Fra den 24. april til den 4. maj blænder den canadiske by Toronto op for Nordamerikas største dokumentarfilmfestival Hot Docs, og her er Danmark markant repræsenteret. Hvert år har festivalen med sin "Made in"-serie fokus på et land, hvor dokumentargenren er i vælten. I år er det Danmarks tur.
"Danmark er i front inden for dokumentarfilm af høj kvalitet. De danske filmfolk rykker konstant grænserne for genren som kunstart og er med til at højne niveauet med hensyn til stil, temaer og fortælling," siger festivalens programdirektør Charlotte Cook om valget.
"Made in Denmark" består af otte danske dokumentarfilm, som skal vises for et canadisk publikum samt branche- og pressefolk:
"Ai Weiwei: The Fake Case" af Andreas Johnsen kommer tæt ind på livet af den kinesiske kunstner og systemkritiker under Weiweis husarrest, hvor han var under streng statslig overvågning og havde forbud mod at udtale sig til udenlandsk presse.
"Forhandleren" af Karen Stokkedal Poulsen følger EU's chefforhandler Robert Cooper, der får sin sag for, da han skal have en sameksistensaftale mellem Serbien og Kosovo på plads.
"Pine Ridge" af Anne Eborn skildrer livet i et amerikansk indianerreservat, som er hårdt ramt af sociale problemer.
"Beach Boy" af Emil Langballe stiller skarpt på den form for sexturisme, hvor kvinderne har bukserne på. Filmen er Langballes afgangsfilm fra the National Film and Television School i England.
"En anderledes dreng" af Ulrik Wivel handler om den attenårige autist Alexander, der skal til at flytte hjemmefra.
"Jeg hader ADHD – børn i en diagnosetid" af Erlend E. Mo fokuserer på en specialklasse med ADHD børn på Frederiksberg.
"Hvordan jeg bor, som du gerne vil vide" af Christian Einshøj handler om instruktørens farfar Norman, som viser rundt i sit hus og fortæller om sit liv.
"Songs for Alexis" af Elvira Lind fortæller om den 18-årige trans-kønnede musiker Ryan og hans forelskelse i den to år yngre Alexis samt de to teenageres kamp for at få hinanden og finde deres identitet.
Desuden vises "The Monastery” fra 2006 af Pernille Rose Grønkjær i en retrospektiv serie.