"Det var helt tydeligt, at publikum reagerede rigtig positivt på, at Bille August igen filmer i Skandinavien med et skandinavisk filmhold efter mange år med store internationale filmprojekter," fortæller salgsagent Ann-Kristin Westerberg fra Berlin. "Det lover rigtig godt for det videre salg rundt om i resten af Europa."
"Marie Krøyer" blev i lørdags præsenteret for særligt indbudte distributører ved en promovisning under Berlins filmmarked, og her var det især Bille Augusts retur til den danske filmscene, der vakte begejstring blandt de internationale filmkøbmænd.
Fornemt hattrick
Netop i år er det 25 år siden, at Bille August havde premiere på sin sidste danske film, "Pelle Erobreren", der gav ham et fornemt hattrick. Filmen vandt Den Gyldne Palme, en Golden Globe og en Oscar for sin filmatisering af Martin Andersen Nexøs klassiker om en fattig indvandrerdreng i overgangen til det moderne industrisamfund omkring 1900, og som i Augusts skildring ikke mindst er en bevægende historie om forholdet mellem en dreng og hans far, spillet af Max von Sydow.
Efter sin Bergman-filmatisering "Den gode vilje" (1991), der også modtog Den Gyldne Palme i Cannes, fortsatte August med en række stort anlagte internationale filmatiseringer, blandt andet "Jerusalem", "Åndernes hus", "Frøken Smillas fornemmelse for sne", "Les Misérables" og hans seneste film fra 2007, om forholdet mellem Nelson Mandela og hans fangevogter gennem 20 år, "Goodbye Bafana".
Bag overfladen
Med sin nye film "Marie Krøyer" vender August ikke blot tilbage til Danmark, men også til et kanoniseret kapitel i dansk historie, der er nogenlunde samtidig med "Pelle Erobreren".
"Jeg blev tiltrukket af Skagensmalerne, fordi P.S. Krøyer havde malet disse fantastiske portrætter af sin smukke hustru. Det var på grund af dem, at Marie Krøyer var blandt de mest beundrede kvinder i Danmark i tiden," siger instruktøren til FILMupdate.
Skagensmalerne, som var en del af det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet, flyttede til den nordligste spids af Jylland i en søgen efter et mere sandt udtryk inspireret af det stærke sollys, den storladne natur og det autentiske liv blandt de lokale fiskere.
"Det har altid fascineret mig, at så mange fremragende kunstnere valgte at slå sig ned et så afsides sted, som Skagen var dengang. Men hvad der især optog mig var at prøve at skildre, hvad der gemte sig bag den idylliske facade på malerierne. Det er det, som min film handler om."
En kvinde forud for sin tid
Filmen handler om Marie Krøyer, en kunstner i sin egen ret, og hende ulykkelige ægteskab med den maniodepressive Krøyer, og den tager sin begyndelse på det tidspunkt, hvor Krøyers tilstand forværres, og hvor ægtefællernes drøm om et fælles kunstnerliv smuldrer og forvandles til frustration og sorg. Da Marie flygter på ferie sammen med deres datter Vibeke for at få et pusterum, møder hun den svenske komponist Hugo Alfvén og forelsker sig hovedkulds i ham.
Instruktøren har især været optaget af den psykologiske skildring af en kvinde og hendes skæbne i en tid, hvor kvinder generelt stadig ikke blev fuldt ud anerkendt som selvstændige individer med egne krav og behov. August viser os Marie Krøyer, der er splittet mellem rollen som omsorgsfuld mor, loyal hustru, talentfuld kunstner – og ikke mindst en kvinde, der søger at realisere drømmen om den store kærlighed.
"Ægteskabsdramaet tvang hende til at træffe nogle svære valg, som var med til at udvikle hende til et stærkt og selvstændigt menneske, en kvinde forud for sin tid," forklarer August. ¨
Nordisk lys på filmlærredet
Filmen sluttede optagelser i november, og for den 63-årige instruktør har det været en inspirerende oplevelse igen at arbejde med en dansk historie og især at få lov til at arbejde med en masse nye danske skuespillere, som er kommet til siden Pelle Erobreren for 25 år siden.
Holdet har filmet en stor del af fortællingen i Skagen, hvor dramaet udspandt sig for mere end 100 år siden. For, som August understreger, har han også været optaget af at fange landskabet og det nordiske lys fra malerierne. "Det er en historie, hvor det specielle lys, som findes i Norden, spiller en væsentlig rolle."
Birgitte Hjort Sørensen og Søren Sætter-Lassen spiller filmens to hovedroller. Peter Asmussen has skrevet manuskript, og Signe Leick Jensen og Karin Trolle producerer for SF Film Production. Filmen forventes at få dansk premiere til efteråret.
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin, FILM#74, februar 2012.