Der er syv film fra Filmværkstedet i København i årets CPH:DOX-program: Én spillefilm og seks kortfilm – alle nu en del af det digitale program, der kan ses, efter den fysiske festival måtte aflyses. Et kendetegn, der for Filmværkstedets direktør Prami Larsen går på tværs af filmene, er, at de er modige i både deres form og indhold.
Modige film
Malthe Saxers dokumentar af spillefilmslængde, 'Vi slås med sværd', handler f.eks. om to unge transkønnede drenge, der har besluttet sig for at udforske mandlig identitetsdannelse ude i vildmarken.
"At eksponere sig selv så meget i den situation, de to medvirkende står i, kræver virkelig mod. Filmen er også karakteristisk i sin måde at fiktionalisere det dokumentariske og give det en ramme. Mange i Danmark har lært at lave film via benspænd inspireret af Jørgen Leth og Lars von Trier. I denne film er benspændene: Vi skal slås med sværd, vi skal lave et bål og vi skal lave en hule. Samtidig er det bare en historie, hvor selv Jørgen Leth og Lars von Trier slet ikke kan være med, fordi udgangspunktet er så vildt og vovet."
Et andet eksempel er Grit Tind Mikkelsens 'Rebeccas Rum', der følger en passioneret ung kvindelig iværksætter, som forsøger at finde en balance mellem sin profession og den, hun er.
Plakaten til Grit Tind Mikkelsens ’Rebeccas Rum’.
"Jeg møder mange kvinder i slut-20’erne og start-30’erne, som har et drive og en ambition, der er ved at tage livet af dem. Og vores samfund skubber på og har svært ved at redde dem. Filmen er et portræt af et sådant ungt, ambitiøst kvindeliv. Og det er ikke som i 'Løvens hule', hvor man ikke ser den opofrelse og det vovemod, som går forud for, at iværksætterne står foran panelet. Det giver denne film netop et indblik i, og det er enormt spændende."
Der bliver også vovet noget i filmen 'Forestillinger om min far', hvor instruktør Emil Nørgaard Munk iscenesætter de samtaler med sin afdøde far, som han aldrig nåede at have – og i 'Barnepigerne' af Signe Barvild Stæhrs, der som femårig mistede sin mor og nu også forsøger at genskabe situationer med hjælp fra de barnepiger, der dengang hjalp til i huset. I begge film mener Prami Larsen, at de modige filmiske greb lykkes:
"Jeg synes faktisk, det virker. Altså det med, hvordan man fortæller dokumentarisk om noget, der allerede er sket. De har begge to valgt at kigge på deres barndom og visualisere den med forskellige typer af rekonstruktioner, og jeg synes, hybridformen er interessant. Det havde ikke fungeret som ren fiktion. Den dokumentariske sandhedsværdi gør, at det bliver spændende at se på."
Talentudvikling og CPH:DOX
Værkstedsfilmene fortæller ifølge Prami Larsen også en historie om talentudvikling på værkstederne:
"Filmene tester og prøver noget af, både filmsprog og påtrængende temaer i deres generation, som for mig at se ikke kunne være lavet andre steder end på Filmværkstedet. Og ingen af instruktørerne har endnu fået adgangsbilletten til de finansierede støtteformer. Men det får de med de her film!"
I den forbindelse spiller CPH:DOX også en væsentlig rolle:
"Vi kan se på de film, som tidligere har haft CPH:DOX som afsæt: 'Dreaming Murakami', 'Looking for exits', 'Pervert park' osv. – det er alle film, som er blevet skudt ud i den store verden på grund af DOX. Og de har alle kun kunnet realiseres via værkstedsordning og talentudvikling. Så hele DOX' rolle i fødekæden, som markedsintroduktion for de mest erfarne talenter, er meget tydelig. I første omgang kan det være et springbræt til festivalcirkulation, men det kan også give adgang til tv."
Identitet, køn og seksualitet
Alle værkstedsfilmene i CPH:DOX-programmet kredser i større eller mindre grad om nære temaer som identitet, køn og seksualitet. Og det er der flere gode grunde til:
"Vækstlaget er meget optaget af de temaer. Det gælder både i fiktion og i dokumentar. Vi opfordrer ofte til at tage udgangspunkt i en egen erfaringsverden, og hvad har man af erfaring, når man er i 20’erne? Jamen, der har man været i gang med at finde ud af, hvem man er. Derfor tror jeg, det ligger lige for. Men det nære er også et godt udgangspunkt for at udvikle et personligt filmsprog, og det er jo det, talentudvikling handler om," slutter Prami Larsen.