"Man tror næsten, at det er Gud, der holder øje gennem en kikkert". Det skriver Informations Katrine Hornstrup Yde, der mener, at Michelangelo Frammartinos dokumentar er et af de smukkest filmede fotoværker, anmelderen længe har set.
En gammel gedehyrde lever de sidste dage af sit liv i en lille italiensk middelalderby på støvlens tåspids. Imens han kæmper for at få den gamle krop til at holde lidt endnu, forsøger han at få uregerlige snegle og andre anarkistiske naturelementer til at makke ret. I en blanding af fiktion og dokumentar, skaber Frammartino et poetisk billede af livets cyklus, naturen og de ubrudte traditioner på et af landets frodige bjerge.
"Le Quattro Volte" fornyer dokumentargenren, og det vækker begejstring hos flere af anmelderne. Filmlands Per Juul Carlsen mener, at filmen behersker fortælling med billeder, "så det er helt ligegyldigt, om det er fiktion, eller dokumentar, eller hvad det er". Carlsen giver filmen 5 ude af 6 stjerner.
Politikens Dorte Hygum Sørensen beskriver den som "en ufattelig smuk film med en helt særegen sort humor i de små detaljer" og tildeler "Le Quattro Volte" 5 ud af 6 hjerter.
Filmen distribueres af Øst for Paradis. Den er tilgængelig for københavnske filmgængere i Grand og Empire og i århusisanske Øst for Paradis. "Le Quattro Volte" har modtaget importstøtte af Det Danske Filminstitut.