Hele julekonceptet kan godt gå hen og blive en anelse trivielt, når 1. juledag går på hæld. Julegaverne er for længst åbnet. "Last Christmas" er ikke så charmerende, som den var i starten af december. Og du er ved at brække dig ved tanken om endnu et stykke flæskesteg.
Så er det heldigt, at biograferne holder åbent og i år kan du slå din jule-blues ihjel med et godt grin. 1. juledag har Nikolaj Steen nemlig premiere på sin debutfilm som instruktør, komedien ”"Oldboys".
Glemt på tankstationen
I "Oldboys" møder vi den midaldrende Vagn, der er så grå, trist og selvudslettende, at holdkammeraterne fra oldboys-fodboldholdet glemmer ham på en tankstation, da de er på vej til kamp højt oppe i Sverige. Han forsøger selv at indhente bussen med hjælp fra den småkriminelle John, som tilfældigvis er ved at røve tankstationen. Det udvikler sig til en rejse, der langsomt men sikkert får rusket Vagn ud af intetheden.
I rollen som Vagn ses Kristian Halken, mens Robert Hansen spiller John. Derudover medvirker blandt andre Laura Christensen, Ole Thestrup, Niels Skousen og Leif Sylvester.
"Oldboys" er som sagt Nikolaj Steens debut som instruktør. Han har også skrevet filmens manuskript. Tidligere har Steen medvirket som skuespiller i blandt andet ”Den store dag” og søsteren Paprika Steens "Til døden os skiller". I øjeblikket kan han ses i TV2s julekalender "Jesus og Josefine" samt satireserien "Manden med de gyldne ører", som bliver sendt på DR2.
Udover at lave film er Nikolaj Steen også musiker. Han slog igennem i starten af 1990’erne og har siden udgivet adskillige albummer og produceret for blandt andre Sanne Salomonsen.