Man skal ikke have sarte nerver, når man sætter sig til rette i biografsædet til "Min bedste fjende", hvor der ikke bliver lagt fingre i mellem, når en skoleklasses nørder beslutter sig for at vende op og ned på hakkeordenen i skolegården.
"Jeg synes ikke selv, at filmen er for voldsom, men det er jo en smagssag," forklarer Oliver Ussing. "Filmen er lige så meget en kommentar til vores verden i dag, og hvordan tyranniske statsledere kan slippe af sted med en masse. Jeg har blot valgt, at henlægge historien til en skolegård," fortæller han. "Filmen er baseret på bogen 'Nørdernes hævn' af Thorstein Thomsen, men filmen tager historien et spadestik dybere og har en knap så blød slutningen som bogen."
Filmen
Filmen handler om Alf, der er træt af at blive drillet af klassens smarte drenge. Han allierer sig derfor med klassens tykke dreng, Toke, og sammen begynder de langsomt, inspireret af manga-helten Niccolo, at ydmyge deres plageånder. Gennem deres hævn- og gengældelsesaktioner styrker de langsomt deres position i klassens hieraki, men efterhånden som de får smag for magtens sødme, begynder Toke og Alf at overskride mange grænser.
Man kan selv bedømme, hvad man kan holde til, når "Min bedste fjende" har premiere torsdag den 3. juni. Filmen er produceret af Vibeke Vogel og Elise Lund Larsen for Bullitt Film ApS.