær kunst at skabe film, der finder en balance mellem stærke følelser og en mening og pointe med at vise dem.

"Det er her, den suverænt velkomponerede japanske film, "Departures", kommer ind i billedet," fortsætter Filmlands anmelder. "I perioder ligner det en film, der svælger i følelser og serverer dem uden den mindste form for blufærdighed, som fx når filmens hovedperson, Daigo, sidder på en bakke i den store grønne natur, med et par sneklædte bjergtinder i baggrunden, og spiller smuk og sørgmodig musik på sin cello."

Daigo, der er musiker, bliver arbejdsløs, men får ansættelse som "Nokanshi", bedemand, og finder mening i at blive en hensynfuld vogter af overgangen mellem liv og død.

"Heldigvis har "Departures" en aldeles overraskende og uhæmmet humor, der hele tiden fungerer som modvægt til de stærke følelser", vurderer Per Juul Carlsen, der giver max point svarende til 6 pile op til Yôjirô Takitas film, der lanceres med importstøtte fra Det Danske Filminstitut.

BT giver filmen 6 stjerner, Berlingske og Ekstra Bladet giver 4, og kun Jyllands-Posten holder igen med 3, mens Kim Skotte i Politiken giver 5 hjerter. Og forøvrigt har filmen da vundet en Oscar for bedste ikke-engelskprogede film.